Taknemmelighed i Trumps USA

Alt er ikke negativt, selv om amerikansk politik befinder sig i noget af en krise for øjeblikket. Der er nemlig fortsat rigeligt med grunde til at være taknemmelig på Thanksgiving. På en måde, i hvert fald. 

Washington D.C. – Det har været et hektisk, hårrejsende og i alle henseender udmattende år.

Men alt er ikke møgsager og politiske skandaler. På Thanksgiving er der stadig en masse ting at være taknemmelig for.

Her er bare et par af dem.

Jer er taknemmelig for, at der ikke er krig, og at atomvåben endnu ikke har været taget i brug. Helt seriøst. Sandsynligheden for, at USA og Nordkorea starter en atomudveksling har altid været minimal. Det er altid svært at holde balancegangen mellem at skrige dommedag og være beroligende, så Hr. og Fru. Danmark ikke spytter morgenkaffen i skødet på hinanden.

Omvendt er der ingen tvivl om, at de seneste måneders udviklinger giver grund til at rynke øjenbrynene en smule dybere, end de var i forvejen. Udvekslingerne mellem præsident Trump og Kim Jong-un er blevet mere personlige. USA placerede forleden Nordkorea tilbage på listen over lande, der sponsorerer terrorisme.

Det ville være et katastrofalt udfald for verden, hvis spændingerne mellem de to lande eskalerer. USA’s fastland er næppe i fare, men der er tusindevis af amerikanske soldater i Sydkorea og hundredetusinder af amerikanske statsborgere. Nordkoreas missiler står armeret mod Seoul, og de fleste eksperters analyse er, at Nordkorea under en udveksling vil affyre, alt hvad de har. Det ville føre til den totale destruktion af en af verdens største byer, og det føles ikke som om, at vi har en diskussion om, hvad det vil betyde for verden, for de økonomiske markeder og for fremtidige generationer.

Når alt kommer til alt, så virker det stadig usandsynligt, at vi kommer dertil. Men faktum er, at vi har med to unikke politiske ledere at gøre. På den ene side finder vi en impulsiv, uvidende narcissist, der ikke bekymrer sig om meget andet end sin egen pengepung og sit ego. Og på den anden side er der Kim Jong-un, der aldrig har mødt en statsleder fra et andet land. Tilsammen har de mindre end syv år i den politiske arena på rygraden – og seks af de år tilhører den Nordkoreanske side.

Jeg er også taknemmelig for den Republikanske Kongres. Med deres suspendering af en normal lovgivningsproces har de virkelig holdt mig på tæerne og givet en urskov af vinkler og analysemuligheder. Og hvor er det skønt, at de har droppet deres ansvar om at stoppe korruptionen og selvberigelsen, som både Det Hvide Hus og andre højtstående medlemmer af administrationen har gjort sig skyldig i. Jeg er ikke sikker på, at den amerikanske psyke kunne holde til så mange skandaler ude i det åbne, og de mentale kolbøtter som Trumps ’drain the swamp’-vælgere kunne blive nødt til at slå ville heller ikke være kønne.

Desuden er jeg taknemmelig for, at Trumps inkompetence har overskygget hans autoritære impulser. Tilbage i december 2016 var en af de største bekymringer, hvilke demokratiske normer som overlever i Trumps Amerika.

Heldigvis har de amerikanske institutioner vist sig at være robuste. Justitsministeriet har stået imod den åbenlyse politiske indblanden, som præsidenten har forsøgt sig med. Fyringen af James Comey førte til nedsættelsen af specialanklageren Robert Mueller. Justitsminister Jeff Sessions har erklæret sig inhabil i forhold til Ruslandsundersøgelsen.

Amerikansk journalistik har været fænomenal til at dække administrationens handlinger. Både proces og substans. Tilliden til medierne var allerede forsvindende lav, men de konstante angreb fra præsidenten har drevet den op.

Trumps kulturkrig imod sorte atleter, immigranter og omfavnelsen af neonazisme har ført til et klart modsvar og hans diskriminerende indrejseforbud er blevet stoppet af domstolene.

Og på trods af alt kaoset, så er jeg taknemmelig for, at en så atypisk person som præsident har gjort mig klogere på præsidentens magt, institutionelle roller, og hvad der er normal eller unormal opførsel. Hvem havde for eksempel hørt om den såkaldte emoluments-klausul?

Amerikanerne er ifølge meningsmålinger også mere opmærksomme på, hvad der sker i politik og aktiverede i en grad, vi ikke har set siden Vietnam-krigen og borgerrettighedsbevægelsen i 1960’erne. En tsunami af nye kandidater har rakt hånden op og meldt sig ind i politik. Det brød tilsynelandende en barriere for mange at se en så ukvalificeret kandidat blive valgt til nationens højeste post. Hvis Trump kan blive præsident, hvorfor kan jeg så ikke stille op til skolebestyrelsen eller statskamrene?

Når det er sagt, så er blækket ikke vådt endnu. USA’s demokratiske fremtid er mere usikker, end de fleste kan og bør være trygge ved. En ny politisk generation spirer frem, og deres fundament for, hvordan politik fungerer er den nuværende præsident, valgkampen i 2016 og en Kongres, hvor mudderkast og stilstand dominerer over reelle lovforslag og fremgang.

Der er selvfølgelig grund til at være urolig. Når normer først er brudt, tager det årtier at genopbygge dem. Den institutionelle viden i den offentlige sektor er for eksempel skrumpet markant. Det er stadig uklart, hvad Trumps tid som præsident har af konsekvenser på længere sigt. Men indtil videre har de værste scenarier ikke udspillet sig.

Så bare i dag, på Thanksgiving torsdag, lad os være en smule taknemmelige for 2017.

Også selvom den ting at være mest taknemmelig for er, at kalenderen snart viser 2018.