Connect with us

Hi, what are you looking for?

Kongressen.comKongressen.com

Feature

Special Guests: symboler på nationens tilstand

Når Obama i næste uge giver sin næstsidste State of the Union til Kongressen og nationen, vil en række, for det meste ukendte, personer tage plads ved siden af Michelle Obama i the ’First Lady’s Box’. Men hvem er disse gæster egentlig? Hvilken rolle spiller de i talen? Hvad ligger til grund for deres udvælgelse? Og hvem inviterer Obama mon med i år?

Traditionen tro vil gæsterne være udvalgt med det formål at repræsentere elementer af præsidentens tale. De har til formål at sætte en menneskeligt ansigt på en præsidentens pointer omkring det forgangne år eller poliske ambitioner for det kommende. Gæsterne eksemplificerer dermed en vigtig symbolsk gestus fra præsidenten, og vi kan forvente at Obama igen i år vil fremhæve en række amerikanere. I sine hidtidige taler om unionens tilstand har Obama brugt sine gæster til at fremhæve særlige bidrag indenfor uddannelse, militæret, politiet, jobskabelse og sundhedsvæsnet. Han har også brugt gæsterne til at fokusere på begivenheder, der havde tiltrukket særlig opmærksomhed det pågældende år, som familien til en 9-årig pige, der var blandt i dræbte under et skudattentat imod kongresmedlem Gabrielle Giffords i Arizona i 2011 få dage før State of the Union-talen. Obama har generelt været gavmild med invitationerne og hører således til blandt de præsidenter, der har haft flest gæster.

En tradition der startede med Reagan
I modsætning til selve State of the Union, er traditionen med særlige gæster et relativt nyt fænomen. Ronald Reagan var således den første præsident til at gøre brug af gæster. I 1982 fremhævede Reagan blandt andet Lenny Skutnik for sit heltemod i forbindelse med flystyrt den 13. januar 1982, hvor han reddede i kvinde fra at drukne. Særlige gæster fremhævet i præsidenternes State of the Union-tale er siden kendt som ’Lenny Skutniks’. Siden da har skiftende præsidenter inviteret en blanding af ’almindelige amerikanere’, politikere, udenlandske statsoverhoveder og så videre, til at overvære talen fra første parket.

Mens Reagan og hans efterfølger George H. W. Bush begrænsede sig til mellem én og fire gæster, og enkelte år helt undlod at invitere nogen, gik der lidt inflation i invitationerne under Bill Clinton, der inviterede op til syv gæster. Clinton var i øvrigt selv, som den eneste senere præsident, blandt sin forgængers udvalgte i 1990 for sit arbejde for nationale uddannelsesmål. Selvom der generelt er en tendens til flere gæster, har både Clinton, Bush Jr. og Obama dog alle enkelte gange ladet boksen forblive tom, senest i 2010 under Obama. Så vi kan ikke være helt sikre på at se særlige gæster fremhævet denne gang.

Hvem får vi af se i år?
Men hvis vi nu antager, at Obama benytte sig af særlige gæster, hvem kan vi så forvente at se i boksen i år, hvis vi tager et kik ind i krystalkuglen? Det er selvsagt en vaskelig opgave, da de fleste formentlig vil være ukendte amerikanere, der repræsenterer et aktuelt samfundsmæssigt emne, men endnu ikke selv har været i rampelyset. Undertegnede vil dog alligevel driste sig til at give et par bud på hvilke emner de måtte repræsentere. Gæsterne har som sagt til formål at fremhæve pointer i præsidentens tale, der oftest relaterer sig til enten politiske successer i det forgange år eller politiske tiltag for det kommende.

På det udenrigspolitiske felt synes et oplagt bud at være en person, der har ydet et bidrag i kampen imod ebola. Time kårede for nyligt ’Ebola fighters’ til årets person, og det virker næsten utænkeligt at Obama kan undgå at kommentere på situationen. Samtidigt ser det altid godt ud med en amerikaner, der gør et stykke humanitært arbejde ’over seas’. En anden udenrigspolitiske begivenhed der kunne tænkes at kaste en gæst af sig, kunne måske være krisen i Ukraine. Obama kommer med garanti heller ikke uden om kampen mod ISIS og situation i Mellemøsten generelt, og baseret på tidligere år, er en repræsentant fra det amerikanske militær aldrig et dårligt bud.

Det er dog langt fra sikkert udenrigspolitiske begivenheder vil kaste en gæst af sig. Langt de fleste tidligere gæster under Obama og hans forgængere har således været ’almindelige amerikanere’ forbundet med aktuelle hjemlige politiske emner. Et godt bud vil derfor være at der, ligesom sidste år, vil være en person, der har draget fordel af eller bidraget til Obamacare. En amerikansk præsident kommer aldrig uden om økonomien, og det ville være oplagt af Obama at fremhæve den seneste tids positive job-tal og faldende arbejdsløshed ved at invitere en person, der symbolisere økonomisk optimisme gennem en succeshistorie. Endelig kunne det tænkes, at Obama vil bruge en person til symbolisere behovet for en immigrationsreform, som præsidenten har erklæret vil være en af hans største indenrigspolitiske prioriteter i 2015.

Rasmus S. Søndergaard er ph.d.-studerende ved Syddansk Universitet, hvor han forsker i menneskerettigheder i amerikansk udenrigspolitik. Har tidligere arbejdet i Kongressens ’House Foreign Affairs Committee’ og været tilknyttet universitetet i Berkeley, Californien. Blandt bidragyderne til ‘Fem År Med Obama – Forandring Vi Kunne Tro På?’, ‘Glimt Af Amerika’ og senest ‘Fiktionens Magt’. Tilknyttet Kongressen.com som udenrigsanalytiker.

Click to comment

You must be logged in to post a comment Login

Leave a Reply

Læs også:

Copyright © 2021 Kongressen