Den tidligere USA-korrespondent Torsten Jansen har netop udgivet bogen ‘Sprækker’ om det dansk amerikanske forhold. En bog, der både er tankevækkende, relevant og anbefalelseværdig.
Da jeg første gang hørte om Torsten Jansens bogprojekt for et halvt års tid siden, kan jeg huske, at jeg tænkte: ‘Spændende, god ide, den glæder jeg mig til at læse!’ Derfor var det også med store forventninger, da jeg satte mig til rette hjemme i sofaen med de 300 siders dansk amerikanske litteratur. Og lad mig da bare komme med en lille spoiler her tidligt i anmeldelsen: forventningerne blev indfriet.
Torsten Jansen har skrevet en både relevant og læseværdig bog om relationen mellem USA og Danmark. En relation, som i disse år er under gevaldigt pres – ikke mindst på grund af Trump.
At Torsten Jansen har fulgt emnet, han skriver om gennem mange år på flere måder, skinner tydeligt igennem undervejs i bogen. Især er det fedt at læse de dele, der handler om det diplomatiske maskinrum og arbejdsgangene omkring ambassaden i Washington. Der er det tydeligt at Torsten Jansen med sin fortid som presse- og kultur attache kan disponere sit stof på en anden måde end mange andre, netop fordi han kan trække på sine egne erfaringer. Det er en kæmpe styrke og er med til at give den del af bogen den ofte omtalte merværdi.
Efter ambassade-tiden sluttede for Jansen tilbage i 2011 vendte han hjem til Danmark, hvor han siden da har arbejdet som rådgiver og lobbyist for flere store virksomheder. Jansen vælger klogt at spille med åbne kort helt fra starten om, hvad det er for kunder, han har rådgivet. Det er klogt, da den sidste del af bogen handler en del om de dansk amerikanske erhvervsrelationer.
For at følge samme eksempel skal herfra heller ikke være nogen hemmelighed, at jeg har kendt Torsten Jansen gennem ti år og havde ham med på holdet af bidragydere da jeg tilbage i 2017 stod i spidsen for bogen ‘JFK100’. Det ændrer ikke på det, der er bundlinjen, uanset om jeg så havde kendt ham i forvejen eller ej, nemlig at Jansen med ‘Sprækker’ har skrevet en både spændende, relevant og tankevækkende bog om det dansk amerikanske forhold.
Bogen kommer godt rundt om den historiske del af relationen og belyser på fin vis de forskellige aspekter i det dansk amerikanske forhold. Det sker blandt andet på baggrund af et sjældent stærkt kildemateriale. Således er alle nulevende statsministre, bortset fra den siddende, en aktiv del af bogen, nøjagtig som talrige udenrigs-, forsvars- og klimaministre er det. Det gør at man som læser får indsigt i nogle af de tanker og overvejelser, som landets politiske spidser gennem fire årtier gør og har gjort sig om os og amerikanerne.
‘Sprækker’ er en af den slags bøger, man som USA-forfatter godt selv kunne have tænkt sig at man havde skrevet. Det er en god ide som er godt udført. Jeg synes måske at titlen ‘Sprækker’ er lidt tam. Der kunne man måske godt have brainstormet sig frem til noget med lidt mere slagkraft. Men lad nu det ligge.
‘Sprækker’ er en bundsolid og yderst relevant bog, som klart kan anbefales.