Stigende racisme i USA bekymrer mig

En gang var Ku Klux Klan frygtet. Nu har de sorte ikke andet end et skuldertræk og et grin til overs for KKK’erne. Til gengæld er racismen flyttet ind i de pæne kvarterer, hvor de politisk korrekte Obama-støtter bor. De er med til at fastholde de sorte i en økonomisk spændetrøje, mener Jacob Holdt

Af Jens Aagaard og Anders Agner Pedersen

SAMTALER OM AMERIKA: Jacob Holdt hiver sig i den lange fletning under hagen og klør sig i det viltre, grå hår.

”I går ingen steder”, siger han og lader hånden falde tungt i det solide træbord hjemme i køkkenet på Gernersvej i København.

Kongressen.coms to udsendte, der ellers var halvvejs oppe af stolene efter et veludført interview, gør som der bliver sagt og sætter sig ned igen.
”Det er vigtigt at få proportionerne med.”

Jacob Holdt holder vejret et kort øjeblik, mens han kigger ned i kaffen og roder rundt i håret.
”Hele verden tror, at USA ikke længere er racistisk, fordi landet har fået en sort præsident. Men det passer ikke. Jeg siger, at de er værre racister end nogensinde før.”

Jacob Holdt er de kommende onsdage aktuel i en programrække på DR2, hvor han sammen med Søren Pind er på rundrejse i det land, som de begge elsker. Han elsker USA og amerikanerne lige så højt, som han hader racismen, og det var et kæmpe chok for mange danskere og amerikanere, da han i 1977 udgav bogen ’Amerikanske Billeder’, som han havde samlet materiale til i perioden 1971-1975. Den viste råt og uden filter et USA, som de færreste kendte – eller ønskede at kende. 

Hvide tumper
Jacob Holdt har gennem årene især haft fokus på racisme. Tidligere var den amerikanske racisme symboliseret ved en flok ’marginaliserede, fattige, hvide tumper’, som Jacob Holdt kalder Ku Klux Klan. I dag er der tale om en langt mere kompleks og raffineret form for racisme, som især de sorte og en hastigt voksende underklasse af latinoer bliver mødt med.
”Da jeg kom derover første gang, var der en massevandring i gang af fattige sorte fra sydstaterne mod nordstaterne. De kom med forhåbninger om endeligt at blive accepteret som ligeværdige, for nu flyttede de ind hos de hvide, der jo altid havde prædiket om, hvor forfærdelige racisterne i sydstaterne var. Men reaktionen var den stik modsatte. De hvide tog deres børn ud af skolerne og flyttede væk. Imod de sortes vilje blev der nu dannet sorte ghettoer – en ghettoisering, som de liberale, frisindede og venstreorienterede amerikanere stod bag,” fortæller han.

Men de liberale hvide kunne altid skjule sig bag Ku Klux Klan, som med deres bizarre ritualer og let genkendelige, hvide dragter blev selve billedet på racismen.
”Jeg har arbejdet med Ku Klux Klan i ti år, og jeg har aldrig hørt dem bruge ordet ’nigger’, mens man for eksempel i Danmark rask væk snakker om ’perkere’,” siger Jacob Holdt, der har nære venner blandt KKK’ere.
”Det groteske er jo, at KKK’ere har langt flere sorte venner end den gennemsnitligt hvide amerikaner har. Jeg har oplevet klanmøder ude i skoven, hvor deres sorte venner har stået og grint af dem, og dagen efter er de gået på jagt sammen,” fortæller Jacob Holdt.

Grunden til, at det forholder sig på den måde, er enkel, fortsætter han:
”Det skyldes jo, at KKK’erne selv er så fattige, at de ikke har råd til at tage deres børn ud af skolen og flytte. KKK’erne kommer tit fra områder, hvor deres børn går i skoler, hvor sorte udgør op mod 90 procent af eleverne. KKK’erne er lige så fattige og marginaliserede, som deres sorte venner, så det er meget naturligt, at de finder sammen i et fællesskab.” 

Hvide er 20 gange rigere
Jacob Holdt er en flittig benyttet foredragsholder både i Danmark i USA. Han rejser også jævnligt rundt og holder forelæsninger på amerikanske universiteter og har på nærmeste hold fulgt med i den udvikling, der er sket i det amerikanske samfund, siden han kom der første gang i 1970.
”Da de sorte i 70’erne flyttede ind i de hvide områder, faldt huspriserne pludselig, mens de til gengæld steg i de områder, som de flyttede ud af. De hvide fik adgang til friværdier og lån og kunne sende deres børn på universitetet. Det kunne de sorte ikke. Lynhurtigt blev de hvide seks gange så rige som de sorte,” siger Jacob Holdt.

Han tager en dyb indånding inden han fortsætter regnestykket:

”I 2000 havde hver hvid gjort sig otte gange så rig som de sorte. Efter Bush årene var hver hvid blevet 12 gange så rig som de sorte, og nu – under Obama – er hver hvid blevet 20 gange så rig som de sorte. Men de hvide ser ikke sig selv som racister. De skælder deres børn ud, hvis de siger noget racistisk, de har måske endda en sort barnepige, men de har for længst taget deres børn ud af den lokale skole, hvis der går for mange sorte. Og så stemmer de på Obama for at bevise over for sig selv og andre, at de skam ikke er racister.”

Jacob Holdt fortsætter:

”Racisme handler ikke om at stå og skrige en masse åndssvage ting. I dag er racismen institutionaliseret. Den handler om fordomme og økonomisk og social magt. I dag er det en racisme, der er svær at fotografere. Da jeg lavede ’Amerikanske Billeder’ kunne jeg vise hængende tapeter og slid, der tydeligt symboliserede undertrykkelsen. I dag bor de sorte i pæne kvarterer i ghettoerne. Men husene er ikke noget værd.” 

Amerikansk mareridt
Af og til ryger proppen af den opsparede vrede i den sorte befolkning, og man ser oprørslignende tilstande. Men generelt bliver de fattige og marginaliserede amerikanere holdt i ’kort snor’ af den amerikanske drøm, der er rodfæstet i alle amerikanere. Tanken om at man kan stige op gennem alle de sociale lag og nå toppen af samfundet.

”Hele det amerikanske system lever at sælge den drøm til de fattige. Hvis den drøm ikke fandtes, ville de ikke finde sig i et system, der er så fyldt med uretfærdigheder. For det lykkes for stort set ingen at stige til tops.”

Jacob Holdt tøver et kort øjeblik og tager en slurk kaffe. Så kigger han på os:

“Man kunne lige så godt tale om den amerikanske drøm som det ’amerikanske mareridt’.”

Han slår ud med armene. Nu må vi gå.