Syv fortællinger om Kina på COP21

Kina bliver ofte fremhævet som en af de vigtigste aktører i spillet om Paris Aftalen. Det er dog ikke blot i forbindelse med den netop overståede COP21, at Kina peges på som afgørende for, hvorvidt klimaforhandlinger mislykkes eller er succesfulde. Det gælder også andre internationale klimaforhandlinger. Der er særligt syv årsager hertil.

Af Lau Blaxekjær, ph.d., postdoc, Færøernes Universitet

Kina bliver ofte fremhævet som en af de vigtigste aktører i spillet om Paris Aftalen. Det skyldes primært Kinas rolle under COP15, hvor det var Kina, Indien, Brasilien og Sydafrika (BASIC-gruppen) og USA, der på den ene side blokerede for en juridisk bindende aftale, men på den anden side også sikrede, at der trods alt blev forhandlet en form for aftale på plads – Københavner-akkorden – som dog kun blev taget til efterretning. Derudover er det vigtigt for effektiviteten af en klimaaftale, at Kina som verdens største udleder af drivhusgasser og verdens anden største økonomi får sat ambitiøse reduktionsmål. Uden Kina (og også USA og EU) vil en aftale ikke batte meget her og nu. Modsat COP15 fik 196 lande i FN under COP21 altså forhandlet sig frem til en aftale, hvor både Kina og USA er med.
Det er ikke så simpelt at forklare Kinas position eller motiver i de internationale klimaforhandlinger, som det nogle gange bliver gjort, når eksempelvis ”det kulfyrede Kina” udelukkende fremstilles som en skurk, der blokerer for en global aftale. Lytter man bare lidt mere efter, hører man mange forskellige fortællinger om Kina. Nogle står i modsætning til hinanden, andre er komplementerende, men ingen fortælling er mere sand end andre, og ingen kan stå alene. De følgende fortællinger om Kina er ikke en udtømmende liste, men nogle af de mest fortalte i de internationale klimaforhandlinger.

Kina vil helst ikke binde sig juridisk
Den første og måske mest kendte fortælling handler rigtig nok om, at Kina blokerer for en juridisk bindende aftale, hvor alle lande – både i- og ulande – skal forpligte sig til reduktioner. Denne fortælling bygger særligt på eksempler fra COP15 og COP17 i Durban, hvor Kina og Indien af mange fremhæves, som de to lande, der til det sidste forsøgte at blokere en konsensus om en global aftale. Og selvom de gik med til ”Durban-aftalen” i 2011 i de sidste hårde forhandlinger, så har både Kina og Indien gjort meget for at genfortolke denne aftale til at indeholde de elementer om forskel på i- og ulande, som faktisk ikke blev skrevet ind i aftalen. En del af Kinas retorik under dette års COP21 henviser da også ret ofte til ”differentiering” mellem i- og ulande. En blanding af økonomiske og politiske interesser nævnes som Kinas motiver til denne opretholdelse. Og der var lige til det sidste under COP21 en masse rygter om, at Kina blokerede for en aftale.

Ingen skal stikke til Kinas suverænitet
En anden og komplementerende fortælling omhandler Kinas suverænitet og generelle tilgang til multilaterale forhandlinger, hvor Kinas højeste prioritet er at sikre selvbestemmelse, suverænitet og undgå indblanding udefra. Desuden er Kina, som vi kender det i dag med kommunistpartiet i spidsen, et relativt ungt land med megen lidt erfaring i internationalt samarbejde og diplomati. Blandt andet derfor har de kinesiske ledere det bedst med at være med i internationalt samarbejde med så få andre lande som muligt, gerne kun ét land af gangen. På den måde kan Kina bedre kontrollere, hvad der sker, og bedre analysere og vurdere langsigtede politiske og økonomiske konsekvenser af disse samarbejder og aftaler. Denne fortælling fremhæves og kobles med Kinas accept af en Paris Aftale, der også rummer ikke-bindende elementer.

Et splittet kinesisk politisk system
En tredje fortælling omhandler Kina som et fragmenteret politisk system, der gør, at forskellige politiske og bureaukratiske aktører er lige så meget konkurrenter som medspillere i det meget store og komplekse politiske landskab som Kina også er. Dermed kan man sagtens se, at Kinas udenrigsministerium, forskellige byer, miljøministeriet og aktører inden for vedvarende energi alle gerne vil arbejde for en stærk klimaaftale i Paris, og så på den anden side stærkere interesser i kulsektoren eller konservative stemmer i politbureauet. Den kinesiske Nationale Udviklings- og Reform Kommission, der står for klimaforhandlingerne skal forsøge at balancere alle disse hjemlige krav, bilaterale og multilaterale aftaler og hensyn. Nogle analytikere mener, at denne kommission nok er interesseret i at der gøres mere på klima og miljø, men også samtidig sætter en traditionel suverænitetslogik højest.

