Snowden har skabt debat – ikke forandring

Selv om hans mange lækager har givet anledning til en del politisk turbulens, er det så som så med, hvad Snowdens lækager har ændret politisk. Og det er tvivlsomt, om sagen overhovedet vil blive et indenrigspolitisk problem for Obama

Da whistlebloweren Edward Snowden i sidste halvår af 2013 løftede sløret for det amerikanske sikkerhedsagenturs (NSA) omfattende overvågningsapparat, skabte det ramaskrig blandt medier, borgerretsaktivister og visse politikere, der mente, at det overskred de personlige frihedsrettigheder i et moderne retssamfund. Mange mente simpelthen ikke, at den massive overvågning kunne forklares med behovet for at beskytte nationen og dets indbyggere, og at overvågningen brød amerikansk lovgivning og landets forfatning.

Det er især omfanget af efterretningstjenesternes overvågning, der har vakt debat. Ikke mindst aflytningen af vestlige politikere og den systematiske indsamling af metadata – information om tid og sted for almindelige borgeres telefon- og e-mailkommunikation. Ifølge en meningsmåling fra PEW Research Center fra januar, er et flertal af amerikanere (53 % versus 40 %) modstandere af indsamlingen af metadata. Mange vil ikke længere acceptere de udvidede beføjelser, som sikkerhedstjenesten fik i årene efter 9/11 for at forhindre kriminalitet og terror.

Også en del af de teknologiske giganter har åbenlyst fået nok. I december 2013 skrev blandt andet virksomhederne Apple, Facebook, Google og Microsoft et åbent brev til præsident Obama for at få ændret overvågningslovene. Her opfordrede de ham blandt andet til at ”begrænse overvågningen til specifikke, kendte brugere af lovmæssige grunde, og ikke gennemføre masseindsamling af data om internetkommunikation”. Også en særlig arbejdsgruppe nedsat af Obama opfordrede før jul præsidenten til at se på modifikationer på området.

Et reformudkast uden reelle reformer
I januar i år præsenterede præsident Obama et udkast til en reform af efterretningsarbejdet. Her lagde han op til flere konkrete ændringer; blandt andet at USA vil stoppe med at spionere mod stats- og regeringsledere i lande, som er tætte allierede med amerikanerne – en direkte reaktion på afsløringen af overvågningen af EU-kontorer og europæiske politikere. Fremover skal den særlige FISA-domstol, der tager stilling til overvågningssager, have uafhængige personer tilknyttet ved store efterforskninger, ligesom justitsminister Eric Holder er i gang med at kigge på reformer, der kan begrænse den føderale stats mulighed for at beholde, søge og bruge tilfældigt indsamlet kommunikationsdata mellem amerikanske og udenlandske statsborgere.

De personer, der havde regnet med omfattende ændringer i overvågningsproceduren, måtte dog gå skuffede hjem. Til trods for den offentlige debat, er der nemlig lagt op til minimale realpolitiske forandringer. Obama har gjort det klart, at NSA fortsat vil beholde databaser med informationer om privates telefonopkald. Oplysningerne kommer dermed ikke til at ligge hos taleselskaberne, som kritikere af overvågningen ellers havde håbet. Desuden har præsidenten fastslået, at USA vil fortsætte med at indsamle data om andre regeringers hensigter, fordi den er effektiv: ”Vi kan ikke forhindre terrorangreb eller cybertrusler uden nogle muligheder for at gennemtrænge digital kommunikation”, sagde Obama blandt andet ved talen i januar.

Januar-talen var et klart forsøg fra Obama på at genskabe den tillid, som har lidt et alvorligt knæk blandt amerikanske statsborgere såvel som international samarbejdspartnere siden Snowden-afsløringerne. Men netop overvågningsskandalerne har vist sig at være en balanceakt for Obama. For at fastholde troværdigheden er han på den ene side nødt til at bakke op om NSA og betegne overvågning som et nødvendigt redskab mod terrorisme og fastholdelse af national sikkerhed. Men på den anden side er han for at imødekomme kritikerne nødt til at indrømme, at der findes potentiale for misbrug af overvågning, at sikkerhedstjenesten ikke kompromitterer amerikaneres frihedsrettigheder, og at der bør skabes større gennemsigtighed hos NSA.

Obamas reformprogram af den nationale overvågning har fået en blandet modtagelse. The Guardian-journalisten Glen Greenwald, som har stået bag flere artikler om Snowdens afsløringer, mener, at der blot er tale om tomme løfter og en måde at gøre overvågningsprogrammerne mere spiselige overfor kritikerne. Talen fra januar gjorde heller ikke det store indtryk på amerikanerne. Ifølge en meningsmåling fra PEW Research Center fra januar, mente tre fjerdedele af dem, som så Obamas tale, at reformerne ikke ville ændre noget i forhold til at beskytte befolkningens privatliv.

