Connect with us

Hi, what are you looking for?

Kongressen.comKongressen.com

Feature

Super Bowl vs. primærvalg

Mens den første bølge af primærvalg skyller ind over USA, så er det også ved at være tid til den årlige Super Bowl. Umiddelbart har de to ting ikke meget tilfælles, men der er ingen tvivl om, at selv præsidentkandidaterne søndag aften for en stund glider i baggrunden til fordel for verdens største endags sportsbegivenhed.

Mens valgresultaterne fra Iowa så småt er ved at bundfælde sig, udspiller det ugelange mediecirkus sig i San Fransisco som optakt til Super Bowl.

Umiddelbart er det stadig primærvalgene og de forskellige kandidater – røde som blå – der stjæler det mediemæssige billede i USA, men der er dog enkelte Super Bowl-relaterede historier, der kan stjæle billedet fra de igangværende politiske sværdslag.

“Super Bowl er jo stort i sig selv. Det er en begivenhed, der får meget omtale, og mediebilledet er forskelligt alt efter, hvor man kigger hen. Lige nu er det dog klart primærvalgene, der fylder mest, men i løbet af weekenden er det Super Bowl, der bliver forsidestof rundt om i USA,” siger Mikkel Soelberg Christensen, der er underviser på University of Missouris journalist-linje.

Han har indtil videre ikke set den eller de historier fra medieugen i San Fransisco, der kan overskygge for eksempel Donald Trump eller Hillary Clintons daglige spalteplads. Men de eller måske rettere den historie kan dukke op så let som ingenting.
“Lige nu spekuleres der meget i sagen om Peyton Mannings påståede dopingmisbrug. Skulle der komme yderligere nyt i den sag, så er det noget, som vil overskygge alt andet,” forklarer Mikkel Soelberg Christensen.

Sagen er den, at Denver Broncos legendariske quarterback Peyton Manning i december blev hængt ud i en tv-dokumentar på Al-Jazeera. Her blev Manning beskyldt for at have fået tilsendt væksthormon med posten til sit hjem tilbage i 2011.

Da beskyldninger så dagens lys afviste Manning dem som det pure opspind. Siden har NFL dog valgt at iværksætte en undersøgelse, og skulle denne undersøgelse mod forventning allerede kaste nye spor af sig i dagene op til Super Bowl, hvor Mannings hold Denver Broncos står overfor Carolina Panthers, så vil det rydde samtlige nyhedsflader

Primærvalg må så være primærvalg.

Manning-familien er nemlig for amerikansk sport, hvad Bush-familien er for amerikansk politik.

Umiddelbart er det dog en anden Manning-historie, der forventes at trække overskrifter, der måske kan trumfe de politiske kioskbaskere.
“Der spekuleres meget i, at Peyton Manning måske vil offentliggøre, at søndagens Super Bowl vil blive hans sidste kamp som professionel. Det vil også være en stor historie, fordi han er en af de største amerikanske idrætsmænd,” siger Mikkel Soelberg Christensen.

Blot for at understrege, hvor stort et navn Peyton Manning er, så kan det blandt andet nævnes, at han som den eneste spiller i historien har vundet prisen som mest værdifulde spiller i NFL hele fem gange. Derfor den store hype om et eventuelt karrierestop, der på mange måder ligger i kortene for Peyton Manning, der fylder 40 den 24. marts.

Med sit brogede persongalleri er NFL-spillere ofte gode for skandaleoverskrifter eller kontroversiel opførsel i dagene op til Super Bowl, hvor hver eneste detalje vendes og drejes i en grad, så TV 2s håndbolddækning kommer til at ligne en omgang overfladisk navlepilleri.

Sidste år trak New England Patriots overskifter på grund af den såkaldte Deflategate. Her blev Patriots beskyldt for at have taget luft ud af boldene i en kamp mod Indianapolis Colts – den kamp, der sikrede Patriots adgang til Super Bowl.

Det var en forsideryddende historie, fordi alle andre en Patriots-fans elsker at hade netop New England Patriots.
“Vi har ikke set en lignende kontroversiel historie udfolde sig i år. Det er også en del af forklaringen på, at primærvalgene får mest opmærksomhed i det brede store mediebillede. Selv i dagene op til Super Bowl. Der har været lidt snak om Carolina Panthers quarterback Cam Newton. Hans modstandere mener, han er for smart at høre på, og hans fans mener, at flere af hans kritikere er racistiske, men den sag har vist sig at være mindre interessant end de forskellige primærvalg,” siger Mikkel Soelberg Christensen og uddyber:
“En del af forklaringen på den større interesse for politikerne er også, at de nuværende Super Bowl-historier ikke for alvor er kontroversielle eller opsigtsvækkende. Der kommer de forventede svar på de mange spørgsmål lige nu. Der skal noget specielt til at fjerne fokus fra primærvalget,” forklarer Mikkel Soelberg Christensen.

Når weekenden sætter ind, så er det dog Super Bowl, der kommer til at fylde mest. Så kan end ikke tirsdagens primærvalg i New Hampshire være med, men helt fjerne det altid spændende primærvalg fra mediebilledet kan end ikke Super Bowl. Der skal noget specielt til at ændre på det, men er der noget, som NFL er leveringsdygtig i, så er det skandaler på de mest vanvittige tidspunkter.

I 1999 var Atlanta Falcons med danske Morten Andersen nået frem til Super Bowl, der skulle spilles i Miami. Her skulle man møde Denver Broncos. Det var dog ikke selve kampen, der trak de største overskrifter. Det var i stedet Falcons-spilleren Eugene Robinson, der natten inden Super Bowl blev arresteret, da han forsøgte at hyre en prostitueret kvinde, der viste sig at være undercover-betjent.

Det var en skandale, der i den grad trak overskrifter. Særligt fordi Robinson valgte at stille op i Super Bowl efter en nat uden ret meget søvn som følge af arrestationen.

Skulle en sådan skandale dukke op på de allestedsnærværende mediers radar, så vil selv ikke en ny Clinton-skandale kunne overskygge det i løbet af en Super Bowl-weekend.

Indtil videre er det dog politikerne, der stjæler rampelyset fra football-gutterne. Først lørdag er USA klar til at gå i Super Bowl-mode og lade politik være politik for en stund.

Written By

Simon Ydesen er uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole med speciale i sportsjournalistik. Blandt bidragyderne til ‘Den Amerikanske Drøm’. Tilknyttet Kongressen.com som sportsskribent.

Click to comment

You must be logged in to post a comment Login

Leave a Reply

Læs også:

Copyright © 2021 Kongressen