Skillelinjer blandt Demokraterne i Californien

Som afslutning på en lang, indædt og strabadserende primærvalgsduel mellem kandidaterne Hillary Clinton og Bernie Sanders blev Californien et billede på den indre splittelse der er opstået i det Demokratiske parti henover det seneste år. Med Clintons sejr er det endnu uklart om en partipolitisk heling er mulig for at samle det spraglede venstreorienterede Amerika mod valget i efteråret.

OAKLAND, CALIFORNIEN: Frank Ogawa Plaza i det centrale Oakland er godt fyldt timer før præsidentkandidat Bernie Sanders skal tale. Den allerede trange pladsfor foden af det neoklassiske rådhus afskrækker dog ikke folk der fortsat ankommer i en lind strøm igennem eftermiddagen. Svedende Secret Service folk vogter nidkært flokken og en gruppe unge mennesker med skateboards der har sneget sig indenfor i den mere rummelige presseindhegning bliver prompte fjernet af irriterede og bryske agenter.

Fremmødet er endnu mere imponerende set i lyset af at Oaklands basketballhold, Golden State Warriors, skal spille en afgørende slutspilskamp om aftenen og talerne på pladsen vil overlappe med første halvleg. Holdets succes de seneste år er af stor betydning for Oakland der må kæmpe med at være i skyggen af San Francisco på den anden side af bugten.

Ligesom Sanders præsidentkampagne har Warriors en teknisk set en meget snæver chance for at vinde, men har udholdt en lang serie med ryggen mod muren. Sanders’ støtter håber på at den socialistiske senator kan gøre det samme – eller i hvert fald kæmpe til det sidste.

Nigel Harris er en ranglet ung man der har en hurtigtsnakkende standup-rutine klar ved spørgsmål om hvad han mener om at Sanders er bagud i kapløbet.

”Min forventning er at Bernie vil vinde i Californien. Jeg kender flere Donald Trump fans end Hillary Clinton fans. Folk er trætte af den samme politik. Jeg har arbejdet for den føderale regering – alt hvad de siger er sandt! Det er korrupt. Man vil afskrække folk fra at være involveret i politik som vi er her. Vi vil ikke stoppe nu eller ved konventet. Tingene har været ude af balance i lang tid, det går videre end bare dette præsidentvalg.”

Harris er oprindelig fra Cincinnati i Ohio og efter to ture i Irak brugte han Marineinfanteriets uddannelsesprogram til at påbegynde en uddannelse i computerprogrammering ved San Francisco City University der ikke var indenfor rækkevidde i det fattige område hvor han voksede op.

Harris forsikrer om at alle hans venner i militæret er for Sanders – ingen kan lide Clinton. Han er fra en gruppe af amerikanere – arbejderklasse, sorte – der må kæmpe ekstra hårdt for at få fodfæste i den amerikanske økonomi og for ham repræsenterer Sanders et velkomment brud med de ulige strukturer han føler Clinton repræsenterer.

Han har ikke under nogen omstændigheder tænkt sig at stemme på Clinton, selv hvis Sanders ender sit kandidatur. Han er heller ikke tilfreds med at Sanders blot skulle bruge sit mandat til at søge politisk indflydelse – ”Fuck indflydelse!” – men er ligesom mange andre unge udelukkende for Sanders og afviser alle kompromis. Dertil mener han også at det Demokratiske parti forsøger at undertrykke Sanders udfordring:
”Over 100.000 stemmer forsvandt fra optællingen i Brooklyn!” indvender han, hvilket er en populær konspirationsteori blandt Sanders-støtter.

Denne gruppe bruger sloganet: ”Bernie eller intet”. De er trætte af politisk status quo og giver ikke meget for partiloyalitet. Deres længsel efter et tranformativt politisk oprør synes en skridtvis og taktisk lovgiver som Hillary Clinton ude af stand til at appellere til. I hvert fald denne dag på Ogawa Plaza.
For Josh har den bitre primærvalgkamp ligeledes ændret hans syn på tingene:
”Jeg havde ikke noget særligt imod Hillary Clinton ved starten af valget, men gennem alle de ting der har fundet sted – hendes politiske vendinger – kan jeg ikke sige jeg længere bryder mig om hende. Det svært at vide hvem hun er.”

