Styrket Merkel vil næppe aflaste Obama internationalt

Søndagens forbundsvalg i Tyskland bød ikke bare på en overbevisende valgsejr til Angela Merkels CDU/CSU; det var samtidig en magtdemonstration. Merkel er mere end hele Tysklands Mutti. Hun er Tysklands fyrstinde og et magtpolitisk geni. Nu skal der dannes en ny regering, og resultatet bliver formodentlig en stor koalition med socialdemokratiske SPD. Den nye regering vil sandsynligvis justere lidt på den overordnede politik, men dog uden at ændre på ’merkelismens’ overordnede udenrigspolitiske kurs.

Søndagens valg var skelsættende for det tyske politiske landskab. Tysk politik har i de sidste to valgperioder rykket sig til venstre. Det faktum, at partiet Die Linke – selvom partiet også led markante tab ved søndagens valg – nu er tredjestørste parti i den tyske forbundsdag understreger denne udvikling. Liberale FDP formåede ikke at følge med i denne udvikling. Partiet bevægede sig tværtimod mod højre og blev, blandt andet af denne grund, stemt ud af forbundsdagen for første gang i mere end et halvt årti. Det tyske valg overså en omvæltning af det politiske spektrum i Tyskland, der også bød på et eurokritisk parti, Alternative für Deutschland (AFD), som et halvt år efter partiets grundlæggelse var snublende tæt på at komme ind i forbundsdagen. Samtidig er De Grønne og Die Linke blevet svækket markant ved søndagens valg. I den nye forbundsdag kommer den formodentlige nye CDU/CSU-SPD regering til at sidde med hele 80 procent af forbundsdagens mandater, mens oppositionen – som kun kommer til at bestå af Die Linke og De Grønne – sidder tilbage med sølle 20 procent. Den tyske befolkning har talt, og den har talt et meget tydeligt sprog.

Merkels triumf
Merkel har med sit suveræne genvalg yderligere etableret sig som en af de mest imponerende politikere i efterkrigens Tyskland. I en tid hvor ”Volksparteien” har fået status af dinosaur – fascinerende at studere, men desvære uddøde – er det mirakuløst, at CDU/CSU hev 41,5 procent af stemmerne hjem. Merkels person har en kæmpestor andel i denne success. Kanslerens valgteam formåede i bedste dementormanér at suge alt politisk liv ud af valgkampen. Valgkampen blev amerikaniseret og fokuseret på et spørgsmål om person: Hvem skal være kansler, Merkel eller Steinbrück? Grundet kanslerens store popularitet og Steinbrücks mildest talt uheldige valgkamp, der bød på adskillige bommerter, var dette spørgsmål mere et retorisk end et reelt spørgsmål.

Kansleren er den samme, men hun kommer til at få en ny regeringspartner. Hvad kan man forvente af dette regeringsskifte? Kort og godt kan man ikke forvente de store ændringer. Men når det kommer til udenrigspolitikken, kommer der måske til at være et par småjusteringer. Nogle af dem har politiske rødder, og andre personlige.

EU: Vækst og reformer
En stor koalition vil nok justere lidt på europolitikken, men dog uden at ændre på den overordnede kurs. I de seneste fire år har SPD adskillige gange sikret et flertal for kanslerens europæiske beslutninger i forbundsdagen. For at sætte det lidt på spidsen er der i europæiske spørgsmål for længst tale om en stor koalition i tysk politik. Med socialdemokraterne i en kommende regering vil det blive nemmere for Merkel, da den nye regering vil sidde på 80 procent af mandaterne i forbundsdagen. Faren er, at denne konstellation dræber den politiske debat, hvilket kan resultere i en øget skepsis i befolkningen overfor hele EU-projektet, hvilket kan give AFD vind i sejlene. I en tid hvor der skal træffes vigtige beslutninger inden for Europa, må man håbe, at dette scenarie forbliver et scenarie og ikke en realitet.

Merkel bliver ligeledes nødt til at forholde sig til kritikerne, som kritiserer hende for at have et teknokratisk syn på EU. Den Europæiske Union er ikke noget videnskabeligt projekt; den er kilden til Tysklands politiske og økonomiske styrke. En stor koalition vil formodentlig finde en mere jævn balance for EUs økonomiske politik. Det vil være en balance, der fokuserer både på reformer og vækst, og dermed være en politik, som man også ville hilse velkommen i Washington.
Derudover er den nye regering nødt til at tage befolkningen i ed og forklare dens europæiske beslutninger. For den tyske befolkning handler det nemlig ikke kun om, hvordan man gør tingene, men hvorfor man gør dem.

