Stagnation i den russiske økonomi

Den russiske præsident, Vladimir Putin, har fra det øjeblik, han overtog ledelsen efter Boris Jeltsin, haft store ambitioner om at opbygge en stærk russisk økonomi. Men det er ikke gået helt så godt, som Putin havde ønsket det. Tværtimod er den russiske økonomi gået i stå, og væksten i fremtiden afhænger primært af energieksport

BRIK-PANEL: Da Ruslands nyvalgte præsident Vladimir Putin åbnede 00’erne med en ambition om, at landet skulle fordoble sit bruttonationalprodukt (BNP) inden 2010, ville det kræve en årlig vækst på lige over 7 procent. Det er i langt de fleste økonomier et godt resultat. Men sådan gik det heller ikke helt, for den gennemsnitlige vækst i årtiet blev på 5,5 procent. Det var især den internationale finanskrise i 2008, der trak ned, og som med et fald i væksten på 7,9 procent skabte røde tal for første gang i mange år.

Det var der vel i og for sig ikke noget mærkeligt i, da de fleste lande havde problemer i 2009. Så det havde vel været naivt at tro, at Rusland kunne gå fri, når stormen ramte? Men et nærmere kig på tallene for G20-landene viser, at intet land havde så stor negativ vækst som netop Rusland. Den russiske økonomi var mere følsom, mindre robust og i sidste ende måske mere sårbar end gennemsnittet af topøkonomier. Og så skal det tilføjes, at flere af G20-landene kom gennem 2009 med positiv vækst, deriblandt Kina og Indien, som med rater på 8-9 procent satte det russiske fald i relief.

Den etbenede økonomi
En stor del af forklaringen er, at den russiske økonomi er yderst afhængig af energieksport. Eksporten af især olie og naturgas udgør hen ved 75 procent af den samlede eksport, og værdien af den eksport udgør cirka 25 procent af BNP. Det betyder, at når de økonomiske motorer rundt omkring i verden sætter farten ned eller måske endog standser helt, så påvirker det eksporten af russisk brændstof.

En anden del af forklaringen findes i netop manglen på alternativer i den russiske økonomi. Generelt har det russiske marked vanskeligt ved at producere under konkurrencedygtige vilkår (på den ene side er lønningerne for høje, og på den anden side er arbejdskraften ikke tilstrækkeligt veluddannet), ligesom der er langt mellem de store innovationer i den russiske industri. Flere af BRIKS-landene, især Kina, har slået sig an på at producere hvad som helst for hvem som helst og med ekstremt lave produktionsomkostninger. Det er ikke en vej for en russisk arbejdsstyrke, som gennem årtier trods alt har været vant til et lønniveau og en livsstil, som for eksempel deres kinesiske kolleger først nu kan begynde at nyde.

Til moderniseringen og diversifikationen
Svaret fra politisk hold har i stedet været storstilede sovjetagtige projekter, som skulle modernisere og sprede den russiske økonomi og på den måde styrke den i fremtidens konkurrencesituation. Nanoteknologi var for ekselmpel i begyndelsen af 00’erne et felt, som man ønskede at dominere, men siden har vi ikke hørt meget fra den kant.

Det grundlæggende problem har været – og er fortsat – at de nødvendige midler forsvinder: Den altædende korruption og efterfølgende massive kapitaleksport tager deres del, og imens ryger Rusland længere og længere ned i internationale målinger af naturvidenskabelige og tekniske færdigheder. Hvis ikke de russiske politikere får fat om problemets rod, så vil både modernisering og spredning ende som tomme politiske slogans, og landet vil også på disse områder bliver overhalet og udkonkurreret af andre, mere effektive stater.