Hvis Clinton ender med at blive Demokraternes kandidat – hvilket har en meget stor sandsynlighed – har hun et stort arbejde for sig med at genne disse oprørske vælgere ind i folden

De indledende talere tæller Berkeleys tidligere borgmester Gus Newport og skuespilleren Danny Glover. Borgmester Harris, der blev indvalgt på en afro-nationalistisk platform i det liljehvide Berkeley, fortæller med sin melasses-stemme om den solidaritet han modtog fra Sanders, da denne var borgmester af byen Burlington i Vermont.

Glover angriber de stædige sociale uretfærdigheder i USA – men undlader at bruge sin kendte replik fra Dødbringende Våben filmene: ”Jeg er for gammel til det her pis!” – selvom det havde passet fint ind i hans iltre tale.

Derpå kommer den måske vigtigste taler på vegne af Sanders på: den kendte økonomiprofessor ved Berkeley University, Robert Reich.

Reich medbringer som altid en skammel til podiet – han er godt 1.20 høj – og begynder sin tale med sin typiske joke:
”Jeg skal fatte mig i korthed!”

Han gjorde også grin med sin højde da han blev udnævnt til beskæftigelsesminister af Bill Clinton i 1993 efter et langt venskab med både ham og Hillary – som han endda datede i en kort periode i deres ungdom.

At Reich støtter Sanders trods sine tætte bånd til Clinton-familien vidner om de dybe splittelser der er opstået i det Demokratiske parti henover primærvalget.

Som minister i Bill Clintons kabinet i 1990’erne blev Reich desillusioneret med den økonomiske politik og NAFTA-frihandelsaftalen og er sidenhen blevet en af de fremmeste kritikere af den stigende ulighed og overbetoning af finanssektoren i den amerikanske økonomi. Med sine mange bøger om disse emner og en meget populær blog er Reich blevet repræsentant for en tænkning der ser Clinton-regeringen som en del af en mangeårig svækkelse af den sociale sammenhæng i USA fremfor en periode med disciplineret regeringsførelse og solid økonomisk vækst.

Reich introducerer Sanders som den eneste kandidat der har haft modet til at udfordre de herskende partimagter og sige sandheden om erosionen af Amerikas demokrati.

Herefter indtager Sanders podiet, hans isse ildrød efter at have ført valgkamp under den Californiske sol, og ifører sig en gul Warriors-kasket:
”Vil det her få jer til at stemme på mig?!” siger han skælmsk til Oaklands henrykte politiske sportsfans.
Sanders betoner Californiens betydning for hans valgkampagne som ”en af de mest progressive stater” i Amerika, og lover at tage statens delegerede med sig til partikonventet i Philadelphia i juli. Han har ikke tænkt sig at stoppe bare fordi han er bagud, selvom det kan blive svært at retfærdiggøre hans fortsatte kandidatur hvis han ikke vinder i Californien.

I den seneste tid har Sanders skærpet retorikken overfor sin rival.
”I må ikke fortælle Clinton at det er tæt løb – det gør hende meget nervøs! Men vi kommer til at vinde her i Californien!”

Hans drilske udfald er blevet gradvist mere spidse end for blot et par måneder siden hvor hans kritik af Clinton var meget kollegial og nænsom.

Her en uge for valgdagen d. 7. juni er løbet meget tæt i Californien. Clinton vil matematisk kunne vinde uden at vinde her, men hun vil humpe over mållinjen hvis ikke en lukker primærvalget med en stærk position.

Samme aften avancerer Warriors mod alle odds fra en tilsyneladende håbløs slutspilsserie. Sanders håber at gøre dem kunsten efter.

