Ikke alle arktiske nationer har direkte adgang til regionen. Finland og Sverige er begge anset som arktiske nationer og er med som fulde medlemmer i Arktisk Råd. Derudover deler de mange af de samme træk – de er tætte allierede til USA men ikke i NATO, har Rusland lige i baghaven som nabo, og er nogle af dem der taler mest om vigtigheden ved at modarbejde klimaændringer.
Hverken Finland eller Sverige har direkte adgang til de arktiske have, men begge har grænser der strækker sig ind over den Nordlige polarcirkel. De har også det til fælles at de ikke er med i NATO og har Rusland som en nær nabo i Baltikum, hvilket sætter landene i en prekær situation. Endelig ser de negative udviklinger fra klimaændringer som noget der skal have den absolutte prioritet, særligt i den arktiske region. Det kan derfor ikke undre at både finnerne og svenskerne sætter internationale konventioner og aftaler meget højt, og er stærke fortalere for endnu tættere samarbejde med de arktiske naboer.
At de to lande sætter samarbejde højt, kan også ses i de seneste års sikkerhedsudviklinger. I 2018 skrev de under på et brev sammen med USA, hvor partnerne aftalte at øge sikkerhedsarbejdet mellem nationerne. Den svenske forsvarsminister udtalte ved lejligheden at ”Vi er nødt til at få et dybere samarbejde for udvikle større kompatibilitet [mellem vores styrker red.]”. Selvom brevet i sig selv ikke er bindende og generelt kun kigger på de større trends, så er der ligger der også et par vigtige ting i det. Det er en reaktion på Ruslands aktioner i Ukraine der er primus motor bag det, og nationers intention er at styrke samarbejdet og kompatibiliteten med NATOs styrker. Finland er allerede godt på vej her, da det meste af deres militære teknologi er lavet til at kunne ”snakke” med deres amerikanske modstykker.
Finland og kampen om klimaet
Som sagt har Finland ikke direkte havadgang til Arktis findes dog inden for polarcirklen. De sætter størst fokus på at bibeholde den stabilitet og sikkerhed der har eksisteret i regionen de seneste årtier. Det er netop derfor de gør alt for at styrke det internationale samarbejde under fælles normer omkring alt i Arktis. Hertil er klimaforandringerne også i det absolutte fokus – den finske statsminister, Antti Rinne, udtalte i juli, 2019 at ”[Finland red.] vil indtage en ledende rolle i at styrke EU’s arktiske politik” og at ”afbødningen af klimaændringer må være i hjertet af vores arktiske politik.”
Et interessant projekt der i skrivende stund er i venteposition kan findes mellem Norge og Finland som arbejder sammen om en arktisk togbane mellem den finske havneby Oulu i den Botniske Bugt ved Østersøen og norske Kirkenes der findes ved Barentshavet. Denne rute ville give Finland adgang gennem Norge til de arktiske have, som et alternativ til import og eksport af finske varer, samt åbne en ny transport rute mellem Atlanterhavet og den Nordøstlige Passage. Det er dog langt fra sikkert projektet realiseres da den finske regering mener det er for dyrt, samt at det har skabt røre hos den samiske befolkning, hvis område og natur den ville gå igennem.
Det som nok inden for den seneste tid har gjort Finland mest kendt i forhold til Arktis, var 2019 topmødet i Arktis Råd. Finland var formandsland for Rådet fra 2017-2019, og hver formandsperiode afsluttes med en samlet enighedserklæring fra medlemmerne om hvad man skal arbejde mod. For første gang i Rådets historie sluttede perioden dog uden samlet enighed. Efter ca. to måneders lange forhandlinger i den finske by Rovaniemi, hvor selv alle de arktiske udenrigsministre til sidst blev draget ind, kunne den amerikanske delegation ikke finde enighed med de andre vedrørende formulering omkring klima. Klimaændringer blev nævnt direkte i teksten, som ikke var noget USA kunne gå med til. Efterfølgende udtalte den finske udenrigsminister Timo Soini at ” Et flertal af os betragter klimaforandringer som en grundlæggende udfordring for Arktis og anerkender det presserende behov for at tage afbødnings- og tilpasningstiltag,”. USA’s ubevægelighed på dette punkt ledte til at man ikke kunne give en fuld erklæring, men i stedet måtte udgive en mindre formel ministeriel en af slagsen.
Det er som sagt første gang at uenighed har været at finde ved sådan en erklæring, og de færreste havde nok set at det var USA der ville være grunden. Rusland stod derfor i den usædvanlige situation at de var 7 mod 1, med Rusland i varmen og i enighed med de andre vestlige nationer, mens USA trodsigt gik på tværs.
At klima ville være i fokus har nok ikke kommet bag på USA siden Finland, da de overtog formandsposten, havde klimaændringer og hvordan man skal mindske den som deres absolutte topprioritet. Udover at sikre at alle operationer i området har klima i mente, satte finnerne også fokus på samarbejde mellem de arktiske nationer og EU, samt at mindske militariseringen af regionen.
Den svære balancegang med russerne for Sverige
Ligesom Finland, har Sverige klimaet som en absolut højprioritet i Arktis. Sverige oplevede sidste år voldsomme brande i deres arktiske region og vil derfor gøre alt for at disse problemer ikke bliver værre. Grundet dette arbejder de meget inden for særligt EU med at reducere de globale udledninger af drivhusgasser, og har sat en meget ambitiøs intern klimapolitik. Derfor betyder det Arktiske Råd og dets medlemmer også meget for Sverige, og landet arbejder derfor mod at styrket samarbejdet på dette punkt. Mange politikere og diplomater har dog, efter det der skete i Finland, privat måtte erkende at der nok ikke foreløbig er nogen større løsning grundet Trump administrationens syn på klimaændringer.
Rusland ses som en problematisk nabo både i Arktis og i Baltikum. Men Sverige har, ligesom Finland men ulig Danmark og Norge, valgt at følge en relativ nøgtern tilgang til Moskva. Den svenske regering påtaler de russiske aktiviteter i Baltikum, men holder kommunikationsvejene åbne, da Rusland som nabo nok ikke lige forsvinder i morgen. De ser dialog og kommunikation som yderst vigtig, særlig når man skal samarbejde i f.eks. det Arktiske Råd.
Sveriges forsvarspolitik afspejler også at Rusland er en nær nabo, da svenskerne primært fokuserer på den Baltiske region. At dette er deres absolutte strategiske prioritet, er videre synligt i og med Arktis meget sjældent overhoved nævnes i sikkerhedssammenhæng. Der tages en mere samlet nordisk tilgang til Arktis gennem NORDEFCO, det nordiske forsvarssamarbejde oprettet i 2009 som Sverige har formandskab for indtil 2020, og gennem USA der ses som en stærk partner ved større udenrigspolitiske problemer. Svenskerne foretrækker at samarbejde med finnerne på en ikke-konfronterende måde når det kommer til Rusland og deres handlinger i Arktis.
Alt i alt har svenskerne og finnerne samme syn på Arktis og sætter den samme prioritet på diverse områder. Her gælder det først om fremmest klima og samarbejde over alt andet, med udviklingen af en bæredygtig arktisøkonomi som en stærk to’er. De ser de internationale samarbejdsorganer som kritiske i at udvikle og bibeholde stærke konventioner og aftaler om hvordan alle skal agere i Arktis. Vigtigst af alt, ser de yderligere militær oprustning i regionen som et absolut problem og som noget der enten skal mindskes eller helt udelukkes.
