Solnedgang for en verdensorden

USA er ikke længere den dominerede supermagt, som stod sejrrigt tilbage efter Den Kolde Krigs afslutning. Magter som Kina, Rusland og på sigt Indien kræver en plads ved voksenbordet – og en lang række regionale magter hævder sig også. Alt dette betyder, at vi er på vej til en multipolær verdensorden, hvor USA ikke kan dominere, som de har gjort. Men disse forandringer er ikke drevet af præsident Trumps udenrigspolitik – det var også sket under præsident Hillary Clinton.

Der er rigtig meget tale i disse år om udbruddet af en ”ny Kold Krig”. Om det er en ”Kold Krig” mellem USA og Kina eller mellem USA og Rusland, så er det referencerammen.
Samtidig taler mange om, at præsident Trumps udenrigspolitik har været med til at forandre verden.

Men det er begge forsimplede forklaringer.

Man kan ikke sammenligne dagens verdensorden med Den Kolde Krig. Dengang var der tale om et ideologisk modsætningsforhold mellem to supermagter, som begge ønskede at udbrede deres ideologi til resten af verden. Dagens stormagter ønsker ikke at udbrede bestemte ideologier, men er i høj grad fokuserede på varetagelse af interesser og stabilitet.
I stedet er der tale om, at vi er på vej mod en såkaldt multipolær verdensorden med adskillige magtcentre rundt om i verden, og ikke blot to som under Den Kolde Krig. Snarere ligner den verdensorden vi er på vej imod den verdensorden som man havde i perioden fra 1815-1914. Her havde man adskillige stormagter, som søgte at sikre en magtbalance i international politik, som kunne sikre dem en fordel – uden at udløse en krig.

Vi ser nye stormagter kræve og tage sig plads i det internationale system som resultat af økonomisk og sikkerhedspolitiske udviklinger, som har stået på i mange år. Præsident Trump udfordrer uden tvivl det amerikansk-ledede system indefra, men de store overordnede processer som foregår i international politik i disse år, er ikke resultatet af hans politik. Snarere skal man se hans politik som et symptom på en verdensorden i forandring, og et USA som søger at forholde sig til disse forandringer.

Ny stormagter

Kina og Rusland er de primære modstandere i den stormagtskonkurrence, som Trump-administrationen har sat som sin primære sikkerheds- og udenrigspolitiske prioritet.

I modsætning til under Den Kolde Krig så har Rusland ikke nogen ideologi, som de ønsker at udbrede. Ligeledes er det også helt usandsynligt, at vi vil se russisk territorial ekspansion i Europa, så længe der er noget, der hedder NATO. Der hvor Rusland har vist sig villig til at bruge magt – og dermed reelt kæmpet sig vej tilbage til stormagtsbordet – har været i ”det nære udland”. De lande som grænser op til Rusland, og som var del af Sovjetunionen, anses stadig fra russisk side for at være det primære sikkerhedspolitiske fokus i Kreml. Hvis man ser en geopolitisk trussel mod Rusland i disse lande (og hvis de ikke er medlemmer af NATO), så har man vist sig villige til at bruge magt, især også hjulpet af visheden om, at Europa og USA ikke ville gribe til våben for at hjælpe mod Rusland. Men en territorial ekspansion i stil med Sovjetunionens og tsar-Ruslands er altså ikke i kortene, men alligevel udgør Rusland en trussel mod Europa og USA.

Selvom man ikke ønsker territorial ekspansion, så er et splittet Europa ønskværdigt i Ruslands geopolitiske optik, da man dermed bedre kan påvirke og dominere i sit nærområde. Et stærkt samlet Europa er svært for Rusland at påvirke – men et fragmenteret og uenigt Europa kan ikke danne fælles front mod Rusland. Så selv uden at tiltvinge sig nyt territorium i lande som er medlem af EU og NATO, så ser man stadig sig selv som værende i et geopolitisk modsætningsforhold.

