”Signalet fra vælgerne er klart: No more business as usual”

Anti-establishment-bølgen ruller hen over USA i disse dage. Og volder store problemer for erfarne politikere som Hillary Clinton og Jeb Bush. Samtidig ligner Marco Rubio en mand, der for alvor er ved at have momentum, vurderer RealClearPolitics’ Carl Cannon

Af Anders Agner Pedersen og Frederik Worup

Det kører ikke for Hillary Clinton i øjeblikket. Hendes popularitet er fortsat for nedadgående, hendes opbakning i målingerne er faldet mærkbart de seneste måneder og rygterne om Joe Bidens mulige kandidatur bliver ved med at spøge. Samtidig har Bernie Sanders vist, at hans kampagne har længere holdbarhedsdato end de bryder sig om i Clinton-lejren. Derfor er der grund til panderynker af den lidt dybere slags hos fru Clinton i disse dage.

Om panderynker overhovedet er et koncept, Donald Trump anerkender, skal være usagt. Ikke desto mindre er gassen så småt begyndt at gå ud af Trump-ballonen i kølvandet på den seneste repubikanske tv-debat for et par uger siden. En debat, der har givet den tidligere Hewlett Packard-boss Carly Fiorinas kampagne nyt liv.
Der er dog fortsat de to Florida-politikere, Jeb Bush og Marco Rubio, der må betegnes som favoritterne at vinde den republikanske nominering. Og i øjeblikket, ja, der ligner Rubio manden med momentum.

I denne måneds udgave af Cannons Q & A ser Carl Cannon, chef for RealClearPolitics’ Washington redaktion nærmere på den aktuelle situation i de to partier her godt et går før valgdagen og få dage før Demokraterne mødes i den første direkte tv-duel.

Hillarys formkurve er i øjeblikket for nedadgående. Hvad er problemet?
”Hun fører stadig på nationalt plan. De seneste målinger viser, at hun ligger 16,5 procentpoint over Bernie Sanders. Men hun er repræsentant for establishmentet. Hun har været i valgkampe før, hun er et kendt ansigt med et kendt navn og har omfattende økonomiske ressourcer. Så vi har Bernie Sanders, altså en amerikansk socialist, der står til 25 % og en fyr, der slet ikke er med endnu, Joe Biden, der står til 19 %. Det er ikke opmuntrende nyheder for Clinton-lejren. Nok fører hun, men hun burde – sine modstandere taget i betragtning – føre langt større end tilfældet er.”

Apropos Biden, foregår der en del spekulationer omkring hans kandidatur. Hvordan taler de politiske kredse om ham lige nu?
”Der er modstridende signaler, når det kommer til Biden. Vi skal starte med at se tilbage på dengang han blev valgt til vicepræsident. Han blev han valgt af Obama som sin vicepræsident frem for Clinton, fordi Obama simpelthen følte og stadig føler sig godt tilpas i Bidens selskab. Adspurgt om Biden svarede Obama forleden: ”I love this guy” og sådan taler Obama som regel ikke. Så Biden blev valgt fordi han ikke ville komme til at stå i vejen for Obama. Nogle præsidenter som Reagan, Kennedy og Obama har grundlæggende ikke haft lyst til at have en ”running mate”, men det er de nødt til. Derfor vælger de en til vicepræsident som de ved ikke står i vejen for dem. Så Obama snakkede med Biden dengang og ridsede linjerne op for ham. Jeg ville elske at have været i det rum, da Biden har været nødsaget til at acceptere præmisserne. Men nu har Biden tjent Obama i syv år og har i øvrigt stillet op to gange før, så hans overvejelser lige nu går på: ”Why shouldn’t I run?” Nogle indvender, at han er gammel, i starten af 70’erne. Jeg har selv mødt Biden og han er en meget tiltalende og karismatisk fyr. Han er typen, man tænker vil stille op. Desuden skulle han have fortalt en ven i sin meget nære omgangskreds, at han har lyst til at stille op, så hvorfor skulle han vente?”

Lad os vende os mod Bernie Sanders som den tredje og sidste seriøse kandidat hos Demokraterne. Han fører i New Hampshire og faktiske ganske stort. Hvad er hans situation lige nu? Og hvor tung en klods om benet på Hillary kan han blive på længere sigt?
”Om New Hampshire må man forstå, at der er tale om en lille stat, hvor folk forventer at møde kandidaterne tæt på. USA har 300 millioner mennesker, men New Hampshire har mindre end en million indbyggere. Folk er vant til at forsamles, så der er en underliggende forventning om at kunne konfrontere kandidaterne med direkte debat. Dertil kommer, at folk i New Hampshire er kendt for ikke at bryde sig om at blive fortalt, hvad de skal gøre. De følger ikke bare strømmen, men vil derimod gerne selv beslutte sig uafhængigt af, hvad andre måtte mene om det. Tilbage i 2008 slog Hillary Obama i New Hampshire, så hun har en vælgerbase dér, hvorfor jeg ikke vil dømme hende ude endnu. Dertil kommer, at der i New Hampshire både vil være et demokratisk og republikansk primærvalg, så vælgerne kan stemme begge steder. Det betyder, at mange af dem der har givet udtryk for, at de vil stemme på Trump, faktisk kan ende med at stemme på Bernie Sanders eller Joe Biden. Så selv om statistikkerne lige nu taler for Sanders, er New Hampshire svær at spå om.”

