Slaget om Trumps Højesteretsdommer er begyndt

Senere i dag offentliggør Trump sin nominering til den amerikanske Højesteret. Kampen om den niende plads i Højesteretten har dog allerede været i gang i næsten et år, og meget tyder på, at Trumps nominering af en ny Højesteretsdommer vil blive fulgt at et længere opgør i det amerikanske Senat.

Lige nu står én plads i Højesteretten tom, og det har den gjort siden 13. februar sidste år, hvor den konservative højesteretsdommer, Antonin Scalia, pludseligt døde. I næsten et år har en republikansk domineret kongres nægtet at afholde høringer eller afstemninger om Obamas nominerede, Merrick B. Garland. Nu er Garlands nominering udløbet, og det er op til Trump at vælge en ny. Ifølge amerikanske medier er tre personer i spil om pladsen i Højesteretten. Det drejer sig om Neil Gorsuch, Thomas Hardiman og William Pryor. De er alle tre føderale dommere udnævnt af den tidligere præsident George W. Bush, og de har alle vist en konservativ linje i deres virke som dommere ved forskellige appel-domstole. Pryor har blandt andet udtalt, at han ønsker at omstøde tidligere domme, der har gjort abort lovligt i USA, mens Hardiman har vist sig som en klar fortaler for retten til at bære våben. Forrest i kapløbet om pladsen i Højesteretten står Gorsuch. Den 49-årige dommer er en stor fortaler for en konservativ retsfilosofi kaldet originalisme. Originalisme betyder, at man ønsker, at forfatningen skal fortolkes ud fra dens oprindelige tekst, og at det ikke er muligt at tænke forfatningens ord ind i en nutidig kontekst.

Der er altså lagt op til et valg mellem tre ultrakonservative dommere, når Trump senere i dag vælger at nominere én af dem til Højesteretten. Herefter skal Senatet enten godkende eller afvise den nominerede ved en afstemning. Med et Senat, hvor republikanerne har flertallet med 52 ud af 100 pladser synes der at være gode chancer for, at Trumps kommende nominering bliver godkendt. De 48 demokrater i Senatet har dog endnu ikke helt tabt slaget om at have indflydelse på, hvem der får Scalias plads i Højesteretten. Før vi ser nærmere på de tekniske detaljer i Senatets godkendelsesproces er der dog et andet spørgsmål, som er relevant at se nærmere på for os danskere, der prøver at forstå det amerikanske system udefra. For hvorfor fylder udnævnelsen af en højesteretsdommer overhovedet så meget i medierne i USA?

Det juridiske system i USA er opbygget, så Højesteretten er sidste appelinstans i sager af principiel betydning. Det betyder, at når en sag ender i Højesteretten, har den forinden været igennem andre domstole. Et eksempel er sagen Perry v. Schwarzenegger, der blev afgjort ved den amerikanske Højesteret i 2012. Sagen handlede om to homoseksuelle par, der sagsøgte delstaten Californien for, i 2008, at have godkendt en lov om, at et ægteskab kun kan indgås af to parter af modsat køn – altså en mand og en kvinde. Efter at have været igennem flere statslige domstole, besluttede en føderal appeldomstol, at sagen skulle sendes videre til Højesteretten. Processen for at få en sag hørt i Højesteretten er der i princippet ikke noget særligt kontroversielt ved. Vi har et lignende system i Danmark. Det, der gør den amerikanske Højesteret særlig, er dens flittige brug af prøvelsesretten, eller judicial review, som det hedder på engelsk. Prøvelsesretten går ud på, at domstolen vurderer hvorvidt den lovgivning, der er til debat i en given retssag, er i strid med den amerikanske forfatning. I den tidligere nævnte sag, Perry v. Schwarzenegger, vurderede Højesteretten, at det var forfatningsstridigt at forhindre homoseksuelle i at indgå ægteskab. Med afgørelsen var grundlaget lagt for at sikre, at homo-ægteskaber blev en forfatningsmæssigt beskyttet ret i hele USA.

Vi har også prøvelsesretten i Danmark, men der er kun blevet gjort brug af den i få kontroversielle højesteretssager, og kun én gang, i Tvind-sagen i 1999, har den danske Højesteret erklæret en lov for grundlovsstridig. Anderledes ser det ud i USA. Her bliver prøvelsesretten brugt så ofte, at Højesteretten har haft det afgørende ord i nogle af de mest kendte politiske problematikker. I 1896 dømte den amerikanske Højesteret, at det var i overensstemmelse med den amerikanske forfatning, at holde sorte og hvide borgere adskilt i det offentlige rum, så længe de havde lige vilkår. Dermed opstod begrebet “separate but equal.” I 1954 omstødte Højesteretten denne dom og ophævede raceadskillelsen i USA. I 1973 dømte Højesteretten, at abort var en forfatningsmæssigt beskyttet ret, og i 2008 stadfæstede domstolen, at den 2. tilføjelse til forfatningen gav amerikanerne retten til at bære våben. Listen over rettigheder bestemt ved domstolen er lang. Fælles for dem alle er, at de sjældent bliver til egentlig lovgivning i Kongressen. Der er for eksempel ingen lov i USA, der direkte giver en kvinde ret til at få foretaget en abort – i stedet henvises til sagen Roe v. Wade fra 1973. Årsagen til den manglende lovgivning på abortområdet er blandt andet, at højesteretsafgørelserne giver politikerne mulighed for at “holde deres sti ren”. En senator, der måske personligt er pro-abort, men hvis vælgergrundlag er overvejende konservativt og anti-abort, kan slippe for at tage stilling til abort-spørgsmålet i Kongressen. I stedet kan han eller hun blot henvise til Højesterettens afgørelse og på den måde sikre ikke at skuffe sine vælgere.

