Studiegæld er det nye stavnsbånd

USA kæmper for at holde fast i et gryende opsving mens uroen ulmer under overfladen i det amerikanske universitetssystem. Amerikanernes studiegæld stiger eksplosivt og truer ikke kun med at underminere finansierings systemet under hele det amerikanske universitetssystem, men det kan også have stor betydning for den amerikanske samfundsøkonomi. Alle kigger mod Washington for en løsning på problemet, men er der overhovedet en løsning, og er den føderale regering i stand til at tilvejebringe den?

Det siges at uddannelse er den bedste investering man kan foretage sig. Det er nemt nok for danskere at tro på, da hele vores uddannelsessystem er finansieret gennem skatterne. I USA bygger de videregående uddannelser på brugerbetaling, og den enkelte studerende må selv finansiere uddannelsen. Har man ikke penge til at betale for sin uddannelse må man derfor optage studielån, som man skal betale tilbage på et senere tidspunkt.

Studiegælden er ude af kontrol
Gennem de senere år er størrelsen af amerikanernes studiegæld steget eksplosivt. I 2004 udgjorde de føderale offentlige studielån lidt over 200 milliarder USD. På kun 9 år er det tal femdoblet til over 1.000 milliarder USD ifølge The Federal Reserve Bank of New York, og studielån har på kun 5 år overhalet billån og kreditkortgæld som den største gældspost fraregnet realkreditlån. Til de 1.000 milliarder USD skal lægges yderligere 200 milliarder USD i private studielån, som de hårdest ramte studerende må optage, når de har udtømt mulighederne for offentlige studielån. Den bekymrende udvikling har flere årsager.

For det første er uddannelsesafgifterne til universiteterne steget næsten 80 % over de sidste 10 år. Til sammenligning er udgifterne til lægebehandling steget med 43 % og det generelle forbrugerprisindeks med knap 27 % ifølge College Board. Samtidig er husholdningsindkomsten stort set uændret over samme periode og amerikanske familier har således de samme penge som før til at betale en højere uddannelsesafgift.
En anden årsag er den økonomiske krise. Som det også var tilfældet i Danmark betyder recession ofte flere ansøgere til videregående uddannelser, og i årene 2008-2010 steg antallet af college-studerende i USA kraftigt. De studerende der søger mod universiteterne i krisetid gør det oftest fordi de er svagt stillet økonomisk, hvilket gør dem til flittige studielåntagere.

Endeligt kan præsident Obama’s ambitioner om at gøre collegeuddannelser tilgængeligt for alle også være en del af forklaringen. Som det amerikanske uddannelsessystem er finansieret kan flere støttekroner til programmer som de populære Pell Grants være med til at presse prisen på uddannelse i vejret, og de offentlige studielån, der per lov ikke må afvise låntagere på baggrund af deres kreditværdighed, minder for nogle kritikkere skræmmende meget om de subprime lån som mange anklager for at have katalyseret finanskrisen.

Bagatel eller boble?
Hvorvidt studielånskrisen har samme potentiale til at sende den amerikanske økonomi i knæ er tvivlsomt, men det er for naivt at afskrive situationen som en bagatel. For studerende og nyuddannede, der kæmper med at få privatøkonomien til at hænge sammen kan det have store negative konsekvenser, hvis de bliver registreret som dårlige betalere. Nogle taler endda om de nyuddannede studerende som en ny generation af stavnsbundne kandidater, der aldrig kan tilbagebetale deres studiegæld. I sidste ende kommer det tilbage og skader den amerikanske økonomi fordi den enorme studiegæld forhindrer folk i at investere i huskøb, en ny bil eller generelt forbrug.

