Skuddet i Ankara – ny krig?

Krig i Europa? Tyrkiet og Rusland kan komme på koalitionskurs, men vi ser næppe en ny Tyrkisk-russisk-krig. Men risikoen for eskalation er der, da USA har svært ved at lede i disse dage

Lars Bangert Struwe, PhD, generalsekretær Atlantsammenslutningen.

Den russiske ambassadør Andrey Karlov er blevet myrdet i Ankara. Attentatmanden ønskede hævn for Aleppo og Syrien. Det giver anledning til dyb bekymring. Rusland er en stormagt, der higer efter anerkendelse og Tyrkiet er en regional stormagt, der på samme vis higer efter anerkendelse. I begge stater er der ledere, der ønsker at befæste deres positioner, hvilket de gør med brutal magt. I begge stater fylder religion, som et politisk instrument, meget. Frygten er i dag om situationen eskalerer ud i en konflikt. Håbet er, at Tyrkiet og Rusland selv kan styre situationen. Frygten er, at de ikke kan, og at USA og NATO må kontrollere situationen. Derfor risikerer vi, at situationen ender med, at Obama og Trump må blive enige, om en linje i situationen.

Parallellerne til 1. Verdenskrig er skræmmende. Den 28. juni 1914 blev den østrig-ungarske ærkehertug Franz Ferdinand skudt af serbiske terrorister. Det udløste østrigske krav om politiundersøgelser i Serbien. På samme vis kan vi nu se frem til russiske krav over for Tyrkiet. Ingen troede i juni 1914 på en krig, men hurtigt eskalerede det hele ud af kontrol.

En ambassade og en ambassadør er beskyttet af Wienerkonventionen af 1963). Man anser klassisk set et angreb på en ambassade, som et angreb på staten selv. Derfor er der en vis parallel til mordet på ærkehertugen. Dette var også et af problemerne både under Muhammed-krisen og angrebet på det amerikanske konsulat i Benghazi i 2012.

Igennem lang tid har Rusland og Tyrkiet været på kollisionskurs – med en vis opblødning på det seneste. Samtidigt har de en fælles historie, hvor de i århundreder har kæmpet mod hinanden. F.eks. i 1877-1878 eller 1787-1792. Kontinuerligt har Rusland presset Tyrkiet (det Osmanniske Rige) tilbage – og det er ikke glemt i nogen af staterne. Krimkrigen i 1853-1856 brød ud bl.a. på baggrund af religiøse spændinger og kampen om kontrollen med adgangen til områder i Jerusalem. Senest har Tyrkiet skudt et russisk jagerfly ned. Hverken fortid eller nutid er glemt i de to stater. Derfor kan det antænde en krudttønde i området.

De er begge stormagter i Europas periferi og har igennem de seneste 100 år på den ene side identificeret sig som europæiske stater og på den anden side taget afstand derfra. Denne kamp imellem øst og vest ses den dag i dag, og giver anledning til dybe panderynker i hele Europa og USA. Lige nu er bevægelsen i begge stater på vej væk fra vesten og demokratisk kontrol. Tyrkiet og Rusland har en tendens i disse år til hurtigt at gribe til våben – derfor er det ufatteligt vigtigt, at situationen kommer under kontrol. Imidlertid er den store politibetjent sat ud af kraft. I USA er man i transitionen imellem Obama og Trump – der mangler et stærkt lederskab. Det er noget nær det værste tidspunkt, for et drab på en russisk ambassadør i Tyrkiet.

Samtidigt gør konflikten i Syrien, at Rusland nærmest ved et tilfælde gør lige nu har sit eneste hangarskib i området. Derved kan Ruskland hurtigt skrue op for sin power-projetction.

Det eneste sikre er, at Rusland og Tyrkiet nu vil udvide deres krig mod terror. Duk jer, hvis I er i nærheden. Det bliver barskt.

Spørgsmålet er, om Tyrkiet og Rusland finder hinanden. Det kan gå galt. Små misforståelser kan eskalere tingene ud af kontrol. NATO og særligt USA har her en rolle. Tyrkiet vil i de næste par dage få besked på, at de vestlige stater vil støtte med politi- og efterretningsarbejde. Men man vil understrege, at det her ikke må eskalere, og man vil understrege, at man ikke er i en NATO-artikel 5 situation. USA vil lægge pres på begge parter, men har ikke noget at handle med.

Det næste spørgsmål er: Vil Obama være den stærke præsident, som får/har den fornødne respekt til at hjælpe parterne. Og svaret er: næppe. Obama har ingen respekt hos Putin, og det er et problem. Trump har næppe heller pondus til at gøre noget. Derfor må Rusland og Tyrkiet i høj grad selv klarer sig. De europæiske stormagter – Tyskland, Frankrig og Storbritannien – vil helt sikkert presse på over for en fredelig løsning. Og vi ender nok med den fredelige løsning – heldigvis. Men endnu engang vil USA’s svaghed i international politik blive udstillet.

Absurd nok, så kan denne episode ende med at trække Tyrkiet og Rusland tættere sammen. Begge parter ønsker at henstå stærke, USA er i disse dage svag. De kan derfor ende med at møde hinanden i en fælles kamp md terror, fælles interesser i økonomiske forhold, og så en fælles afstandstagen fra de demokratiske normer i Vesten.