Stadig håb for FN – vores sidste, bedste håb?

I dag starter FN’s 72. generalforsamling i New York. Den første, siden Donald Trump tiltrådte som amerikansk præsident. I valgkampen skældte Trump FN hæder og ære fra. Nu er han faldet lidt ned retorisk, men fastholder at FN stadig ikke fungerer optimalt. En pointe, der deles af mange – heriblandt FN’s egen generalsekretær

I forbindelse med FN’s 70 års jubilæum i 2015, skrev jeg bogen ‘FN – Vores Sidste, Bedste Håb’. En bog, hvor centrale aktører i og omkring FN så tilbage på de første 70 år med de Forenede Nationer som en af grundpillerne i international politik.

FN befandt sig på det tidspunkt i en imagekrise. FN kan ikke løse alvorlige problemer, alting drukner i bureaukrati og sikkerhedsrådet har spillet fallit, lød kritikken blandt andet. Internt i FN vidste man godt selv, at der var noget om snakken. Og at dele af kritikken ikke var helt grebet ud af den blå luft. Situationen i Sikkerhedsrådet var fastlåst og især den interne splittelse omkring Syrien-spørgsmålet, gjorde det tydeligt for enhver, at FN ikke var fuldt operationelt, hvis ikke der var konsensus mellem de fem permanente medlemmer af Sikkerhedsrådet. Hvilket der på ingen måde var – og fortsat ikke er – i spørgsmålet om Syrien.

På samme måde var man også godt klar over internt, at bureaukratijunglen med årene var blevet stadig tættere, og at der var behov for en langt større grad af transparens end der tidligere havde været.

Tilbage i september 2015 hed FN’s generalsekretær fortsat Ban Ki-Moon og den amerikanske præsident hed Barack Obama. Ban havde overtaget roret efter den anerkendte Kofi Annan, men var ikke på samme måde blevet den profil, som Annan havde været. Ganske vidst nød han stor opbakning på de indre linjer, men udadtil fremstod han både kedelig og ukarismatisk.

Den amerikanske præsident, Barack Obama, havde ellers givet FN bedre muligheder for at blomstre end forgængeren, George W. Bush, havde gjort det. Obama havde i sin udenrigspolitiske linje valgt at prioritere FN som et centralt organ, modsat Bush, der så sig så gal på organisationen, at han sendte en mand dertil som ambassadør, der mente at man snildt kunne styrte adskillige af FN hovedkontorets etager i floden, uden nogen ville kunne mærke forskel.

Bushs uvilje mod FN skyldtes i høj grad striden om masseødelæggelsesvåben i Irak. Våben, Bush hævdede var der, men som FN’s våbeninspektører ikke kunne finde. Som vi ved i dag, gik Bush alligevel i krig, selv om FN var imod det. Og da han oven i købet fremhævede at en af grundene til krigen var at Saddam Hussein havde forbrudt sig mod FN resolutionerne gentagne gange, sagde Kofi Annan fra og rettede kritik af krigen og anfægtede dens legitimitet.

Sporene efter Bush og især Bolton skræmte stadig i 2015, selv om man internt i FN gav udtryk for at man nu efter syv år med Obama som amerikansk præsident havde fået genopbygget en del af det, der var blevet ødelagt under Bush.

Nu, to år senere, i september 2017 er der nye folk på posterne. Ban Ki-Moon er efter sin anden embedsperiode blevet udskiftet med Antonio Guterres, mens Barack Obama efter sin anden embedsperiode er blevet erstattet af Donald Trump. Begge de herrer var ikke blandt de navne, man i september 2015 tænkte skulle forme fremtidens FN eller fremtidens amerikanske politik. Hvad generalsekretær posten angik, var forventningen – og forhåbningen – at Bans afløser ville blive en kvinde. Hvem, ja, det var så et mere åbent spørgsmål. Men at tiden var inde til af FN fik sin første kvindelige generalsekretær, det var der bred enighed om. Sådan gik det som bekendt ikke alligevel og i stedet er det nu den rutinerede Guterres, der har overtaget ledelsen af FN.

At der ikke var mange, der i september 2015 havde fantasi til at forestille sig, at det ville blive Donald Trump, der skulle afløse Barack Obama, er velkendt. Ligesom det også er en velkendt sag, at man internt i FN systemet krydsede fingre for, at Trump ikke kom til at gå hele vejen. For Trumps kritik af FN undervejs i valgkampen var så voldsom, at det næsten fik årene med Bush og Bolton til at ligne en tivolitur.

