The new greatest generation

Med terrorangrebene 11.september 2001 begyndte mere end et årti med USA engageret i konstant konflikt. Tusinder af mænd og kvinder har kæmpet i de krigszoner hvor amerikanske styrker har været engageret, og som en anerkendelse af deres indsats kaldes de nu ”The New Greatest Generation”.

Det var en sensommer dag som forandrede verden. I morgen er det 13 år siden at terrorister fra al Qaeda angreb mål i USA, et angreb som kastede USA i krig mod terrorisme, en fjende som man hidtil ikke havde prioriteret særlig højt.

Som det skete efter det japanske overraskelsesangreb på Pearl Harbor den 7.december 1941, så forenedes den amerikanske befolkning efter den 11.september. Som det skete efter Pearl Harbor, så meldte tusinder af amerikanere sig til militæret efter terrorangrebene i 2001. Det er disse tusinder som har fået betegnelsen ”The New Greatest Generation”.
Begrebet kommer fra den betegnelse som er blevet givet til den generation som udkæmpede 2. Verdenskrig. Deres plads i amerikansk historieskrivning er sikret under overskriften ”The Greatest Generation”.

Post-11.september generationen

I 2011 udråbte Time Magazine den generation af mænd og kvinder som har udkæmpet USA’s krige i Irak og Afghanistan til ”The New Greatest Generation”.

I modsætning til tidligere krige så har post-11.september konflikterne været udkæmpet af en lille procentdel af den amerikanske befolkning. Dette skyldes overgangen til et frivilligt forsvar i 1973, hvor værnepligten blev afskaffet.

Det har dermed været en lille procentdel af befolkningen, sammenlignet med tidligere krige, som har måttet bære byrden ved de to krige i Irak og Afghanistan. Mange af disse soldater har været udsendt flere gange, og levet med at få forlænget udsendelserne uden varsel. Det har været et pres på både de udsendte men også familierne derhjemme.

Ifølge organisationen Iraq and Afghanistan Veterans of America har 2,8 millioner amerikanere gjort tjeneste i de to krige siden 2001. USA har nu en stor opgave med at få disse mennesker integreret i det civile liv, og hjælpe dem til en chance for at komme videre med et civilt job. Problemet har været at det massive bureaukrati som er blevet bygget op omkring behandlingen af veteraner og deres ansøgninger om diverse støtteordninger, har betydet årelange ventetider på svar. Der har været groteske billeder af store lokaler i centre rundt om i USA fyldt med papkasser proppet med papirer, alle sammen ansøgninger fra veteraner. Systemet er ikke fuldt digitaliseret, hvilket betyder at de enkelte centre ikke kan kommunikere om sagsbehandlinger og kun med besvær sende ansøgninger til central behandling.

Denne måde at behandle millioner af veteraner har medført et ramaskrig i USA, og den ansvarlige minister, tidligere generalstabschef for hæren, general Eric Shinseki måtte gå af som konsekvens af den skandale som fulgte i kølvandet på afsløringerne af den dårlige behandling af veteraner.

At sikre ordentlig behandling af veteraner, mennesker som har ofret sig på den ene eller anden måde for USA, er noget man mener bør være en selvfølge i den amerikanske befolkning. Sådan har man nemlig altid gjort det.

2. Verdenskrigs generationen

Millioner af amerikanere kæmpede i 2. Verdenskrig mod Japan og Nazi-Tyskland. Mange meldte sig for at hævne det overraskelsesangreb som Japan udførte mod Pearl Harbor. Et angreb af den type mod USA kunne ikke tolereres.

Det billede som er blevet dyrket i amerikansk historieskrivning har været, at den generation rejste sig i nødens tid, og befriede verden for tyranni. For dette fik den betegnelsen ”The Greatest Generation”.
Da de mange millioner mænd kom hjem fra krigen stod den amerikanske stat klar til at tage sig af dem. I 1944 gennemførte man den såkaldte ”GI Bill” som skulle tage sikre veteranerne når krigen sluttede. Af de fordele man gav dem var lån med lave renter til at starte forretninger, undervisningsafgifter hvis veteranerne ville gå i gymnasiet eller universitetet, betalte et beløb til leveomkostninger i forbindelse med uddannelse samt understøttelse i et år hvis de ikke fik noget arbejde når de kom tilbage til USA. For at komme i betragtning til disse ting skulle man have tilbragt 90 dage i aktiv tjeneste, ikke nødvendigvis i kamp.

Denne behandling af veteranerne står i skarp kontrast til den behandling som veteraner fra Irak og Afghanistan har modtaget. Dette har været et kritikpunkt, først af general Shinseki, og senere af præsident Obama for ikke at have taget sig godt nok af de veteraner, som har gjort en stor indsats for deres land. Ikke at tage sig godt nok af veteraner er noget, som ikke er populært i den amerikanske befolkning. Man skal tage sig af soldaterne, både mens de er i trøjen og efter, noget som Obama-administrationen har lovet at gøre noget ved, i de sidste år de har magten. Det er nu spændende om det kan lade sig gøre at ordne det enorme bureaukrati som over årene er opbygget i veteranbehandlingen.

Der er nemlig behov for at tage sig af de amerikanere som nu udgør ”The New Greatest Generation”.