Der er blevet snakket og gættet, men nu ligger det fast. Den kommende amerikanske ambassadør i Danmark, charmøren, homoaktivisten og super fundraiseren, Rufus Gifford, er endelig klar til take-off mod København
Efter lang tids venten skulle det nu ligge fast, at USA’s kommende ambassadør i Danmark, 38-årige Rufus Gifford, ankommer til København i løbet af den kommende uge.
Obama har besluttet sig for at sende en homoaktivist og yderst charmerende mand, som tydeligvis ved, hvordan man trykker på de rigtige knapper. Som ’fundraiser-in-chief’ lykkedes det Gifford at indsamle i omegnen af ikke mindre end fire milliarder kroner til Obamas valgkamp. Og det er den indsats Obama nu belønner med en ambassadørtitel.
Forventningerne til Rufus Gifford er store.
”Det bliver meget, meget spændende,” konstaterer Michael Ehrenreich, kommende direktør for Dansk Udenrigspolitisk Selskab (DUS).
”Han er jo en type, man ikke har set før. Og så skal man lægge mærke til, at han formentlig har direkte telefonadgang til Det Hvide Hus. Det vil sige, at vi får en amerikansk repræsentant i Danmark, der med det samme kan gå det helt rigtige sted hen, hvis der pludselig skulle opstå problemer,” fortsætter han.
The gay goldmine
Rufus Gifford er fra et typisk overklassehjem i New England. Hans far var ansat i banksektoren og Gifford gik på dyre privatskoler og spillede tennis i Nantucket. Som 18-årig sprang han ud som bøsse, der gav kortvarige rystelser i familien, men i det velstående elitemiljø, der politisk hælder til den demokratiske side blev det accepteret uden de store problemer. Giffords mor har siden engageret sig i kampen for homoseksuelles rettigheder i Boston, og har blandt andet kæmpet for homoseksuelles ret til at gifte sig. Efter en afstikker til filmmiljøet i Californien, blev Gifford i 2004 chef for John Kerrys fundraising. I kraft af hans veludviklede evnet til at skaffe penge, fik han hurtigt tilnavnet ’the gay goldmine’.
Søren Espersen (DF), næstformand i Folketingets Udenrigspolitiske Nævn, ser lige som Michael Ehrenreich frem til, at Gifford indtager ambassadørboligen i Rydhave.
”Vi bliver aldrig skuffet over de ambassadører, som USA sender,” siger han, og gør opmærksom på, at Rufus Gifford indgår i en række af ambassadører, som havde personlighed og formåede, at blive kendte i den danske offentlighed.
”Laurie Fulton havde danske aner, og det var jo sjovt da hun besøgte et familiemedlem i Horsens, og hendes forgænger, Jim Cain, tog på en cykeltur rundt i landet en sommer og besøgte en masse små byer. Rufus Gifford har tydeligvis også personlighed. Vi glæder os til at tage imod ham,” siger han.
You must be logged in to post a comment Login