Compton, Californien: Fire dage før valgdagen suser en kortege af sortrudede jeeps gennem Compton på en søvnig lørdag eftermiddag. Det store sikkerhedsopbud er til ære for Bill Clinton der skal møde med lokale vælgere på et gymnasie der bærer hans fulde navn: William Jefferson Clinton Highschool.

Som en underkanton i Los Angeles uendelige byspredning blev Compton verdenskendt i 1990’erne for blodig bandekriminalitet og et center for bombastisk vestkyst rap. Byen har siden opnået en højere grad af stabilitet og der er håb for fremtiden blandt byens indbyggere.

Mange her husker stadig Clinton som en nær allieret med en dyb investering i opløft til byer som Compton. Det er dog mest ældre, midaldrende og børn der er her i dag for at se den forhenværende præsident. Her er meget få unge.

Splittelsen blandt generationerne – unge for Sanders, ældre for Clinton – gør sig også gældende i det historisk afroamerikanske Compton.

Den unge generation der blev myndige i Barack Obamas Amerika ser for manges vedkommende ikke med samme milde øjne på Clinton-æraen. I stedet er man stærkt kritisk overfor den hårdhændede retspolitiske fremfærd der havde dyb indvirkning i steder som Compton og anklages for at medvirke til forøgelse af fængselsstaten og politivold overfor ikkehvide borgere.

Mollie Bell, en kvinde tidligt i 60’erne, mener at de unge Clinton-kritikere er vildfarede og at 1990’erne reformer i høj grad hjalp fattige kriminalitetsbelejrede familier.
”De love blev ikke gennemført i et vakuum. Vi ønskede hårdere straffe til kriminelle. Vi var desperate.”

Hendes generation har kæmpet for kontinuerlig politisk og social bedring af sorte amerikaneres kår til at satse på en radikal kandidat som Sanders. Det er ifølge hende de unge forkælede førstegangsvælgere der tror på hans flyvske løfter om gratis offentlig uddannelse og sygevæsen.
”Hillary Clinton har været med os i alle disse år, og så tror Bernie Sanders han bare kan komme ind og ændre på det hele? Rive vores hus ned? Han er kun blevet Demokrat for nylig, han er en uafhængig demokratisk socialist.
Han minder om en ny ejer af et sportshold der med det samme vil ændre på reglerne og sæsonens længde. Hvad giver du mig?”

Bell er ikke meget imponeret over Sanders-oprøret. Vælgere som hende har været en uundværlig søjle i Hillary Clintons valgstrategi, da hun har vundet afroamerikanske vælgere over 40 år med brede margener.

Bryce er en af de få unge fremmødte. Han husker Clintons regeringstid som en positiv ting: ”1990’erne var en god tid med hensyn til økonomisk velstand – for middelklassefamilier som min gjorde Clintonerne rigtig meget godt.”

Det er netop dette Bill Clinton slår på i sin tale. Ambitiøs men pragmatisk og systematisk fremskridt. En fundamental skillelinje hos Demokraterne på tværs af alder, etnicitet og klasse bestemmes af om man mener forholdene støt er blevet bedre gennem de sidste 25 år eller om man mener tingenes tilstand er urokkeligt uretfærdige.

Hvis det første er sandt er man højest sandsynligt åben for at stemme på Clinton, hvis man er enig i det andet hælder man typisk til Sanders.

Clinton sørger også for at betone den californiske mangfoldighed. Clinton-kampagnen mener at klare sig bedre i stater med mere etnisk diversitet og fremhæver derfor dette træk som et særligt adelsmærke for Californien og som en målsætning for det samlede USA:
”Mangfoldighed gør os stærkere!” fastslår han.

Lynwood, Californien: Dagen før valgdag taler Hillary Clinton i et bycenter i Lynwood i det sydøstlige Los Angeles. Indkøbsgaden er opført i en imitation af en traditionel mexicansk provinsby – eller i hvert fald en Hollywood potemkin-idé om det autentiske Mexico.

