Skal vi evaluere den samlede danske krigsindsats i Afghanistan?

Efter mere end et årti i krig i Afghanistan, er der formentlig en del, der tænker: burde vi ikke evaluere indsatsen og forsøge at tage ved lære af det, der er sket?

Af Kaptajn Mads Silberg

Umiddelbart et spørgsmål som de fleste nok ville svare bekræftende på og mene, at det da ville være ret fornuftigt.
Vi har som nation betalt en forholdsvis høj pris, når man tager vores størrelse i betragtning. 43 danske soldater er blevet dræbt, hvilket giver os den tvivlsomme ære, at være det land der har mistet flest soldater i forhold til størrelsen af sit bidrag til den internationale koalition.

Vi har brugt noget i retning af 15 milliarder kroner og vores forsvar er godt og grundigt slidt, både materiel- og personelmæssigt.

Resultaterne af de snart femten års anstrengelser i det krigshærgede land, ser mildt sagt ikke imponerende ud, og vores lyst til at bidrage til væbnede interventioner er bestemt ikke aftaget.
Så der burde da være et og andet vi kan lære af en sund kritisk evaluering…eller hvad?.

Forsvarets vilje…
I 2012 udtalte Forsvarschef Peter Bartram til Politiken: “en samlet rapport om den danske krigsindsats vil bare være en masse varianter, der er styret af skiftende vilkår hvert halve år. Den fælles lære er ikke så stor. Der er ikke behov. Det er ikke relevant.”

Selvom Forsvarschefen er ret tydelig omkring sin holdning til en samlet evaluering, så har Hæren nu alligevel gjort et forsøg, som godt nok er døbt noget så usexet som “Hærens læringsrapport vedrørende den løbende udvikling af styrkebidrag”, hvilket vel nok forklarer hvorfor den absolut INGEN opmærksomhed har fået og har ligget ubemærket hen siden den blev offentliggjort den 3. marts 2016 kl. 08:47 på Forsvaret.dk

Godt pakket ind er der en del vægtige anbefalinger, som dog meget diplomatisk er benævnt ”erfaringer”, til især politikere, som godt kan lide at sende militæret i spidsen for vores aktivistiske udenrigspolitik og ikke er blege for at lytte til en “militærfaglig vurdering”.

Jeg hæfter mig især ved følgende tre:
– Der skal gives et dækkende mandat og en kampagneplan, udviklet i alliance eller i koalitionssammenhæng, der herefter skal danne grundlag for den militære forberedelse, indsættelse og afvikling.
– Det skal i kampagneplanen synliggøres, hvordan “samtænkning” gennemføres i missionens forskellige faser, så dette så tidligt som muligt kan være en integreret del af kampagnen.
– Kampagneplanen skal i videst muligt omfang vurdere, hvor hurtigt kapacitetsopbygningen i missionen reelt vil kunne iværksættes, da denne opbygning ofte er en vigtig del af Exit-strategien.

”Erfaringerne” er nok det tætteste man kan komme på en officiel udmelding om, at der ikke var en tilstrækkelig plan for hvordan vores indsats skulle udføres og hvad målet var i Afghanistan.
Samtidig er de en kraftig understregning af hvilke elementer som Hæren gerne ser, at politikerne sørger for er presente næste gang de beslutter at sende os i krig.

Politikernes uvilje…
Fra politisk hånd, nærmere bestemt daværende udenrigsminister Martin Lidegaard (B), lød det i august 2014, at nu måtte det være tid til at evaluere krigsindsatsen i Afghanistan, hvilket han blev bakket op i af blandt andet Lene Espersen (C).

Et par måneder senere kom resultatet af ministeren og hans støtters anstrengelser. En politisk aftale om erfaringsopsamling vedrørende Afghanistanindsatsen, tilsyneladende resultatet af en del politiske tovtrækkerier og studehandler.

Væk var formuleringer som evaluering og krigsindsats, ja faktisk nævnes ordet krig på intet tidspunkt i det halvanden A4-side lange dokument med den mundrette titel;
”Erfaringsopsamling vedrørende den samtænkte danske Afghanistanindsats”.

Aftalen beskriver explicit, at erfaringsopsamlingen IKKE skal beskæftige sig med den militære indsats på taktisk/operativt eller den politiske proces bag, da der jo var bred politisk opbakning til indsatsen. Ydermere nævner den at ”håndteringen af tilbageholdte heller ikke berøres, da det jo belyses i den nedsatte Irak/Afghanistankommision”, som jo så ikke eksisterer mere.

Erfaringsopsamlingens resultater skulle gerne blive fremlagt i løbet af dette forår. Men med det mandat der ligger bag, er det tvivlsomt hvor interessant resultatet bliver, hvis det ender med at stå alene i forhold til en samlet læring.

Frygt for at tage ansvar?
Forsvaret er selvfølgelig i stand til at levere et solidt bidrag til en eventuel samlet evaluering af indsatsen i Afghanistan, og der er også en vilje til at samle erfaringerne, men om de bliver bragt i spil er selvfølgelig op til politikerne, uagtet at Forsvarschefen ikke kan se meningen.

Hvad det er, der afholder politikerne fra at kigge deres egen indsats efter i sømmene og stå til ansvar for succeser såvel som fiaskoer, ser man tydeligst i det uskønne slagsmål om Irak/Afghanistankommisionen.

Når man tænker på, at de aldrig forspilder en mulighed for at kvæle en kritiske debat om krigen, med argumentet om ”at vi skal respektere vores soldaters indsats”. Så er det forstemmende, at de selv leverer den største mangel på respekt ved at anvende et så alvorligt emne til politisk ”drilleri”.

Politikerne har bedt os soldater tage ansvar, og måske sætte vores liv til, for at føre Danmarks aktivistiske udenrigspolitik ud i livet.

Er det så for meget forlangt, at de tager ansvar, og måske sætter deres taburet på spil, for deres egne beslutninger?

Kaptajn Mads Silberg har gjort tjeneste i Forsvaret siden 1992, og er pt. til tjeneste ved Hjemmeværnskommandoen i Vordingborg. Han har været udsendt fire gange til Kroatien, Kosovo og senest til Afghanistan i 2010, hvor han fungerede som CIMIC-officer i FOB ARMADILLO.