Der venter præsident Trump en lang række af retssager, når hans præsidentielle immunitet ophæves den 20. januar 2021. Heriblandt sager på delstatsniveau, som han ikke har mulighed for at påvirke som siddende præsident.
På den anden side af præsidentembedet venter der Donald Trump flere retssager. Både lokale anklagemyndigheder, delstats ministerier og almindelige borgere star i kø for at hive præsidenten i retten, når han ikke længere er beskyttet af at være De Forenede Staters leder.
Modsat andre afgående præsidenter, som har set frem til deres otium, så holder Donald Trump altid øje med nye muligheder og udfordringer, og hvis vi ser bort fra de eventuelle planer om at genopstille i 2024, så er det specielt den evige ”heksejagt”, som han kalder de mange retssager imod ham, der må fylde meget i tankerne.
Den kommende præsident Joe Biden, har dog sagt, at han ikke vil gøre noget, for at justitsministeriet skal efterforske mulige sager mod Trump, men Biden vil heller ikke stå i vejen for de sager ministeriet egenhændigt starter.
Selvfølgelig er der muligheden for at Trump benåder sig selv, og at det føderale og juridiske system skal igennem en længere proces, for at finde ud af hvad der er hoved og hale i hele den problemstilling, men selv hvis Trump skulle slippe fri af alle mulige føderale retssager, så står han stadig overfor to undersøgelser i delstaten New York, om mulig vildledelse af forretningspartnere, banker og skattemyndigheder og en række injurier sager fra kvinder, der påstår at have været udsat for seksuelle overgreb begået af Trump.
District Attorney Vance
Den mest alvorlige sag, der venter på Trump efter d. 20. januar, er efterforskningen styret af District Attorney Cyrus Vance jr., der siden 2018 har arbejdet på at få Trumps personlige og Trump-organisationens skatte- og finansielle oplysninger.
Sagen startede, da Trumps tidligere advokat Michael Cohen blev dømt for misbrug af kampagnemidler ved den føderale domstol i New York. Cohen havde betalt Stormy Daniels og Karen McDougal for at love ikke at offentliggøre deres relation med personen ”Individual 1”. På Trods af at Donald Trumps navn ikke fremstod direkte af dokumenterne var der ingen tvivl at han var ”Individual 1”, og at det var ham som havde bedt Cohen ordne hemmeligholdelsesaftaler.
Det fik dog ingen betydning for Trump, som ikke blev retsforfulgt af den føderale offentlige myndighed. Delstaten New York var dog ikke helt færdig med sagen, specielt fordi Cohen efterfølgende fortalte Kongressen, at Trump ofte lyver om værdien af sine aktiver. Aktiverne er mere værd, når han skal lave aftaler med potentielle forretningspartnere og banker, og mindre værd når han skal betale skat.
Med de udtalelser stod det klart for District Attorney Vance, at der måtte være mere at komme efter i sagen, og da alle handlinger var sket i New York City, så ville de mulige sager falde ind under hans jurisdiktion. Så selv hvis Trump skulle benåde sig selv for en hver føderallovovertrædelse, ville det ikke hjælpe ham det mindste, hvis han har brudt loven i delstaten New York.
Vance gik derfor metodisk til værks med sin efterforskning og begyndte at samle oplysninger ind om Præsidenten og Trump-organisationen. Det skulle vise sig ikke at være en let opgave, for hans stævninger blev prompte mødte med modsvar fra den siddende præsident.
Trump mente ikke, at man kunne efterforske en præsident midt i embedsperioden. Det ville kort sagt hindre ham i at udføre hans officielle virke.
Efter at have været igennem alle instanser af domstols systemet, hvor Trumps advokater argumenterede for, at stævningerne var politiske motiveret chikane, der uden konkrete beviser ledte med lys og lygte efter den mindste lovovertrædelse. De skulle derfor afvises.
Højesteret afgjorde endeligt i juli måned i år, at siddende præsidenter godt kan stævnet som led i en efterforskning. Præsidenten er dog i sin fulde ret til at klage over de stævningerne på samme måde som alle andre borgere.
For Vance var dommen to skridt frem og et tilbage. Nu havde de rettens ord på, at de godt måtte stævne den siddende præsident, men til gengæld var de ikke nået længere i deres efterspørgsel på Trumps finansielle oplysninger.
De har fået grønt lys fra de to første instanser i New Yorks domstolssystem, som mente, at der ikke var noget grundlag for at afvise på baggrund af advokaternes påstande og politisk chikane. De venter nu på, at højesteret beslutter, om Trump skal overdrage oplysningerne.
På nuværende tidspunkt ved vi ikke meget officielt om det mulige grundlag for straffesagen. Fra retssagsdokumenterne kan det fastsættes at Vance på baggrund af udtalelserne fra Michael Cohen om Trump-organisationen brug af falske regnskaber og værdiansættelser, søger at få fat i mere end 8 års skatteoplysninger fra Trump og hans tidligere virksomheder.
