This is The Daily Show, baby!

På trods af at tv-værten Jon Stewart flere gange har slået fast, at det populære talkshow The Daily Show ikke er andet en comedy og satire, så er han en både politisk og kulturel meningsdanner, som mandag til fredag transmitteres direkte ind i amerikanernes stuer

NEW YORK CITY: »Yay, finally,« hvisker en ung pige til sin veninde, da de publikumsansvarlige åbner døren til studiet. Hun klapper lydløst i sine hænder af begejstring. Hun har lige som mange andre stået i kø foran studiet i New York City til det satiriske talkshow The Daily Show med værten Jon Stewart siden kl. 12.00 i formiddags. Nu er kl. lidt over fem, og publikum bliver vist på plads i studiet, hvor holdet bag lige er blevet færdig med dagens generalprøver. Ud af højtalere knalder heavy metal musik, og både de rullende lysskilte og skærmene bag værtens blanke skrivebord lader der være ingen tvivl om, at der her laves The Daily Show.
Brad Green, som bor up state New York ved Niagra Falls stod allerforrest i køen. Han er på besøg ved sin datter i New York City og kalder sig stor fan af programmet og Jon Stewart.
»Jeg ser det hver eneste dag,« slår han fast, inden han bliver afbrudt af sin familie, som har bedt en pige på rækken bag dem om at tage et billede med studiet i baggrunden. Rundt omkring på de andre stolerækker tager folk selfies, og stemningen i studiet virker nærmest excentrisk.
Brad Green vender tilbage, da billedet er blevet taget.
»Jeg synes, at mange af vores politikere virker så uærlige,« fortsætter han. »Men Jon Stewart formår at udstille dem og holde dem op på, hvad de tidligere har sagt. Han viser klip af, hvad de har sagt for et år siden, og hvad de siger i dag, og så kan man jo selv se, at de har ændret politisk holdning, selvom de selv siger noget andet.«

Mellem satire og alvor
Studiet ligger på 11 Avenue mellem 51st Street og 52nd Street på vestlige side af Manhatten i New York City. Køen var tidligere på dagen så lang, at den slangede sig hele vejen rundt om hjørnet ved 51st Street og spærrede for indgangen til delien på hjørnet. Medarbejdere på showet måtte dirigere den ventende menneskemængde, så køen i stedet formede sig som et fladt S, der ikke forstyrrede hverken deliens omsætning eller de hurtigt forbipasserende new yorkere. Ikke at der er noget særligt over den lange kø, for sådan ser det altid ud foran studiet mandag til torsdag, hvor The Daily Show bliver optaget, fortæller en af showets sikkerhedsfolk. Amerikanerne er vilde med den karismatiske vært Jon Stewart, og programmet har hver dag omkring 2 millioner amerikanske seere, og for mange er showet også en væsentlig kilde til politiske nyheder.

Og Jon Stewart, med det borgerlige navn Jonathan Stuart Leibowitz, er da heller ikke uden indflydelse i USA. Jon Stewart satte blandt andet fokus på finanskrisen, da han viste klip med børsanalytikere fra finanskanalen CNBC, som fastslog at finanshuset Bear Stearns ikke var i fare for at gå ned. Seks dage senere krakkede det. Sådan var der flere eksempler i det otte minutter lange indslag, og der blev spekuleret i, om CNBC havde haft indflydelse på finansmarkedets sammenbrud. Ligeledes formåede Jon Stewart også at skabe debat i mediekredse, da CNNs program Crossfire blev nedlagt et par måneder efter, han havde rettet massiv kritik mod programmets politiske dækning. Og på trods af at Jon Stewart gentagende gange har slået fast, at The Daily Show ikke er andet end comedy og satire, så har det været nomineret til flere journalistiske priser.

