Snowdens lækager belaster det tysk-amerikanske forhold

Edward Snowdens lækager har sat det tysk-amerikanske forhold på en hård prøve og anspændt forholdet mellem Merkel og Obama. Merkel er stadig er vred over aflytningen af hendes mobiltelefon, og der skal politisk handling og ikke symbolpolitik til, før man kan tale om en reel forbedring af det tysk-amerikanske forhold.

I sidste måned kom det frem, at Tysklands tidligere forbundskansler Gerhard Schröder også blev aflyttet af den amerikanske efterretningstjeneste NSA. Centrale kilder i den tyske og amerikanske regering samt kilder i NSA kunne således bekræfte at Schröder i hvert fald fra 2002 optrådte på NSA’s liste over personer, som skulle overvåges.
Denne nyhed var der som sådan ikke noget overraskende i; overvågning og spionage har i århundreder været praksis for alle efterretningstjenester. Men hændelsen bekræftede, at det tysk-amerikanske forhold fortsat er anspændt på grund af Edward Snowdens afsløringer og vil blive ved med at være det, så længe der kommer nye afsløringer.

Asyl til Snowden?
Snowdens afsløringer bliver ikke kun ved med at belaste det tysk-amerikanske forhold, men de har også splittet den tyske befolkning, når det kommer til Snowdens egen rolle. Tyskerne har nu i flere måneder diskuteret, om Snowden bør få asyl i Tyskland – især efter den tyske politiker Hans-Christian Ströbele mødtes med Edward Snowden i Moskva i sidste år. Dette har den tyske regering, både den forrige og den nuværende, konsekvent afvist. Samtidig peger meningsmålinger i Tyskland på, at der er et snævert flertal af befolkningen, som ser Snowden som en helt, men på trods af dette fortsætter diskussionen, og holdningerne er, som de har været igennem hele debatten, stærkt opdelt.

Den spinkle tyske opposition, bestående af venstrefløjspartierne Die Grünen og Die Linke, ønsker således at nedsætte et undersøgelsesudvalg, der skal behandle NSA`s aflytninger i Tyskland. Og ikke nok med det ønsker partierne også, at Snowden skal være tilstede og vidne i denne proces. Snowden har tidligere tilbudt at stille sig til rådighed for en officiel høring i den tyske forbundsdag, men kun mod garanti for, at han ikke vil blive udleveret til USA efterfølgende. Det forekommer dog meget usandsynligt, at Snowden skulle deltage i en retsproces i Tyskland, da det vil skabe et nyt diplomatisk jordskælv mellem Tyskland og USA. Obama administrationen ville nemlig uden tvivl kræve Snowden udleveret.
På den anden side står den tyske regering allerede i en svær situation, idet den i forvejen håndterer de eksisterende konsekvenser af Snowdens lækager.

Tyskland nyder godt af USA’s dataindsamling
Det grundlæggende strategiske spørgsmål for den tyske regering har været, hvordan man agerer over for Obama-administrationen. Forbundskansler Merkel virker til at have læst den tyske befolknings frustration meget godt, og hun har da også talt med forholdsvis store bogstaver – i hvert fald i Merkel-termer – uden dog at glemme det større billede, hvor tyskerne ikke ønsker et åbent brud med USA.

For overvågningen sker til dels i tæt samarbejde med Tyskland, og forbundsregeringen er afhængig af det sikkerhedspolitiske samarbejde med amerikanerne i dets bestræbelse på at kunne afværge terrorangreb i Tyskland. Således bygger USA for tiden et nyt “Consolidated Intelligence Center” i Wiesbaden, som også skal bruges af NSA, og det tyske ugemagasin DER SPIEGEL har tidligere offentliggjort dokumenter, hvoraf det fremgår, at tyske regeringer har ”omfortolket” landets restriktive regler om personbeskyttelse for at give USA nemmere adgang til hidtil beskyttede data. For sandheden er, at tyskerne fortsat nyder godt af Amerikas overvågningsprogrammer.

