Sikkerhedspolitik er igen et problem for Demokraterne

I 2012 valgkampen mellem Barack Obama og Mitt Romney var sikkerhedspolitik blevet et emne som republikanerne havde svært ved at ramme demokraten på. Det var en uvant situation for republikanerne, men nu er tilstandene på det felt mere i balance for republikanerne. Det seneste års internationale begivenheder har endnu en gang åbnet demokraterne for kritik.

Vi husker alle sammen debatten om udenrigs og sikkerhedspolitik mellem Obama og Romney i valgkampen 2012. Debatten affødte fantastiske one-liners fra Obama, som ”The 1980s called, they want their foreign policy back”, eller “You mention the navy, and that we have fewer ships than we did in 1916. Well Governor, we also have fewer horses and bayonets, because the nature of our military has changed.”

Generelt var det ikke en rar debat at være Mitt Romney i, for hvad skulle den stakkels mand gøre? Traditionelt har udenrigs- og sikkerhedspolitik været stærke republikanske emner, og demokraterne har været tilsvarende pressede på det emne.

Efter Obamas første 4 år ved magten var det billede ikke længere så stålfast, som det hidtil havde været. For i de år havde Obama faktisk klaret det til mere end godkendt. USA var ude af Irak (på det tidspunkt, så det ud til, at det gik fint i landet), Osama bin Laden var død og al Qaeda var presset af den effektive dronekrig, som Obama-administrationen styrede fra det Hvide Hus. Hvordan kunne republikanerne angribe det? Det kunne de sådan set heller ikke, og derfor vandt Obama den udenrigs- og sikkerhedspolitiske debat.
Nu 2 år senere ser verden anderledes ud, og demokraterne er igen blevet sårbare for kritik på det område, pga. præsidentens håndtering af flere kriser som er opstået især i 2014.

Emnet som diskuteres uden at blive diskuteret
2014 har givet Obama problemer, den russiske annektering af Krim og den hurtige fremrykning som Islamisk Stat har formået i Irak og Syrien har givet anledning til udbredt kritik. Mange mener nemlig ikke at Obama har håndteret situationen godt nok. Det giver nu anledning til hundeslagsmål mellem de to partier.

For hvordan skulle situationen have været håndteret. Flere republikanere mener, at Obama skulle have grebet ind tidligere og med større magt. Demokraterne mener sådan set også, at man burde hjælpe, men er nu bange for at missionen griber om sig.
Ligeledes diskuterer man om hvorvidt Kongressen behøver godkende missionen mod Islamisk Stat, eller om Obama har beføjelserne til det.

Republikanerne vil gerne debattere emnet i Kongressen, hvis Obama fremlægger et forslag til en resolution, som han gerne vil have Kongressens accept af. Demokraterne mener ikke, Obama behøver fremlægge en sådan resolution, men at han kan forlade sig på eksisterende lovgivning. Vores alle sammen yndling, Jon Stewart, kommenterede for noget tid siden, at det var påfaldende, at man i Storbritannien og andre koalitionslande diskuterede grundlaget for krigen og de mulige konsekvenser af indgriben, mens man i USA diskuterede, hvorvidt man behøver have en diskussion.

Men så skal ønsket om en grundig diskussion om USA’s engagement imod Islamisk Stat heller ikke tages mere alvorligt end som så. For som det republikanske kongresmedlem, Jack Kingston, i et øjeblik af usandsynlig åbenhjertelighed kom til at sige til en journalist: ”It’s an election year. A lot of Democrats don’t know how it would play in their party, and Republicans don’t want to change anything. We like the path we’re on now. We can denounce it if it goes bad, and praise it if it goes well and ask what took him so long.”
Så begge partier i Kongressen er egentlig ret godt tilfredse med den måde tingene fungerer lige nu, for så kan de fordømme eller hylde efter behov.

På grund af midtvejsvalget vælger man altså at holde sig i ro, og undlade at stemme om USA’s militære engagement i Mellemøsten. Så kan man nemlig fortsætte med at spille med musklerne overfor hinanden, uden at gøre noget som medfører reelt ansvar.

Hvorfor er det så vigtigt?
Man kan overveje hvorfor udenrigspolitik reelt spiller en rolle i et midtvejsvalg, hvor valget går ud på at vælge de kongresmedlemmer, som skal repræsentere de enkelte distrikter rundt om i landet på det føderale niveau.
Men midtvejsvalget har det med at blive en meningsmåling på hvor godt folk mener præsidenten gør sit arbejde. På det udenrigspolitiske felt har Obama i det seneste års tid ikke været overbevisende. Det smitter af på hans partifæller. Sådan skete det også for præsident Bush i 2006 da midtvejsvalget blev afgjort på hans dårlige håndtering af krigen i Irak. Sådan sker det ofte. Derfor er udenrigspolitik også et relevant emne i denne omgang, for demokraterne lider under den kritik som Obama er under.

På den anden side, så er udenrigspolitik også vigtigt i forhold til midtvejsvalget, fordi de kongresmedlemmer, som kommer ind i november kommer også til at have en indflydelse på udenrigspolitikken.

Bl.a. er Kongressen den eneste instans som kan erklære krig på vegne af USA. Men som det tidligere er beskrevet her på Kongressen.com, så sker det oftere i moderne tid at præsidenten går udenom Kongressen og finder alternative juridiske grundlag for militær indgriben. Under Obama har det været tilfældet i Libyen og nu i kampen mod Islamisk Stat. Men der er en anden måde Kongressen kan influere udenrigspolitikken. Det kan de gennem den magt, som Kongressen har til at give bevillinger til Pentagon, samt at de bestemmer Pentagons budget. Det er den måde Forfatningen sørger for, at Kongressen kan holde USA ude af militære konflikter, som Kongressen ikke ønsker. Hvis man ikke kan lide det, så kan man i princippet slutte bevillingerne.

Bevillingerne til de militære engagementer som måtte opstå, som f.eks. kampen mod Islamisk Stat, er en måde, hvor Kongressen får indflydelse på USA’s sikkerhedspolitik af en mere kortsigtet karakter.
Men kontrollen med Pentagons budgetter giver en langsigtet indflydelse på sikkerhedspolitikken. For de penge bestemmer hvilke våbensystemer der skal udvikles (eller fortsættes udviklingen af), hvor militærets ressourcer geografisk skal placeres, hvilke kapaciteter militæret skal have i fremtiden. Disse ting er med til at definere hvordan det amerikanske militær kan bruges i fremtiden. Et eksempel på dette er hvorledes ”sequestration”, de automatiske nedskæringer som er midlertidigt afskaffet frem til budgetåret 2016. Kongressen har en enorm indflydelse på om disse nedskæringer vil vende tilbage, og potentielt have katastrofal indflydelse på amerikansk sikkerhedspolitik. Det er en af de største sikkerhedspolitiske udfordringer som den nye kongres vil stå overfor.