Den amerikansk-kinesiske aftale
En fjerde fortælling omhandler Kinas bilaterale samarbejde med USA på klima- og energiområdet. Kina og USA vedtog i efteråret 2014, at begge lande ville samarbejde om og forpligte sig yderligere til at udlede færre drivhusgasser. Et meget vigtigt skridt i den globale kamp mod klimaforandringerne. Yderligere aftalte landene at styrke fælles forskning og teknologiudvikling samt styrke Kinas udvikling af nye metoder til monitorering og databehandling. På den måde er nogle af de knaster, Kina og USA har forhandlet hårdt om i FN, nu flyttet over i et bilateralt samarbejde, hvilket letter noget af presset i FN-forhandlingerne.

Kina en del af Green Growth Alliance
En yderligere komplementerende fortælling til det bilaterale samarbejde omhandler Kinas deltagelse i små multilaterale netværk. Et af disse netværk er ”Green Growth Alliance”, som består af Danmark, Sydkorea, Mexico, Kenya, Qatar, Etiopien, Vietnam – og altså Kina. Det er på en måde en umage alliance, men når der netop samarbejdes om fx energiteknologi og omstilling til en bæredygtig økonomi i praksis kan alle medlemmer få en del ud af dette internationale samarbejde. Kina er specielt interesseret i at få ny viden og løsninger, der kan hjælpe Kina med at blive bedre til at bruge energien mere effektivt og omlægge til vedvarende energi. For Danmark og Korea er der her gode eksportmuligheder. Dette samarbejde mellem Danmark og Kina er bl.a. fremhævet under COP21 og er med til at minde om, at der findes løsninger i praksis – og ikke mindst at omstillingen er i gang.

Kina vil være fakkelbærer for udviklingslande
En sjette fortælling omhandler, at Kina ønsker at fremstå som en slags leder for den tredje verden, og derfor kan Kina ikke tåle at blive set som et land, der udelukkende kæmper sin egen sag og glemmer ulandenes mange forskellige ønsker og særlige forhold. Der er allerede mange ulande, der er hårdt ramt af klimaforandringerne og har brug for en effektiv klimaaftale, hvorfor Kina er nødt til at tage hensyn til dette, hvis Kina fortsat ønsker at fremstå som en leder. Det er ikke kun et nationalt suverænitetshensyn, der begrænser Kinas muligheder for at indgå i en global aftale, men også hensynene til andre ulande og Kinas position som en lyttende og forstående leder inden for gruppen af ulande. Forhandlingerne handler nemlig om mange flere emner end bare spørgsmålet om reduktion af drivhusgasser: fx var tilpasning, finansiering og teknologioverførsel til ulande også vigtige emner på COP21s dagsorden.
Derfor har Kina siden COP15 gjort rigtig meget for at styrke sit image ved at lytte mere til andre ulande og vise udadtil, at Kina gør rigtig meget på den grønne dagsorden. Kina er førende på investeringer i og udvikling af vedvarende energi. Denne fortælling er Kina selv med til at fremføre i sin store pavillon her på COP21, hvor der hver dag demonstreres og diskuteres alle de grønne aktiviteter, som Kina er i gang med. Denne pavillon samt internationale rapporter, der roser Kina for sine grønne investeringer og omstilling, er en stærk del af Kinas branding som en grøn stat og leder.

BASIC-gruppens betydning for Kina
En sidste fortælling handler om forholdet mellem de store ulande – Kina, Indien, Sydafrika og Brasilien, som udgør BASIC- gruppen. Uden disse lande samt andre store og voksende ulandsøkonomier som Nigeria og Indonesien vil en aftale nemlig heller ikke batte meget i fremtiden. Presset ligger altså ikke kun på Kina, og nogle analytikere peger på, at Kina står bedst af disse lande til at gennemføre en grøn omstilling, idet man allerede er i gang og kommet langt. Den regionale konkurrence og komparative fordel for Kina i relation til Indien kan derfor være et positivt element i Kinas tilslutning til Paris Aftalen.

COP22, der afholdes næste år i Marokko, skal aftale flere detaljer i Paris Aftalen på plads. Eksempelvis skal der laves mere konkrete aftaler om tidsrammerne i Paris Aftalen. Til næste år i Marokko vil man med ganske stor sandsynlighed høre en hel del mere til Kina og de syv fortællinger – og der vil sikkert også opstå nye fortællinger, som forklarer Kinas position i internationale klimaforhandlinger.