USA: Ønske om tysk lederskab
Reaktionerne på det tyske valg har været beskedne i USA. Medierne har knapt nok dækket valgkampen, og har kun kort berettet om valgets udfald. Man har været imponeret over CDU/CSUs storsejr, som man tolker som en stor personlig sejr til kansleren. Samtidig er man i Washington bestemt ikke utilfreds med valgets udfald og udsigten til en stor koalition. I USA er man sig bevidst, at tysk lederskab er afgørende for europas økonomi og dermed også for den amerikanske økonomi. Merkel er blevet styrket yderligere, og den nye regering kommer sandsynligvis til at stå meget stærkt, da næsten 70 procent af den tyske befolkning valgte at stemme på de to partier ved søndagens valg. Samtidig håber man, at Merkels suveræne valgsejr kommer til at give nyt momentum for forhandlingerne af en transatlantisk frihandelsaftale, der vil kunne være med til at løfte væksten og jobskabelsen på begge sidder af Atlanten, inden den anden runde af forhandlingerne indledes i Bruxelles den 7. oktober.

Vigtigst af alt håber man i Washington, at Tyskland påtager sig et større internationalt ansvar, nu hvor valgkampen er overstået. Præsident Obama rettede i sin tale i Berlin i juni en kritik mod Merkel og Tyskland for ikke at tage nok ansvar for de udfordringer, som det internationale samfund står over for, og han opfordrede til et større tysk lederskab, der står mål med Tysklands position i Europa. Da Merkel har udtalt, at hun ikke har tænkt sig at genopstille ved det kommende forbundsvalg i 2017, håber man i Obama-administrationen, at Merkel nu vil føre en aktivistisk udenrigspolitik, der afspejler Tysklands økonomiske styrke og politiske magt. Forhåbningen er, at Merkel i sin sidste embedsperiode kommer til at fokusere på udenrigspolitikken for at sikre sig en plads i historiebøgerne. Men Merkel er ikke optaget af sin rolle i de kommende historiebøger og især ikke af sin plads i de amerikanske historiebøger. Hun er formodentlig ikke engang optaget af de tyske historiebøger.

Kansleren har i de seneste otte år ikke indikeret, at hun er interesseret i at imødekomme amerikanernes ønske om en mere aktivistisk udenrigspolitik og mere tysk lederskab. Det forekommer usandsynligt, at der kommer et radikalt kursusskift på dette område og især ikke med SPD som regeringspartner.

Personale-kabale
En ting, som Merkel derimod ikke kan komme udenom, er at samle et nyt ministerhold. Kansleren vil prøve at sikre, at hendes finansminister Wolfgang Schäuble kan fortsætte på sin post, og det samme gælder for forsvarsminister Thomas de Maizière. Sidstnævnte har dog fået en del kritik i månederne op til valget, og et muligt scenarie vil være, at de Maizíere bliver et Bauernopfer og kommer over i et andet ministerie.

Tyskland kommer i hvert fald til at få en ny udenrigsminister og en ny udviklingsminister, da posten for tiden bliver beklædt af Guido Westerwelle, der er FDP-politiker. SPD kommer højst sandsynligvis til at stille udenrigsministeren i en kommende regering, og udvalgprocessen kan give en indikation af, hvilke politikere der prøver at etablere sig som kommende kanslerkandidater op til 2017-valget. Der findes dog også den mulighed, at socialdemokraterne vælger at udpege en udenrigsminister, som ikke er en oplagt kanslerkandidat, så man kan opstille en kanslerkandidat om fire år, der ikke er blevet ”slidt ned” i en stor koalition, hvilket både partiets kanslerkandidater i 2009, Franz-Walter Steinmeier, og 2013, Peer Steinbrück, blev.

Mulige kandidater for udenrigsministerposten er partiets formand, Sigmar Gabriel, førnævnte Frank-Walter Steinmeier, Nordrhein-Westfalens ministerpræsident, Hannelore Kraft, Hamborgs overborgmester Olaf Scholz, udenrigsordfører Rolf Mützenich, og den stedfortrædende gruppeformand for udenrigspolitiske spørgsmål, Gernot Erler. Men ligemeget hvem der bliver tysk udenrigsminister, kommer vedkommende dog til at spille andenviolin. Der er er ingen over og ved siden af Angela Merkel.

Fænomenet Merkel
Merkel har manifisteret sin position som en af de mest skelsættende politikere i efterkrigens Tyskland. Hun fortjener at blive nævnt i samme åndedrag som Konrad Adenauer, Willy Brandt, Helmut Kohl, og Gerhard Schröder; manden som hun vippede af pinden ved forbundsvalget i 2005. Merkels regeringstil – ’merkelismen’ så at sige – er ren magtpolitik, men uden at vælgerne bemærker det. Niccolò Machiavelli ville være fornøjet, hvis han kunne se, hvordan fyrstinden Merkel har manifisteret sin magt over det seneste årti.

Tyskland får en ny regering, men konsekvenserne for landets udenrigspolitik kommer til at være marginale. Tysk udenrigspolitik er ligesom TV Avisen – du ved, hvor du har den.