Kina har heller ikke ambitioner om udbredelse af sin ideologi til resten af verden. For Kina handler det om sikring af egne interesser i sit nærområde, således at USA ikke længere er den dominerende magt i det vestlige Stillehav. Kinesiske interesser skal i højere grad kunne sikres uden at USA kan gå ind og have en afgørende effekt på regionale problemstillinger.
Gennem de sidste mange år har Kina oprustet og moderniseret sit militær med det formål at sikre sine interesser som en global økonomisk supermagt. I første omgang er Kinas ambitioner fokuseret på regional dominans (ligesom Rusland), men amerikanske analytikere er nervøse for kinesiske forsøg på at øge sin globale militære tilstedeværelse med baser i især Afrika.

Ud over Kina og Rusland har Indien et enormt økonomisk, politisk og militært potentiale, som vil give landet en prominent plads i den multipolære verdensorden, som er under opbygning.
Mange snakker også om, at EU skal styrke sin udenrigs- og sikkerhedspolitiske profil, men der virker stadig til at være lang vej endnu, trods det øgede fokus siden valget af præsident Trump.

Trump er ikke en årsag

Mange ser også præsident Trump som værende en af de primære drivkræfter bag verdensordenens forandringer. Men det er også en forsimplet forklaring.

Allerede fra 2009 da præsident Obama kom til, erkendte man i Det Hvide Hus, at verdensordenen var under forandring. Det havde finanskrisen og to langvarige krige i Mellemøsten sørget for. Derfor søgte præsident Obama at rebalancere amerikansk udenrigspolitik til en mindre interventionistisk linje, og med et budskab til Europa om øget byrdedeling. Allerede her ændrede det transatlantiske forhold sig: Vores primære garant for sikkerhed prøvede at signalere, at man ikke længere var så stærk som hidtil. Det fik ikke Europa til at ændre adfærd nævneværdigt, men nu når præsident Trump er kommet til, så har han skruet retorikken op adskillige niveauer, og det har ført til handling. Men den grundlæggende forandring i det internationale system har altså eksisteret i mange år – den amerikanske og europæiske reaktion har bare forandret sig.

Det er heller ikke præsident Trump, som har skabt den grundlæggende konfrontation mellem USA og de nye stormagter. Hans politik og retorik har skruet op for spændingerne – men grundlæggende har USA været på vej mod sådanne modsætningsforhold i mange år.
Allerede i 1980’erne pegede man i Pentagon på Kina som en kommende ny stormagtskonkurrent, og tre gange siden Den Kolde Krigs afslutning har USA forsøgt at fokusere på den udfordring – senest ved præsident Obamas ”pivot to Asia”. Der er generel enighed om, at forholdet til Kina måtte redefineres og man i højere grad burde sige fra overfor ”Riget i Midten”. Igen er det altså Trumps håndtering af situationen, som stjæler opmærksomheden. Situationen eksisterede uafhængigt af præsident Trumps valg.

Det grundlæggende spørgsmål som Trump-administrationen har kæmpet om svaret på, har været hvordan USA skal forholde sig til en verdensorden i forandring – ligesom det var for Obama-administrationen. Man har erkendt at verden er under forandring, og det var sket lige meget om præsidenten havde heddet Hillary Clinton eller Donald Trump.

Den markante forskel er svaret på det spørgsmål. Her har præsident Trump og hans støtter valgt af forfølge en langt mere tilbagetrukken og skeptisk linje overfor det system af alliancer og multilaterale organisationer, som amerikanske statsmænd, diplomater og soldater har kæmpet for i årtier. Her ligger en grundlæggende forandring af amerikansk udenrigspolitik, men det sker som reaktion på en verdensorden som i forvejen er under forandring.

I den kommende tid søger vi her på Kongressen.com at skrælle lagene af tweets og bombastiske udtalelser (både i USA og Europa) væk, og se på hvad det er for forandringer som sker og hvilken betydning det har for den internationale verdensorden.

Vi håber I vil følge med.