Brad Green er særligt glad for, hvordan The Daily Show med klip fra Fox News, udstiller den højreorienterede tv-kanal, som støtter republikanerne.
»Fox News er så ekstreme,« siger han og ruller med øjnene.
»Jon Stewart derimod er meget liberal, og jeg opdrager også mine børn liberalt,« siger han og nikker mod sin datter.
»Og prøv at kig rundt, her er jo masser af unge mennesker, og det er virkelig godt, hvis han kan være med til at gøre dem mere interesserede i politik, for det, synes jeg, er ret vigtigt specielt op til midtvejsvalget.«

På rækken foran sidder en lige så stor fan, Brian Friedrich, mellem sine to venner. Han kan god lide, hvordan »Jon Stewart spinner noget humor på nyhederne«, fortæller han. I dag får han mange af sine politiske nyheder på internettet, men tidligere var det udelukkende ved at se The Daily Show, at han blev oplyst om politik.
»Han har et meget indsigtsfuldt take på mange af nyhederne, og der er en tone, som du ikke hører i andre nyhedsudsendelser. Og så kan jeg godt lide, at han ikke forsøger at skjule, hvilken vej han hælder politisk. Han tager udgangspunkt i noget politikerne har sagt, og så smider han det ligesom bare ud, så vi alle sammen kan høre, hvor latterligt, det lyder,« siger han.

Du må ikke blive en del af systemet
Publikum bliver bedt om at stoppe med at tage selfies og slukke deres smart phones, for programmet skal til at i gang. Kameramændene indtager deres positioner i studiet, og en regissør med head set får bakset teleprompteren på plads foran skrivebordet, hvor Jon Stewart snart kommer til at sidde.
Ind på gulvet styrter en overstadig publikumsopvarmer.
»This is The Daily Show, baby,« skråler han i mikrofonen og vifter med den ene arm. Han får stolerækkerne til at klappe og grine så højt som muligt for at indstille lyden på de mikrofoner, som hænger ned fra loftet. Og så kommer han slentrende, Jon Stewart, mens han bades i pift, wuhu-råb og klapsalver.

Publikum må stille spørgsmål, inden showet går i gang, og de varierer fra spørgsmål om, hvor høj han er, om hans kone er katolik til om han har tænkt sig at tage på turné med showet til Europa. Jon Stewart svarer på alle spørgsmålene med tilbagelænet coolness, mens han slentre frem og tilbage på gulvet og får mange gange publikum til at grine.
»Yes, you back there,« siger han og peger på en ung pige, som har siddet med hånden oppe længe.
»Me?!,« udbryder hun og ser helt forskrækket ud.
»Jeg har ventet på det her øjeblik så længe,« siger hun, inden hun forklarer at hun går på college og er i gang med en major i journalistik.
»Jeg tænkte på, om du har nogle råd til journaliststuderende, der gerne vil være politiske reportere?,« spørger hun.
Jon Stewart løfter øjenbrynene op, stopper op midt i studiet og ser undrende på hende.
»Jeg har ingen råd,« siger han, og publikum griner.
»Jeg kender ikke så meget til den verden, men den virker frygtelig,« fortsætter han så.
»Mit eneste råd vil være… Du er ung, ikke?«
»Jo, jeg er freshmen.«
»Jamen, så drop ud og studér til læge i stedet! Der er penge i Ebola. Du skal ikke bekymre dig om det journalistik. Men hvis du alligevel bliver ved med at studere, så vil jeg bare sige: Lad dem ikke få dig til at blive en del af systemet. Det er det eneste, jeg vil sige,« siger han og peger på den næste hånd i vejret.

Meningsdanner
Regissøren med headsettet begynder at tælle ned.
»Five, four….«
De sidste tre tal siger han lydløst, så det kun er hans mund, der former ordene.
Showet indledes med klip fra guvernørvalgdebat i Florida, hvor den republikanske guvernør Rick Scott nægtede at deltage i debatten før, den demokratiske kandidat Charlie Crist fjernede den elektriske fane, som stod under hans talerstol. Klippet spilles igen og igen, og flere gange kan Jon Stewart ikke selv holde sit grin tilbage, så han kvæler det ved at kigge ned i bordet, mens han sidder uroligt med sit manuskript i hånden.

Aftenens gæst er Bryan Stevenson, som er advokat og direktør for Equal Justice Initiative, der har til mål at bekæmpe fattigdom og racediskrimination. Det hele bliver mere alvorligt, da han på baggrund af sin nye bog Just Mercy: A Story of Justice and Redemption blandt andet fortæller, hvor uretfærdigt the amerikanske retssystem er, når unge mennesker får dødsstraf for forbrydelser, der ikke er klare beviser for, de faktisk har begået.

Brad Green er tilfreds med aftenens program, fortæller han, da Jon Stewart har sagt på gensyn ind i et af kameraerne, og klapsalverne er forstummet.
»Nu glæder jeg mig bare til at se det, når det bliver sendt i aften,« siger han smilende, da flokken af mennesker er på vej ud af studiet.