Theresa og Donald: en ny fase i det anglo-amerikanske forhold?

Vil Storbritannien efter Brexit og USA efter Trump kunne puste nyt liv i det traditionelt tætte anglo-amerikanske forhold? Det håber briterne, men flere ting taler imod. Theresa May og Donald Trump ser ikke international politik ens, har forskellige prioriteter og mest afgørende er det uklart, hvad Trump skal bruge Storbritannien til.

Skrevet af Kristian Søby Kristensen er seniorforsker og vicecenterleder på Center for Militære Studier

I sin berømte tale i 1946 introducerer Churchill ideen om et specielt anglo-amerikansk forhold – ’the special relationship’. Siden da har ideen været udgangspunktet for både amerikanske og britiske politikeres syn på hinanden. Det antages at der historisk, kulturelt, politisk og sprogligt er specielle bånd, der knytter Storbritannien og Amerika sammen. De to ser derfor hinanden som naturlige partnere med fælles udsyn. De kan stole på hinanden, og kan forvente mere af hinanden end af andre. Men det betyder også at de kan skuffe hinanden mere end andre. Fra Suez i 1950’erne til Afghanistan i 2000’erne er forholdet også præget af skuffelse og tillidsbrud. Og lige så ofte som det specielle forhold nævnes i skåltaler, ligeså ofte erklæres det afgået ved døden.

Hvordan kan vi forvente det anglo-amerikanske forhold vil udvikle sig efter Brexit og valget af Donald Trump? Vil Theresa og Donald finde sammen i et revitaliseret forhold med nye forventninger, og vil de forventninger blive realiserede? Med vanlig britisk nostalgi drømte flere konservative kommentatorer sig tilbage til firserne og forestillede sig, at Theresa May kan blive for Donald Trump, hvad Margret Thatcher var for Ronald Reagan. På overfladen er der da også visse ligheder med firserne. Der er imidlertid også fundamentale forskelle. Her er tre grunde til at vi ikke skal forvente en gentagelse af firsenes tætte anglo-amerikanske parløb i international politik.

Den første grund handler om international handel. Efter Brexit er britisk handelspolitik det centrale tema for Theresa Mays udenrigspolitik. Samtidig med udmeldingsforhandlingerne i Bruxelles ligger der et kæmpe diplomatisk arbejde i at få gentænkt, genforhandlet og genetableret Storbritanniens handelsrelationer. Hvor Theresea May i sine udmeldinger – og i tråd med traditionel konservativ politik – fortsat lægger vægt på frihandel, så har Donald Trump givet udtryk for en langt mere skeptisk holdning. Selv om hans kritiske udtalelser primært har rettet sig mod NAFTA og Kina, så lægger Donald Trumps ’America first’ linje ikke op til, at Storbritannien skal forvente, at det anglo-amerikanske forhold vil lede til favorable forhandlingsvilkår eller at Storbritannien vil blive prioriteret særligt. Det er simpelthen ikke vigtigt nok. Hvor USA er Storbritanniens vigtigste eksportmarked, er Storbritannien nummer syv på den amerikanske liste og udgør 3 % af den samlede amerikanske internationale handel. Kina, Canada og Mexico er langt vigtigere. Samtidig kan det ikke udelukkes, at Storbritanniens 3 % vil falde yderligere i takt med at Storbritannien disintegrerer sig fra EU’s handelsaftaler. Theresa May har altså dårlige handelspolitiske kort på hånden i forholdet til USA.

Den anden grund handler om Europa, og mest om sikkerhedspolitik. Her har Storbritannien i særdeleshed været en speciel allieret for USA. Thatcher fik afsluttet den Kolde Krig sammen med George Bush Senior på en måde, så USA stadig var en afgørende europæisk magt og kunne hjælpe Thatcher med at balancere et nyt forenet Tyskland og en eventuel tysk-fransk enighed i Europa. Blair var en tæt allieret til George Bush Junior og så Storbritanniens primære opgave i at bygge bro mellem USA og Europa. Theresa May vil givet gerne både sikre USA’s plads i europæisk sikkerhed og fungere som brobygger mellem de to kontinenter. Men det kan hun ikke. Det var allerede før Brexit klart, med Kissingers berømte vending, at telefonnummeret til Europa skal findes i telefonbogen for Berlin, ikke London. Theresa Mays forgænger spillede ingen rolle i håndteringen af konflikten i Ukraine. Den blev koordineret mellem Washington og Berlin. Tilsidesættelsen af Storbritannien i europæisk sikkerhedspolitik vil forstærkes når Storbritannien ikke længere er med i EU – og Storbritannien kan ikke forhindre EU (læs Frankrig) i at udvikle et forsvarspolitisk samarbejde der risikerer at marginalisere USA. Theresa May kan hverken sætte en engelsk dagsorden for europæisk sikkerhedspolitik eller garantere at den fortsat vil have USA som central aktør. Theresa May har altså lidt at tilbyde på Europa- og sikkerhedspolitikken.

Den tredje grund handler om betydningen af internationale institutioner. Hvis man skal se Donald Trumps udtalelser i valgkampen som indikationer for hans udenrigspolitiske linje, så vil den være udpræget fokuseret på USA’s bilaterale relationer. For Donald Trump handler amerikansk lederskab tilsyneladende om realpolitiske aftaler med verdens stygge stormagter mere end om at bygge koalitioner, understøtte international konsensus, og arbejde multilateralt med amerikanske venner. Og det er netop her, at Storbritannien har været en tæt og værdifuld allieret. I kraft af sit permanente sæde i FN’s sikkerhedsråd, sin prominente position i NATO, sit (nu snart tidligere) medlemskab i EU, i G7, i WTO og så videre, har Storbritannien støttet amerikansk multilateralt diplomatisk arbejde. Faktum er, at Storbritannien, set i forhold til verdens nuværende og især fremtidige magtcentre, er en småstat mere end en stormagt. Og som småstater oftest gør, arbejder også Storbritannien multilateralt. Det har Storbritannien – som Danmark – gjort aktivt og målrettet for at styrke sin relation til USA. Trumps ide om ’America first’ handler modsat om netop at frigøre sig fra multilaterale bånd og ansvar og realiseringen af en form for global aftalebaseret stormagtsbalance, hvor der ikke er meget plads til småstater, institutioner og regler. I synet på diplomati og international politik har Theresa May tilsvarende lidt som Trump er interesseret i.

Samlet set er der ikke meget der tyder på en tilbagevenden til de gyldne firseres tætte anglo-amerikanske forhold mellem Maggie og Ron. Theresa har mindre at tilbyde Donald, og det Storbritannien traditionelt tilbyder, er Trump ikke interesseret i. Men, Trumps mor stammer fra Skotland. Måske Trumps familiebånd gør, at han vil være modtagelig for Theresa Mays specielle britiske charme? Der er ikke meget andet tilbage at basere det specielle anglo-amerikanske forhold på.

Kristian Søby Kristensen er seniorforsker og vicecenterleder på Center for Militære Studier, Institut for Statskundskab, Københavns Universitet, hvor han forsker i dansk og europæisk forsvars- og sikkerhedspolitik.