Man må derfor også nøgternt konstatere, at ramaskriget over de amerikanske overvågningsprogrammer primært kommer fra oppositionen, som har fået blod på tanden. Således er det meget slående, at socialdemokratiske SPD under den seneste valgkamp var meget oprørte over afsløringerne og krævede asyl til Snowden, men nu blankt afviser denne mulighed efter, at partiet er kommet i regering med Merkels CDU/CSU. Dette faktum er selvfølgelig hverken overraskende eller et nyt fænomen; med den politiske magt viger tit også de politiske idealer til fordel for en mere kalkuleret og realpolitisk vurdering af situationen. Og så er det altid nemmere at råbe op, når man sidder i opposition og ikke har indflydelse, men snart meget sværere når man har indflydelse og skal agere både ansvarligt og strategisk. Men i en situation som denne er det nødvendigt, at politikere på begge sider af Atlanten holder hovedet koldt og fører konstruktive samtaler for at revitalisere det tysk-amerikanske forhold.

Tyskland går til modangreb
Det er ikke for meget sagt, at det tysk-amerikanske forhold for tiden befinder sig på et lavpunkt, som ikke er set siden uenigheden over USA`s invasion af Irak i 2003. Selvom Obama i sin store NSA-tale i januar lovede, at USA vil indstille overvågningen af statsledere (hvilket blev hilst velkommen fra den tyske regering) og sidenhen inviterede Merkel til Washington, har det ikke været nok til at redde trådene ud med den tyske forbundskansler. Merkel er stadig vred over aflytningen af hendes mobiltelefon, hvilket kilder tæt på hende beskriver som en ydmygelse for kansleren, og der skal politisk handling og ikke symbolpolitik til, før man kan tale om en reel forbedring af det tysk-amerikanske forhold.
Obama har således fortsat ikke givet Merkel en officiel undskyldning for overvågningen af hendes mobiltelefon, og hans administration har også afvist at indgå en såkaldt ”no spy”–aftale med Tyskland. Obamas manglende vilje har fra tysk side givet anledning til at overveje, om man fremover selv sender tyske spioner til USA, og samtidig overvejer de tyske myndigheder fortsat at foretage en retslig efterforskning af den amerikanske overvågning i Tyskland. Derudover arbejder Merkel i EU på at skabe enighed om en fælles standard for datasikkerhed, hvilket skal sikre strengere kontrol i Europa.

Merkel savner Bush
Merkels frustration er forståelig, da ingen europæisk politiker har forsvaret NSA’s kontroversielle ageren så lidenskabelig som den tyske kansler. Merkel klagede aldrig højlydt, da de første Snowden-afsløringer kom frem for ni måneder siden, men understregede i stedet igen og igen det tætte partnerskab mellem USA og Tyskland. Selvom kritikken var hård, især fra den tyske opposition, så gjorde forbundskansleren det klart, at hun stod side om side med Washington, hvilket sparede Obama for en stor politisk hovedpine.

Men var før Snowdens lækager kunne afsløre, at NSA også havde overvåget forbundskanslerens mobiltelefon, hvorefter Merkel meddelte, at amerikanernes overvågning var ”totalt uacceptabelt” og udgjorde et alvorligt tillidsbrud. Dog udgør Snowdens afsløringer kun toppen af isbjerget, for forholdet mellem Merkel og Obama har aldrig formået at udvikle sig til mere end et godt og for begge parter tilfredsstillende arbejdsforhold. Mens Merkel var en af de få tyske politikere, som brød sig om Obamas forgænger, George W. Bush, har den tyske kansler haft svært ved at forstå den globale begejstring for USA’s første sorte præsident, som ifølge Merkel burde efterfølge sin storslåede retorik med politiske resultater.

Det kom derfor heller ikke som den store overraskelse, at flere tyske aviser i sidste uge kunne berette, at Merkel internt havde udtalt, at hun savnede George W. Bush. Men hvem havde troet, at der skulle gå så kort tid før Europas mest magtfulde politiker ønskede sig Dubya tilbage?