For med en hardcore ‘America First’ kurs og en udenrigspolitisk retorik, der varslede noget, der mindede om en genindførelse af amerikansk isolationisme, ville FN være ilde stedt. For sandheden er fortsat, som den har været helt siden Roosevelts vision så dagens lys, nemlig at FN kun er så stærkt som medlemslandene tillader det. Ikke mindst USA.

Da John Boltons navn samtidig begyndte at spøge igen i forbindelse med udnævnelsen af både udenrigsminister, FN ambassadør og andre centrale amerikanske udenrigsposter, gav det anledning til noget, der mindede om synkrone kuldegysninger på Dag Hammerskjold Plaza i New York.

Helt så galt er det ikke gået, i første omgang. Udnævnelsen af Nikki Haley som FN ambassadør beroligede en smule, om end man var bekymret for, om Trump bare havde sat hende der for at få hende med på holdet, men uden at give hende indflydelse. Det skulle vise sig anderledes. Til stor lettelse internt i FN.

Helt roligt trækker man dog fortsat ikke vejret i FN kredsene med Trump ved roret. For Trump har indtil videre ikke signaleret den store interesse i, hvad præsident Kennedy i sin indsættelsestale i sin tid kaldte ‘vores sidste, bedste håb’. Det har, for nu at være diplomatisk, været begrænset, hvad der har været af ytringer fra Trump om FN i de otte måneder, han nu har været amerikansk præsident. Og det er nok også tvivlsomt, hvor mange vi skal vente at der kommer når generalforsamlingen er slut.

I går aftes dansk tid, lod Trump dog lidt ord falde om FN, da han sammen med generalsekretær Guterres talte offentligt om nogle af de udfordringer, han ser FN stå over for.
“I de seneste år har FN ikke nået sit fulde potentiale på grund af bureaukrati og dårlig ledelse,” lød det blandt andet fra Trump, der desuden tilføjede at man fik for lidt for pengene.

Trump har ret i, at FN ikke har nået sit fulde potentiale på grund af bureaukrati, nøjagtig som han har ret i, at der er behov for en reformering af FN. Den analyse deles går fuldstændig i tråd med den analyse, man også har internt i FN. Og den analyse, Trumps forgænger, præsident Obama havde af FN.

Spørgsmålet er så bare, om Trump har tænkt sig at bidrage til løsningen. For en del af nøglen til at FN udlever sit fulde potentiale og at der bliver sat gang i de nødvendige afbureaukratiserings reformer, er et stærkt amerikansk engagement. Det er ikke nok, at Trump lader forstå, at han gerne ser noget gjort. Han er nødt til aktivt at engagere sig selv og sine folk i processen, hvis det skal lykkes. Om det så sker, det må siges at være noget mere tvivlsomt.

Det ville ellers ikke være ufornuftigt af Trump at prioritere FN aktivt i en tid, hvor flere dele af verden er præget af ustabilitet og hvor det derfor ville være fornuftigt at det internationale samfund stod sammen om at finde fælles løsninger. Det kan de fleste godt se. Både i USA og i de øvrige medlemslande. Problemet er bare, at der ikke er ret mange stemmer i FN. Det er ikke et stærkt FN engagement, der kan flytte stemmer i din retning. Heller ikke for Trump. Hans base er ret ligeglade med FN, for at sige det mildt. Det er nogle helt andre og mere indenrigspolitiske dagsordener, de er optagede af.

Derfor er det mest sandsynlige også, at Trump næppe kommer til at bruge ret meget tid på FN, når generalforsamlingen er slut. Om det så er fordi han overlader det til Nikki Haley, eller generelt ønsker en mere tilbagetrukket amerikansk deltagelse i FN, er en af flere ubekendte i den kommende tids amerikanske FN politik.

FN er på 72. år fortsat ‘vores sidste, bedste håb’. Det fulde potentiale er fortsat ikke indfriet, hvilket Trump rigtigt påpeger. Nu skal han selv bidrage aktivt til løsningen. Men vil han det? Man kan jo håbe på FN’s vegne. Men særlig realistisk, det er det næppe.

Læs mere om den amerikanske FN ambassadør, Nikki Haley, de kommende dage her på Kongressen.com