Politisk konsensus – og så alligevel ikke
Barack Obama har indtil videre ikke været presset i bund over Snowden-afsløringerne. Det skyldes, at den store, midtersøgende del af det demokratiske og republikanske parti støtter op om de overordnede principper for de sikkerhedsprogrammer, der blev iværksat under George W. Bush efter 9/11, og som er fortsat under Obama. Det samme har lederne hos partierne i Kongressens kamre, og såvel demokratiske NSA-kritikere som klassisk republikanske sikkerheds-høge, var overvejende positive efter reformudspillet i januar. Alligevel er debatten blevet brugt politisk. Speaker of the House, John Boehner, mener, at folkets bekymring for overvågning skyldes, at Obama ikke har været god nok til at beskrive nødvendigheden af NSA-programmerne.

Interessant er det, at den tidligere demokratiske udenrigsminister Hillary Clinton, som efter alt at dømme bliver partiets præsidentkandidat ved valget i 2016, har forholdt sig forholdsvis tavs på området. Spørgsmålet om overvågning er helt tydeligt en balancegang for Clinton, da hun på den ene side ikke kan lægge for stor afstand til sikkerhedstjenesten under Obama-administrationen, som hun selv var en markant del af i flere år, men samtidig ikke vil risikere at tabe for mange stemmer blandt demokratiske vælgere, hvoraf mange traditionelt set er kritisk stemte overfor omfanget af NSA’s overvågning.

Snowdens afsløringer og den efterfølgende debat om masseovervågning har dog fået de politiske fløje op på mærkerne i Kongressen. Blandt kritikerne er den progressive venstrefløjsdemokrat Elisabeth Warren og den libertarianske senator Rand Paul fra Kentucky på den republikanske højrefløj. De mødes i fælles foragt for centralmagtens overvågning og kompromittering af de individuelle frihedsrettigheder. Især Pauls udtalelser er ganske interessante, fordi han dermed bevæger sig væk fra den aggressive sikkerhedspolitiske agenda, som ellers har karakteriseret det republikanske parti i årtier. Denne udvikling synes dog at kendetegne de politiske yderfløje, som virker til at få stadig større modvilje mod den føderale centralmagt.

Får vi et opgør om overvågningen i 2014?
Edward Snowdens lækager har skabt stor offentlig debat om niveauet af overvågning, og hvor grænsen mellem den personlige frihed og statens sikkerhed bør gå. Noget, som også har påvirket den politiske dagsorden i Washington. Men det har indtil videre ikke udmøntet sig i radikale ændringer på lovgivningen, og efterretningstjenesten har stort set de samme beføjelser til rådighed, som før Snowden stod frem. Mange af Obamas direktiver og reformforslag skal desuden godkendes af Kongressen, for at blive en realitet, og her vil de mest vidtgående forslag uden tvivl møde modstand fra især de sikkerhedspolitiske høge hos republikanerne.

Så længe Edward Snowden forbliver i Rusland, og amnesti-spørgsmålet derfor ikke er aktuelt i USA, vil Obama ikke være voldsomt presset af overvågningsdebatten. Trods visse fejl og mangler er amerikansk efterretningsovervågning stadig verdens mest sofistikerede og effektive, og den er overordnet set i høj kurs blandt de politiske ledere. Chef for NSA, Keith Alexander, holder fast ved, at efterretningstjenestens arbejde er helt nødvendigt for at fastholde sikkerhedsniveauet i USA, og ifølge FBI har overvågningen forhindret godt 50 potentielle terrorangreb. Myndighedernes største problem er selvfølgelig, at dette af sikkerhedshensyn ikke kan dokumenteres.

Når det er sagt, vil paragraf 215 i the Patriot Act om indsamling af metadata udløbe i juni 2015, hvis den ikke forlænges af Kongressen. Desuden vil flere af de folkevalgte på Capitol Hill, der skal på midtvejsvalg til efteråret bruge anledningen til at sætte fokus på overvågning; om det er som fortaler for national sikkerhed eller individuel frihed. Derudover ligger der en stor politisk debat og ulmer om magtfordelingen i Washington. Obama forsøger nemlig at beskytte den udøvende magts sikkerhedspolitiske beføjelser, mens den lovgivende kongres vil sætte rammerne for lovgivning på området og holde mere tilsyn med niveauet af overvågning. 2014 kan blive særdeles interessant.