Såfremt Trump og hans virksomheder forsætteligt har givet falske oplysningerne til tredje mænd i delstaten New York og/eller skattemyndighederne, vil der sandsynligvis blive rejst tiltale om dokumentfalsk, skattesvindel, forsikringssvindel og bedrageri.
Hvis Højesteret kræver oplysninger frigivet, skal offentligheden dog ikke forvente at blive meget klogere på sagen lige med det samme. Når efterforskningsarbejde er færdigt, skal dokumenterne fremføres foran en grand jury, som skal afgøre om der er nok materiale for at arrestere og retsforfølge den, på det fremtidige tidspunkt, tidligere præsident.
Selv hvis de indsamlede oplysninger er stærke nok til at føre en retssag mod Trump, så skal anklageren stadig overbevise et nævningeting om Trumps skyld i en, ærligt talt nok lang, teknisk og kedelig skattesag for lægmand. Sagen er alvorlig for Trump og hans virksomheder, men vi skal ikke forvente at vide mere om sagen før engang i det kommende år.
Advokaterne i efterforskningen forsætter med at følge pengestrømmen, men arbejdet bliver ikke lettere af, at der i 2021 er valg til posten som Manhattans District Attorney. Det betyder at Vance, også må fokusere på sit genvalg.
New York justitsministers undersøgelse
Cyrus Vance er ikke den eneste, som har øjnene på Trump og Trump-organisationen. Det har delstatens New Yorks justitsminister Letitia James også. På samme måde som Vance, blev James interesseret i at undersøge Trumps virksomheder nærmere efter Cohen sagen og hans senere udtalelser.
Justitsministeriet har derfor i gang sat en undersøgelse, ikke en efterforskning, der fokuserer på Trump-organisationens forretningsmetoder. Hvis de finder beviser på forsætligt bedrageri, så kan undersøgelsens naturligvis godt ændres til en kriminalsag.
Indtil videre har de undersøgt transaktioner som virksomheds omstruktureringen af Trump Hotel & Tower i Chicago, hvor der blev eftergået gæld på mere end 100 millioner dollars. Justitsministeriet har dog haft svært ved at se, hvordan eftergivelsen er blevet registreret og beskattet. De har også undersøgt, hvorvidt Trump-organisationen har brugt falske oplysninger vedrørende deres ejendomme til at få store skatterabatter.
Fra selve Trump familien er det indtil videre kun Eric Trump, nuværende vice direktør og som står for den daglige ledelse af Trump-organisationen, som har vidnet i undersøgelsen.
Ivanka Trump er dog også i søgelyset da justitsministeriet har stævnet Trump-organisationen for nærmere at undersøge konsulentudgifter betalt til Ivanka, mens hun også var ansat hos familievirksomheden. Det kan derfor tænkes, at konsulentbetalingerne er blevet brugt til skatteunddragelse.
Injuriesager
Slutteligt er der en række mulige injuriesager mod Trump fra kvinder, som har beskyldt Donald Trump for seksuelle overgreb. En af sagerne er fra E. Jean Caroll, som har udtalt at hun blev voldtaget af Trump i midten af 1990’erne. Hun har sagsøgt Trump for at beskylde hende for at lyve om overfaldet, og for at udtalte i et interview i avisen The Hill at overgrebet og voldtægten aldrig kunne være sket, fordi Caroll ikke var hans type.
Splid eller samling?
Udover Trump og Trump-organisationen så står hans familie og folk omkring ham også overfor mulige retssager. I sidste uge vidnede Ivanka Trump I en sag i D.C. om mulig misbrug af nonprofit midler til egen berigelse af Trump familien. F.eks. blev der brugt 300.000 dollars til at holde en privat reception for Trumps ældste børn på Trump hotellet i DC på indsættelsesdagen i 2017.
Ugen før blev der offentliggjort et 20 siders dokument fra retten i DC, som viste at USA’s justitsministerium undersøger en sag, hvor en række personer har forsøgt at bestikke sig til benådningerne fra Præsidenten. Intet i dokumentet tyder på at Præsidenten er indblandet, men en af de minimum 3 personer involverede i sagen har doneret en stor sum penge til den politiske kampagne.
Det er naturligvis vigtigt at retsprincippet, om at alle er lige for loven bliver opretholdt, også selvom det betyder, at en tidligere præsident bliver retsforfulgt for gerning begået før og eventuelt efter præsidentembedet. Men, Demokraterne skal have for øje, at det vil være første gang i den amerikanske historie, at en tidligere præsident bliver retsforfulgt, og at det måske vil skabe mere splid end samling i en nation, hvor ca. 74 millioner mennesker ikke stemte på den kommende præsident Biden.