Derfor har domstolen en umådelig stor rolle i det politiske spil i Washington. Men selvom brugen af prøvelsesretten definerer og stadfæster mange af amerikanernes rettigheder, er højesteretsafgørelser dog usikre i det lange løb. Som det kan ses i de to sager om raceadskillelse, kan en ny højesteretsafgørelse nemlig omstøde tidligere domme. Det er her Trumps kommende nominering kommer ind i billedet. Lige nu sidder otte personer i den Amerikanske Højesteret, mens den niende plads står tom efter Scalias død. Med sin udnævnelse til denne plads kan Trump sikre et flertal af dommere med en konservativ retsfilosofi. Det betyder, at 5 ud af de 9 dommere dermed vil forventes at vurdere højesteretssager ud fra konservative ideologier og en konservativ fortolkning af den amerikanske forfatning. Mange iagttagere frygter, at det vil få store konsekvenser, hvis for eksempel en ny sag om abort kommer for Højesteretten.

Det skal nævnes, at højesteretsdommerne, på trods af tidligere erklærede ideologiske holdninger, på ingen måde er tvunget til at følge en bestemt politisk linje i deres afgørelser. Det er set utallige gange i historien, at dommerne stemmer anderledes end forventet. Alligevel er der en tendens til, at højesteretsdommere deler politisk ideologi med den præsident, de er udnævnt af. Hvis vi igen vender blikket mod Trump, så forventes det, at han nominerer én af de tre konservative dommere Gorsuch, Hardiman eller Pryor. De har alle offentligt udtrykt stærk støtte til konservative mærkesager som fx. retten til at bære våben, afskaffelse af retten til abort samt en konservativ tolkning af den amerikanske forfatning. Det tyder derfor ikke på, at Trump vil vælge en dommer, der er mere moderat og midtersøgende i sine ideologier og retsfilosofiske principper.

Derfor synes slaget om Højesteretten på mange måder allerede tabt for demokraterne. De har dog et sidste, om end noget desperat, kort i ærmet. Selvom godkendelsen af Trumps nominering til Højesteretten blot kræver et simpelt flertal i Senatet, kan demokraterne forsøge med en filibuster for at forhale afstemningen om en højesteretsdommer. En filibuster er en lovlig måde at trække tiden i Senatet. En senator kan gå på talerstolen og tale om, hvad som helst, så længe han kan, hvorefter en ny kan overtage. Det tvinger senatorerne til fysisk at blive i Senatet, for at være klar, når filibusteren stopper, og der skal stemmes om det egentlige politiske spørgsmål. Filibusteren er både et ofte anvendt og til tider særdeles effektivt redskab for det parti, der er i undertal i Senatet. Det kræver nemlig en afstemning for at fremtvinge et stop af en filibuster, og her skal der hele 60 stemmer til – altså flere stemmer, end der er republikanere i Senatet.

Demokraterne i det nye Senat har allerede i løbet af de seneste par uger udtalt, at de har til hensigt at igangsætte en filibuster, hvis Trump ikke nominerer en moderat og midtersøgende dommer til Højesteretten. Det lader dog ikke til, at Trump lader sig påvirke af truslen om en filibuster. Han har nemlig allerede nu igangsat et modangreb. Rygter i Senatet siger, at en gruppe republikanske senatorer, med vicepræsident Mike Pence i spidsen, har opsøgt en række demokratiske senatorer for at sikre deres støtte til at stoppe en eventuel filibuster. Gruppen af demokrater, som er blevet opsøgt af republikanerne, består af senatorer, der er på valg om to år, og som kommer fra stater som Trump vandt ved præsidentvalget. Derfor kan disse demokratiske senatorer påvirkes til at støtte republikanerne og Trump, fordi de frygter, at det republikanske parti vil igangsætte stærke kampagner imod dem ved næste midtvejsvalg. Frygten for stærk modstand fra selveste præsidenten og hans parti kan altså presse nogle demokratiske senatorer til at stemme for et stop af en fiilbuster, så Trumps nominering til Højesteretten kan blive valgt af Senatet.

Med Trumps tre konservative kandidater i spil til posten som USA’s næste højesteretsdommer, kan det derfor forventes, at både demokrater og republikanere i Senatet vil få brug for diverse politiske manøvrer i de kommende uger.

Der venter naturligvis en fyldig analyse af både Trumps nominering, samt det mulige efterspil i Senatet her på kongressen.com.