Status fra gaderne i Cleveland og Philly

Først fire dages republikansk Trump-show i Cleveland, så fire dages Hillary hyldest i Philadelphia. Begge konventer har været præget af protester i gaderne. Kongressen.com ser her tilbage på to uger blandt partisoldater fra begge lejre

CLEVELAND/PHILADELPHIA: Nomineringskonventer henover sommeren på et valgår i USA skal levere præsidentkandidater fuldt formede og med deres partis fulde opbakning på et afgørende tidspunkt hvor mange vælgere først begynder at være rigtigt opmærksomme på valgkampagnerne.

Konventer sætter startskuddet til det egentlige præsidentvalg efter den konsolidering der gerne skal ske af partierne inden den store dyst.

Dette år har konsolideringsprocessen dog været noget hårdere end normalt for begge partier med intern strid – hvilket begge konventer bar præg af.

Der var gnavne og uvillige politiske minoriteter der udfordrede det samlende narrativ hos både Republikanere og Demokrater. Så med lignende udfordringer – hvem håndterede det bedst i relation til den store iscenesættelse som partikonventer repræsenterer?

Mens der var masser af entusiasme for Donald Trump som kandidat Cleveland var der ikke desto mindre en stædig modstand blandt Republikanere der ikke kunne se Trump som forenelig med deres anstændige patricier-idealer. Dette manifesterede sig selvfølgelig på førstedagen hvor der var et delegatoprør på gulvet der dog tabte pusten som konventet skred frem.

Opbyggelsen af talerfølgen til Trumps endelige accept af partiets kandidatur manglede i høj grad planlægning og koordination men det lykkedes stadig for byggematadoren at afslutte den rodede affære med en skræmmende triumf af en tale givet fra et faraonisk mausoleum af en scene der fik det til at gippe i både støtter og modstandere.

Demokraterne døjede også med interne udfordringer der gav skår i den samlende glæde i den forgangne uge. Men problemerne lå udelukkende udenfor konventets taler i tilråb af talerne, gadeaktivisme og græsrodsindignation.
Talerækken selv var eminent sammensat og byggede op til den endelig kulmination af Clintons voksne appel til både partifæller og uafhængige tvivlere.

Demokraternes konvent var således mødet mellem den ustoppelige kraft og det urokkelige objekt. Et segment af partiets vælgere holder fortsat på deres ret til modtand overfor kandidaten, men partiet har fostret et helt anderledes positivt og inkluderende narrativ der står i kontrast til det frygtsomme og strittende budskab hos Republikanerne.

Republikanerne valgte at have deres konvent ii Cleveland – i midten af det deprimerede rustbælte som Trumps patriot-økonomiske appel er specifikt indstillet på.

Men Cleveland tog uimponeret imod de hysteriske Trump-støtter og holdt deres distance til den blandede affære i Quicken Loans Arena i midten byen som de hellere forbinder med deres nylige basketball mesterskabstitel end Trumps nomination.

Byens optimisme og midtvestlige hårdførhed var også inkongruent med det negative billede Republikanske talere malede af USA. Ja, Cleveland og omegnen har haft nogle hårde årtier med de-industrialisering, men indbyggerne føler de værste tider er bag dem og ser mod fremtiden.

Omvendt synes Philadelphia velvalgt for Demokraterne, på trods af den rent praktiske og infrastrukturelle del omkring Wells Fargo stadion, hvor det haltede mht. at sørge for den store skare besøgende under konventet.

Philadelphia som en af USA’s ældste byer, arnestedet for moderne vestligt demokrati, med dets tætpakkede murstensrækkehuse og tætknyttede nabolag gav en god baggrund til Demokraternes selviscenesættelse.

Byens skrappe præg repræsenterer fint hvad Demokraterne gerne vil være: en alliance mellem robuste arbejder- og familieværdier og en mangfoldighed af moderne vælgergrupperinger, både etnisk og økonomisk.

Med Philadelphia som tematisk tableau er det fristende at knytte en ’Rocky’-sammenligning til Hillary Clintons endelige nominering. En hårdhudet kæmper der først taber med et mulehår og siden vinder titlen. Men det er måske mere rammende at sammenligne hendes politiske karriere med den virkelige boksehelt i byen: Joe Frazier.

Fraziers hårdtarbejdende, respektable, gennemførte men også blandede karriere, der umiddelbart overskyggedes af en karismatisk samtidsrival, men i sidste ende opnåede anseelse, synes en god sportsmetafor for Clinton.

Trumps appel til den Republikanske forsamling var bygget pa hans påståede enestående evner til at frelse USA i en mørk verden. Men gennem hans apokalyptiske, yderligtgående og uforudsigelige manér undergravede han sit eneste argument: ham selv.

Til forskel var Clintons konvent metodisk opbygget til at kollektivt at drage på alle partiressourcer til at støtte en på mange måder fejlbehæftet kandidat og dække hende på alle flanker.

Trumps utvetydige og gennemtrængende frygtargument giver stærk besked. Men hans fremførelse og mangel på støttende legitimitet synes at abdicere den politiske midte frem imod valget i november.

Hertil at Clintons og Demokraterne klar til at omfavne de mange der måtte stødes ved Trumps stil. Den uortodokse stil som har tjent Trump så godt gennem primærvalget overlader næsten hele det politiske rum til Demokraterne der nu kan iklæde sig konservative værdier, som anstændighed og patriotisme, som Republikanerne normalt har ejerskab over.

Demokraterne synes derfor umiddelbart efter konventerne bedre stillet frem imod de næste måneder og kan råde over en enorm ideologisk spændvidde fra den ydre venstrefløj til den moderate højrefløj i amerikansk politik.