The Green New Deal, pølseproduktion og det muliges kunst

The Green New Deal er et produkt af den yderste venstrefløj, et slogan og et udkast til den nødvendige klimapolitik. Bevægelsen har fået en flyvende start, men vejen fra græsrødderne til bred politisk opbakning er en lang balancegang, hvor der både skal sluges kameler og produceres pølser.

Hvad er det nu, man plejer at sige: Nåh ja – politik er det muliges kunst! Sætningen er ofte brugt i forbindelse med politiske kompromiser, eller nederlag. Et politisk parti får sjældent alt, hvad de ønsker sig, og valget står ofte mellem et kompromis eller ingenting. Det er en realitet, som Green New Deal (GND) bevægelsen bliver tvunget til at indse før eller siden. Chancen for, at det fulde GND-program kan gennemføres, er mikroskopisk lille, det ved både støtterne og modstanderne af projektet. GND bevægelsen står derfor foran en besværlig balancegang. På den ene side skal de være moderate nok til at kunne appellere til hele det demokratiske parti og den brede befolkning. På den anden side skal bevægelsen også kunne holde på de progressive og unge kræfter, som bærer projektet frem.

Et andet politisk ordsprog, der ligesom det første krediteres til Otto von Bismarck, sammenligner politik og pølseproduktion, ingen af processerne er særlig kønne, og det er derfor bedst ikke at vide alt for meget om, hvordan det foregår. Ikke desto minde kræver det nogle studehandler og sausage-making, som det ofte kaldes i USA, at få sin politik igennem. Det bliver en stor udfordring for GND-bevægelsen at acceptere disse kendsgerninger, eftersom den har sit udgangspunkt i den ideologiske og progressive venstrefløj. Som beskrevet i gårsdagens artikel (Link?), har bevægelsen dog med resolutionen, som blev offentliggjort d. 7 februar, taget et vigtigt skridt i den rigtige retning. I resolutionen har GND-bevægelsen nemlig erkendt at målet om 100% vedvarende energi i 2030 er usandsynligt hvis ikke umuligt. Derfor er målet nu 100% CO2-fri energi i 2030, hvilket også giver plads til atomkraft og CO2 lagring. Det lyder måske som en bagatel, men denne ændring sender et vigtigt signal om at bevægelsen er klar til at rykke ind mod midten og træffe pragmatiske valg, selvom det uden tvivl skaber utilfredshed i bevægelsens bagland. Og dette bliver langet fra den sidste kamel det progressive bagland bliver nød til at sluge, for det kommer til at kræve store kompromiser og godt politisk håndværk at få de moderate demokrater med på vognen.

Det er Demokraterne, det handler om
Trump og republikanerne er jo ikke ligefrem klimaets bedste venner, så hvis man skal gøre sig forhåbninger om en mere ambitiøs klimapolitik i USA, er det demokraterne man skal holde øje med. Og der sker faktisk noget på den front. Takket være støtte fra Alexandria Ocasio-Cortez (AOC) og nogle godt timede sit-ins på Nancy Pelosis kontor er GND blevet et buzzword i det demokratiske parti og optakten til primærvalget i 2020. Klimapolitikken er tilbage på dagsordenen, og det er i høj grad GND, der sætter rammen for diskussionen. Der er derfor en reel chance for, at klima og GND kan blive nogle af de store emner i valgkampene frem mod 2020. Og AOC har vist sig at være en god spiller at have på holdet. Selvom AOC kun lige er kommet på plads i repræsentanternes hus, har hun haft en fuldstændig vanvittig medieeksponering de seneste måneder. I perioden 17. december til 17. januar genererede hun mere interaktion på Twitter end Barack Obama, Kamala Harris og Nancy Pelosi tilsammen. AOC har været en stærk fortaler for GND, og det er i høj grad hendes fortjeneste, at bevægelsen har fået så stor gennemslagskraft så hurtigt.

Den 7. februar fremlagde AOC sammen med Massachusetts senatoren Ed Markey, demokraternes klimapolitiske nestor, så den nye resolution. Med resolutionen tager bevægelsen ejerskab over begrebet Green New Deal og konkretiserer, hvad planen går ud på. Samtidigt har GND-bevægelsen taget et vigtigt hop fra græsrødderne ind i det politisk maskinrum. Selvom GND har langt igen, og stadig ikke er meget mere end et slogan og noget der minder om et løst formuleret partiprogram, kan bevægelsen blive et af de helt store emner i demokraternes primærvalgkamp og måske i endda til præsidentvalget i 2020.

