Strategien mod Islamisk Stat roder

Obama har set sig nødsaget til at handle i kampen mod Islamisk Stat i Irak og Syrien. At engagere sig i den konflikt har stillet USA i en dårlig situation, med kun dårlige løsningsmuligheder. Men den strategi som er blevet fremlagt for indsatsen, er en rodet affære. Der er ting som ikke virker gennemtænkt, tidshorisonter som ikke er overskuelige og selvpåført rod i kommandostrukturen.

Det er lykkedes for Obama-administrationen at få samlet en stor international koalition til bekæmpelsen af Islamisk Stat, og luftkampagnen kører derudaf med daglige bombninger i Irak og Syrien.
Men på trods af at operationen, som jo har fået det lettere intetsigende navn ”Operation Inherent Resolve”, allerede har været i gang i længere tid, er der nogle grundlæggende problemer med operationen.

Målsætningen for operationen er ifølge Obama ”to degrade and eventually destroy Islamic State”. Men hvornår mener man, at Islamisk Stat er ødelagt? Det er ikke defineret klart, selvfølgelig fordi man godt vil have lidt manøvrerum til at afslutte operationen, når man synes. Det er dog yderst problematisk, at man ikke har defineret et klart slutmål for en så højtprofileret operation i en sprængfarlig region.

En endnu større udfordring ved operationen er, at det ikke er en helt dækkende definition, man har af fjenden. Islamisk Stat anses for at være en terrororganisation, og man tilrettelægger sin strategi med en begrænset luftkampagne ud fra den definition. Men det ville måske være mere passende at se Islamisk Stat som en oprørsbevægelse snarere end terrororganisation. Det lyder måske som en lille forskel, men der er væsentlige forskelle på, hvordan de to håndteres.
Sidste problem som er værd at bemærke, er det rod som præsident Obama har skabt i kommandostrukturen for ledelsen af operationen. Obama har udpeget en særlig repræsentant, som skal koordinere den internationale koalition, og er direkte underlagt Obama. Med den manøvre har Obama skabt en sidestående kommandovej uden om den eksisterende militære kommandovej.
Der er altså flere ting, som roder med Obamas strategi for kampen mod Islamisk Stat.

Målsætningen hænger i luften
Den 10. september holdt Obama sin store tale, hvor han redegjorde for kampagnen mod Islamisk Stat og den nye strategi, som han nu kunne fremlægge.
Hans budskab var klart: “Our objective is clear: We will degrade, and ultimately destroy, ISIL through a comprehensive and sustained counterterrorism strategy. ”

Det lyder jo meget godt, og et magtfuldt budskab når det kommer fra lederen af verdens mægtigste militære magt. Men hvad er kriteriet for at Islamisk Stat er ødelagt som organisation? Det har man ikke defineret, og der er ikke nogen officiel politik fra den samlede koalition om, hvad der menes med den målsætning som Obama satte den 10. september.

Det er samme type vage målsætning, som Obama også præsenterede i 2009, da han satte målsætningen for engagementet i Afghanistan til at være ”to disrupt, dismantle, and defeat al Qaeda in Afghanistan and Pakistan” Igen blev det ikke defineret, hvornår man mente, at man ville nå det mål. Fordelen ved en så løs målsætning er jo klart, at det er mere frit, hvornår man kan annoncere slutningen på en operation. Det er samtidig også nemmere at samle en koalition om en målsætning, som er udtrykt på den måde, for alle kan blive enige om at Islamisk Stat skal bekæmpes, men Obamas formulering gør, at de enkelte partnere kan vurdere, hvornår de mener opgaven er løst.

Ulempen ved det løse slutmål er, at den strategi som man lægger, rammer i blinde. Man kan ikke på samme måde målrette indsatsen, og de kapaciteter man sender til regionen på samme måde, som hvis målsætningen var mere tydelig.

Definition af fjenden
Man har fra starten defineret Islamisk Stat som en terrororganisation. Ved at definere fjenden som en terrororganisation sætter man kampen mod IS ind i samme kontekst som kampen mod al Qaeda. Den kamp har man i efterhånden en del år ført med primært luftstyrker i form af droner, og har haft stor succes med den tilgang.
Når man definerer IS som en terrororganisation, så godtgør det, at man bruger samme middel mod dem – hårde militære midler i form af luftangreb til støtte for landstyrker.