Omringet af Toltec-statuer og med ornamenterede balkoner over hovederne indfinder Lynwoods spansktalende vælgere sig mens et mariachi-band spiller lystigt. Lokale skønhedsdronninger med tiaraer og diagonale skærf får taget fotografier. Det er næsten som om vi er til Clintons forsinkede quinceañera-fest hvis det ikke var for de mange langskæggede fagforeningsmedlemmer med orange t-shirts der læser: ”LIUNA! Hillary!”

Clinton har indtil nu vundet latino-vælgerne i primærvalget og læner sig derfor også op af denne gruppe i Californien hvor hver tredje indbygger af spansktalende. Der er indikationer af at Bernie Sanders er begyndt at gøre indhug i forspringet blandt latinoer så Clinton tager ingen chancer og har kampagneret intensivt i både det indre og sydlige Californien hvor der er store latino-samfund.

Alle lokalpolitikerne gentager deres taler på både spansk og engelsk, og alle sørger for at nævne deres stærke modstand til Donald Trump til høje tilråb. Donald Trump-piñataer er altid fuldkomment udsolgt steder som Lynwood og vil nok fortsætte med at være det frem til valget i november.

Hjemmelavede skilte uddeles til støtteren der er placeret bag podiet. Clinton-støtterne er entusiastiske men åbenbart ikke så produktive udi håndarbejde som Sanders’ unge fans.

Clinton fokuserer sine angrib på Donald Trump da hun går på podiet og taler om vigtigheden af at vælge den rette kandidat til at slå ham. Hun nævner ikke Sanders, men taler om latinoers politiske og økonomiske behov. Hvordan lønforskellen er endnu større for latinaer end de er for hvide kvinder.

For Denise er immigrationsreform langt det vigtigste politiske emne for hende som californisk vælger. Hun føler ikke at Bernie Sanders virkelig forstår latinoers situation:
”Han er fra Vermont, en meget hvid stat, jeg tror bare ikke han har samme indblik i vores forhold som Hillary der har været senator i New York hvor der er en stor immigrantbefolkning.”

Dette har været det konventionelle synspunkt gennem hele primærvalget. Clinton har vundet på at samle en multietnisk koalition og dertil vinde kvinder og middelklassen – Sanders har fået sin støtte fra unge og den hvide arbejderklasse. Men med de tætte målinger i Californien kunne det se ud som om Sanders langsomt er blevet i stand til at tiltrække et bredere spektrum af stemmer fra forskellige etniske og økonomiske grupperinger.

Berkeley, Californien: Den tidlige melding aftenen før om Hillary Clintons sejr med optælling af delegerede fra Puerto Rico og Virgin Islands tager pusten en smule ud af Californiens store dag i primærvalget. Hillary Clinton synes ligegyldig hvad at have en teknisk sejr uden de Californiske stemmer.

Faktisk ville hun kun have brug for 20 procent af de samlede stemmer for at få nomineringen. Men den symbolske betydning af en sejr i Californien er fortsat af stor værdi.

Berkeley er solidt Sanders-land da den vel nok den er den mest venstreorienterede by i Amerika. En kæde af militant maoistiske andelsbagerier har hjemme her, så man kan dømme selv.

På valgaftenen er der stille efter det har summet omkring de lokale valgstationer igennem dagen. De indledende stemmetal er i Clintons favør. Ikke blot har hun valgmatematisk vundet inden Californien stemte, hun vinder også i staten selv. Clintons overbevisende sejr ændrer ikke ved at mange Sanders-stemmer nægter at støtte hende til efteråret. Det samme svor hendes mest loyale støtter efter nederlaget til Barack Obama i 2008.

Efter alt at dømme er det nu en realitet at hun er Demokraternes kandidat, præsident Obama lykønsker hende med sejren, men den lange kamp med at få bugt med Bernie Sanders har blottet hendes svagheder og indre partiuenighed. Dette kan muligvis hjemsøge hende i lang tid efter primærvalget.