Blandt kandidaterne til demokraternes primærvalg, som der efterhånden er en del af, er GND også blevet positivt modtaget. Cory Booker, Kamala Harris, Elizabeth Warren og Kirsten Gillibrand var alle medsponsorer af resolutionen. Amy Klobuchar har også underskrevet resolutionen, og derudover har andre kandidater som Tulsi Gabbard, Julián Castro og John Delaney med flere været positive i deres omtale af GND. Den tidligere New York borgmester, Michael Bloomberg, som efter sigende også går rundt med præsidentdrømme, har dog været lidt mere skeptisk, som da han i en tale i New Hampshire sagde, at han ønsker en realiserbar GND. ”Jeg er lidt træt af at høre om luftkasteller, som vi aldrig vil få gennemført eller få råd til,” tilføjede han. Det er netop GND’s akilleshæl. Hvis diskursen om at planen er urealistisk og naiv kommer til at dominere debatten, bliver det meget svært at vinde politisk opbakning.

Valgkampen til demokraternes primærvalg er små småt ved at begynde, og denne bliver en vigtig platform for GND-bevægelsen. Der er en enorm energi på den progressive venstrefløj, som vi også så med Bernie Sanders’ valgkamp mod Hillary Clinton. Målinger viser, at den amerikanske befolkning er overraskende positive over for grøn energi og investeringer i infrastruktur. Det giver altså god mening for de demokratiske kandidater at læne sig op ad GND, men hvis GND for alvor skal på partiprogrammet, skal den også kunne appellere til de mere moderate vælgere.

Vedvarende energi vs. CO2-fri energi
Fremlæggelsen af den nye resolution viser at GND-bevægelsen har givet lidt slip i de kompromisløse målsætninger, og har åbnet for en mere pragmatisk og realistisk tilgang. Især ændringen fra vedvarende energi til CO2-fri energi er et vigtigt og nødvendigt skridt for bevægelsen. Atomkraft udgør i dag omkring 20% af den amerikanske elforsyning. Vedvarende energi ligger på omkring 10%, eller 16% hvis vandkraft tælles med. Det diskuteres flittigt om et elnet med 100% vind- og solenergi overhovedet er muligt. Der er til gengæld ret stor enighed om, at det ikke er muligt inden for 12 år. I forhold til klimaændringer er atomkraft lige så godt som vind og sol. Fra et klimamæssigt synspunkt er det derfor hul i hovedet at lukke atomkraftværker eller overhovedet at tale om det, så længe 60% af elektriciteten kommer fra kul og gas.

På delstatsniveau har denne tilgang haft en del succes. Atomkraft er dyrt, og mange atomkraftværker kører med røde tal og planlægger derfor at lukke. Men Illinois og New York har begge haft held at gennemføre politik, der kombinerer øget finansiel støtte til atomkraft med øgede krav til andelen af vedvarende energi. Også i Californien har man taget atomkraften til nåde, da de i 2018 med loven SB100 ændrede målet om 60% vedvarende energi i 2030 til 100% CO2-fri energi i 2045. Ved at sluge kamelen og acceptere atomkraft på den korte bane har GND-bevægelsen signaleret en pragmatisme og realisme, som vil mangedoble chancen for at vinde bred opbakning hos demokraterne.

Kampen mod republikanerne og de pengestærke fossilindustrier
Selvom verdenen ændrer sig, og amerikanerne er ved at få øjnene op for, at klimaforandringerne skal tages alvorligt, er der to ting, der nok ikke ændrer sig foreløbigt. Penge betyder utroligt meget i amerikansk politik, og olie-, gas-, og kulindustrien bruger ufatteligt mange penge på at få politisk indflydelse. Efterhånden som valgkampen tilspidser, vil det derfor også bliver sværere for kandidaterne at vælge støtten fra den progressive ungdom over støtten fra de pengestærke fossilindustrier. Dette understreger nødvendigheden af, at GND-bevægelsen får en bred og stor opbakning i partiet og blandt amerikanerne. Ellers risikerer bevægelsen at fremstå som en gruppe sure unge mennesker på den yderste venstrefløj, der stiller urealistiske krav. Og der er ingen tvivl om, at den stærke fossillobby nok skal hjælpe med at tegne det billede.

På nuværende tidspunkt er republikanernes reaktioner på GND ikke så afgørende. I første omgang er det i det demokratiske parti, at planen skal formes, og der er alligevel ingen regner med, at republikanerne nogensinde vil stemme for noget, der bare minder om GND. Alligevel er det interessant, at klimadelen af GND faktisk ikke har fået den store medfart af de republikanske kongresmedlemmer og konservative kommentatorer. Til gengæld har de tordnet mod de sociale dele af planen såsom universel sygesikring og jobgaranti. Hvis GND bliver et emne i 2020 valgkampen kan vi altså godt forberede os på republikanske angreb i form af sammenligninger med Venezuela og Stalins Sovjet. Når Republikanerne kun i mindre grad angriber klimadelen, kan det måske være et praj om, at amerikanernes holdning til klimaet er ved at vende – men det må tiden vise.