Men den definition er mangelfuld. I stedet burde IS i højere grad ses som en oprørsbevægelse, ligesom man definerer den del af bevægelsen som befinder sig lige ovre på den anden side af grænsen i Syrien. Her har IS deltaget i kampen mod Assad-regimet, som del af det omfattende oprør, som har ødelagt landet i flere år nu. Det interessante er, at IS åbenbart skifter karakter, så snart de krydser den irakisk-syriske grænse.
Hvorfor er det så vigtigt, om man definerer det som en terrororganisation eller oprørsbevægelse?
Hvis man definerer IS som en oprørsbevægelse, så kræver det en langt større indsats som del af oprørsbekæmpelsen. Sådanne operationer har man mange erfaringer med Irak og Afghanistan, og det er fra vestlig side, ikke noget man har lyst til at engagere sig i igen. Sådanne operationer kræver lang tid og har store økonomiske omkostninger. Ingen af delene er noget vestlige regeringer har i stort omfang.

IS er en organisation med territoriale ambitioner, og allerede med deres selvudnævnte kalifat har de etableret sig som et alternativ til den siddende regering i Bagdad og Damaskus – et klassisk kendetegn ved en oprørsbevægelse. Ligeledes har IS formået at udnytte den udbredte utilfredshed, som hersker i den sunni-muslimske del af den irakiske befolkning, og på den måde vundet indpas i dele af Irak. Denne opbakning er udover udnyttelse af politisk utilfredshed, understøttet af brutal undertrykkelse og drab på folk, som modsætter sig IS. Både udnyttelse af en befolknings utilfredshed støttet af brutalitet, er træk man traditionelt har set i forbindelse med oprørsbevægelser.

Der er altså en del grunde til, at IS burde defineres som en oprørsbevægelse, men ved at definere IS som en terrororganisation sætter man IS ind i en diskurs præget af kampen mod al Qaeda, en kamp som folk kan forstå. På samme tid betyder det også, at der er et godt argument for, at man ikke skal være engageret i en endnu en meget langtrukken oprørsbekæmpelsesoperation i Irak.

Til sidst så understøtter denne definition, at man ikke sender landstyrker til Irak. Det ville man behøve, hvis man skulle lave oprørsbekæmpelse, men det er man jo heldigvis ikke – man er jo i gang med en anti-terror operation.

Rod i kommandostrukturen
For at koordinere den store internationale koalition i kampen mod IS, har Obama valgt at udnævne den pensionerede general John Allen, som sin særlige repræsentant direkte underlagt Obama. Allen har været flere gange i Irak som officer, været næstkommanderende for alle amerikanske styrker i Mellemøsten og sluttede sin karriere efter en tur som øverstbefalende for NATO’s mission i Afghanistan. Så absolut en mand med CV’et i orden.

Udnævnelsen af Allen har dog ikke været en specielt populær beslutning blandt militærfolk. Ved udnævnelsen har Obama nemlig skabt en parallel kommandostruktur, som går udenom den amerikanske øverstbefalende i regionen, general Lloyd Austin, samt forsvarschef general Martin Dempsey. Og hvis der er noget generaler ikke kan lide, så er det at nogen møver sig ind på deres enemærker.

Under normale omstændigheder ville Austin være den absolutte øverstbefalende for koalitionen, ligesom general Norman Schwarzkopf var det i Golfkrigen i 1991, og general Tommy Franks var det i 2003. Men Obama har altså valgt at udnævne Allen som særlig repræsentant ved siden af Austin.

Austins utilfredshed kom til udtryk, da Allen anmodede Austins Mellemøst-kommando om en form for lufttransport til regionen, så han kunne begynde sit arbejde. Beskeden tilbage fra Austins stab var, at det måtte han tale med Udenrigsministeriet om, det var ikke deres problem.

En sådan uenighed i den militære ledelse har den store risiko at lede til dårlig koordinering og planlægning, og også modstridende udmeldinger. Altså endnu et element af indsatsen mod IS som roder.

Overordnet set så er det ikke en imponerende strategi Obama har fået sat sammen efter han meget berømt tilbage i starten af september kom til at sige ”We don’t have a strategy yet”. Men for at være fair, han har kun stået med dårlige muligheder. Problemet er bare, at han har formået at gøre det lige en tand sværere for sig selv.