Skarptskydende Obama opgav at give Kina tørt på

Barack Obama var i 2008 klar til at skrue bissen på overfor de kursmanipulerende kinesere. I dag har præsidenten indset, at det ikke nytter at intimidere Kina til at makke ret. I det hele taget har Obamas forhold til Kina været præget af aggressive intentioner men manglende aktioner.

Da Barack Obama i 2008 kæmpede for at blive USA’s præsident, gjorde han det klart, at nu var det tid til at smide fløjlshandsken. Det var tid til at tæmme den kinesiske drage, som alt for længe havde fået plads til at sprede sine vinger ud over orienten og stige mod stadigt større styrke. Det alt i mens den gamle hersker havde travlt med at indtage Mellemøsten. Nu skulle øglen lænkes, så amerikanerne igen kunne få kontrol med udviklingen i Riget i Midten.
Det mest presserende problem for USA var Kinas manipulation af Renminbien, som blev holdt i en unaturligt lav kurs, hvilket hjalp Kina til at eksportere varer, men svækkede amerikanske virksomhed, kostede amerikanske arbejdspladser og var medvirkende til, at USA både dengang og i dag har et enormt handelsunderskud i sin samhandel med Kina. Herudover var det heller ikke nogen hemmelighed, at kinesiske virksomheder stjal med arme og ben, når det kom til særligt teknologi.

Bush var en ”patsy”
Obama var ikke i tvivl om, at den manglende fokus og hårdhed fra George W. Bushs administration overfor Kina var problemets kerne. Faktisk gik Obama så langt som til at betegne Bush, som en ”patsy” i sin håndtering af Kina. En person som let blev udnyttet, snydt og latterliggjort af sin modstander.

Nu skulle der nye boller i Kinasuppen, og den nye boss havde recepten klar, og de diplomatiske kanoner kørt i stilling.
“Når vi taler med Kina, skal vi være hårdere forhandlere”, lød den klarer melding i 2008.
Obama var klar til at kalde en spade for en spade og en kineser for kursmanipulator. Retorikken var spændt til bristepunktet. Obama mente business og stod det til ham, kunne det kun gå for langsomt med at lægge pres og sanktioner på Beijing, så Kina engang for alle kunne strække spisepinde og opgive ævred som kursmanipulator og informationstyv.

Iltre Romney møder forstående Obama
Fire år senere i 2012 var det igen tid til endnu en politisk svingom på de amerikanske valgkampsmarker. Denne gang var det udfordreren Mitt Romney, der råbte kursmanipulator efter kineserne og krævede bål og brand, hvis de ikke snart kunne makke ret, så man kunne sikre gode amerikanske virksomheder og arbejdspladser.
Bundet af magtens restriktioner og en embedsperiode klogere sang Obama nu en anden og noget blødere melodi til sine forhandlingspartnere i Beijing.
“Der er en stærk nationalisme i Kina, og de er under internt økonomisk pres. Så vi er ikke interesseret i, at starte en handelskrig, som vil være til skade for begge økonomier”, sagde Obama, dengang under et møde i Ohio med den lokale avis The Plain Dealer.

Præsident Obama havde nemlig opdaget, at den bedste måde at opnå resultater i Orienten ikke nødvendigvis var ved at komme ridende ind på Tiananmen med seksløberen trukket og forstyrre den himmelske fred
“Det, vi har fundet ud af, er, at hvis vi presser dem hårdt, men ikke prøver at ydmyge dem. Så opnår vi resultater”, forklarede han i Ohio.

Læs hele kapitlet om USA’s relation til Kina i antologien ‘Fem År Med Obama – Forandring Vi Kunne Tro På?’, der udkommer på Forlaget Rosenkilde Og Bahnhof mandag den 20. januar 2014.