Der er ingen tvivl om at studiegælden sætter en alvorlig bremse i det amerikanske opsving, og med den eksplosive stigning i gælden er det nemt at forstå, hvorfor mange ser studiegælden som den næste boble i den amerikanske økonomi. Men at nævne studiegælden i samme åndedrag som den forrige finanskrise er at tage problemet et skridt for langt. Gælden fra studielån udgør trods alt kun 6 % af den samlede gæld i USA, så selv hvis de mest ekstreme dommedagsprofetier bliver opfyldt og hele studielånsmarkedet bryde sammen er det kun en relativt lille del af økonomien der bliver berørt. Det vil selvfølgelig have alvorlige konsekvenser for de berørte amerikanere, og den amerikanske økonomi er fortsat meget sårbar, så politikkerne i Washington kan dårligt risikere at lade studielånskrisen udvikler sig til en skandale.

Washingtons muligheder
Hvilke muligheder har den føderale regering for at løse problemet? Af mulige bud har en kombination af mere information om alternative studielånsmuligheder og tilbagebetalingsmodeller, samt at mindske behovet for at optage studielån ved at øge bevillingerne til Pell Grants været nævnt. Disse tiltag vil på kort sigt begrænse stigningen i studiegælden, og især mere information om studielån bør være et indsatsområde, men kritikkere vil mene at det ikke løser det underliggende problem.
Studiegældens eksplosive stigning er til skade for hele USA og er dermed et føderalt problem. Så vidt er alle enige. Uenigheden opstår når man begynder at diskutere mulige løsninger på problemet. I amerikansk indenrigspolitik generelt, og i amerikansk uddannelsespolitik i særdeleshed, skal man ikke undervurdere den delstatslige dimension. Når Republikanere og Demokrater ikke kan nå til enighed om uddannelsespolitik, der nærmest per definition er et delstatsanliggende i amerikansk sammenhæng bunder uenigheden ofte i fundamentalt forskellige opfattelser af hvilken rolle – hvis nogen – den føderale regering i Washington skal have i uddannelsespolitikken. Demokraterne er traditionelt set tilhænger af en stærk central magt, mens Republikkanerne ønsker mere autoritet til delstaterne.

Mens tilhængerne af en stærk centralmagt har travlt med at diskutere, hvordan Washington kan løse problemet med den ustyrlige studiegæld, argumenterer deres politiske modstandere for at Washington snarere er problemet end en del af løsningen. Ved at øge bevillingerne til Pell Grants og gøre offentlige studielån tilgængelige for alle har den centrale regering medvirket til at presse prisen på universitetsuddannelser op på samme måde som subprime lånene i sin tid var medvirkende til at skabe inflation på det amerikanske boligmarked, lyder argumentet. I et forsøg på at løse problemet med studiegæld er man paradoksalt nok med til at forværre situationen.

Studiegælden er kommet for at blive
At ville gøre universitetsuddannelse tilgængeligt for hele befolkningen er modig og ambitiøs politik, og præsident Obama har ikke lagt skjul på at det er en politisk mærkesag for ham. Men det er også vigtigt at holde sig for øje at det er et politisk valg, og at der i et uddannelsessystem som det amerikanske er ulemper ved overdreven statslig indblanding som at fordoble bevillingerne til Pell Grants eller gøre det nemmere for studerende at optage studielån.
I modsætning til det danske system er det amerikanske universitetssystem baseret på stenhård markedslogik og en høj grad af brugerbetaling. Resultatet af kombinationen med markedslogikken og statstilskud og statsgaranterede lån bliver en hel generation af amerikanske unge, der aldrig oplever at være gældfri.

Hvorvidt det amerikanske universitetssystem er en succes eller ej afhænger af øjnene, der ser. Uanset hvordan man opgør de forskellige uddannelsesranglister er de altid domineret at amerikanske universiteter. Til gengæld er der langt fra de traditionsrige gange på Ivy League universiteterne til den barske virkelighed for den almindelige gældsplagede universitetsstuderende. Men lige meget hvor stor en studiegæld man kommer ud med, og hvor dårlig en investering det end må synes, er det en endnu dårligere investering ikke at tage en college-uddannelse. Det kan virke håbløst at investere i en universitetsuddannelse, men det er langt bedre end alternativet. Studiegælden er kommet for at blive.