Hvis vi vender os mod Republikanerne, kan vi stadig ikke komme udenom Trump. I de seneste målinger ser det imidlertid ud til, at han er gået en anelse tilbage. Ser du det her som starten på slutningen for Trump eller hvordan ser du hans situation lige nu?
”Der er gået en smule luft ud af Trump, men det er vigtigt at huske på, hvordan de her meningsmålinger bliver udført. Man ringes op og det første man får stukket i hovedet er en løgn. Man bliver spurgt: ”Hvis der var valg i dag, hvem ville du så stemme på?” Præmisserne, der sættes op er misvisende. Der tilbydes et slags frirum. Deltagerne i meningsmålingerne har komplet frihed til at sige, hvad end der passer dem på det pågældende tidspunkt. Hvis deltagerne eksempelvis har fået nok af politisk korrekthed eller bare er i et konfliktsøgende humør når de bliver ringet op, er det let at svare Trump. Det er ikke bindende. Derfor tror jeg også det er vigtigt at forstå udviklingen i meningsmålingerne ud fra, at folk efterhånden også bliver mere sofistikerede vælgere, der ved hvordan den slags foregår. Derfor er de bevidste om at de kan sende et signal ved at sige noget, som de i bund og grund ikke mener, men blot vil signalere at man er utilfreds med, hvordan tingene i Washington foregår lige nu. Altså; Trump er ikke over alt, fordi han har alle svarene, men fordi vælgerne vil vise at, de ikke vil have ”business as usual”. For mig er det mest overraskende derimod Ben Carson, der ligger nummer to efter Trump. Han er afroamerikansk kirurg og ja, han er meget begavet, men han ved ikke mere om at styre en regering end han ved om at flyve Air Force One. Nummer tre er så Carly Fiorina, der aldrig har haft et offentligt embede. Hun har ganske vist erfaring fra forretningsverdenen, men absolut ingen erfaring med at lede en regering. For at opsummere er samtlige af personerne, der fører hos Republikanerne, folk, der aldrig har set skyggen af et regeringskontor. På samme tid består den nederste halvdel af mennesker, som Rubio og Bush, der har gode erfaringer med offentlige embeder. Så hele det republikanske spil er vendt på hovedet. Men det er der altså en grund til. Vælgerne fortæller, at de er utilfredse med, hvordan Washington fungerer eller ikke fungerer lige nu.”

Scott Walker har forladt valgkampen. Selvom han ikke havde særlig stor støtte blandt vælgerne, havde han nogle ret markante donorer, der nu er frigivet. Er der nogle indikationer på om de her støtter nu tager til Rubio eller Bush eller en helt tredje?
”For mig at se vil de gå til Rubio, hvor jeg i øvrigt tror, at de fleste vil ende før eller siden. Men det er stadig en konkurrence. Det kræver ressourcer at stille op til offentlige embeder. Man er nødt til at forstå, hvordan vælgerne tænker. Og Walker lignede ærlig talt en mand, der var havnet i en vægtklasse over sin egen.”

Rubio har netop overhalet Bush i de seneste meningsmålinger. Sammenligner man de to i de seneste republikanske dueller, forekommer Rubio på mange måde mere præsidentiel end Bush. Hvad mener du om det?
”Der er kun plads til én af dem i det her ræs. Selv om den bedste hånd Republikanerne ville kunne spille uden tvivl hedder Bush-Rubio, er de fra samme stat, så det udelukker dén kombination. Lige nu ser det ud til, at Rubio har momentum, fordi der er en følelse af, at han repræsenterer fremtiden, hvor Bush omvendt er synonym med fortiden og mere af det samme. Dertil kommer, at Rubio har mere karisma. Han er svær ikke at kunne lide. Han er begavet og han har gjort det godt de steder, han før har været. Alt det imens så kan både Tea Party-fløjen, det mere moderate republikanske establishment og partiet generelt lide ham. Ydermere er han latino og repræsenterer på den måde en god historie om at kæmpe sig nedefra og op – kort sagt er han en personificering af den amerikanske drøm ligesom Obama var det tilbage i 2008. Men der er et men. Hvis man er konservativ eller uafhængig vælger, så er mere af ”Obama-historien” ikke ønskelig. Det er Rubios problem; han minder nogle vælgerskarer for meget om Obama. De har samme profil. De er tiltalende, minoriteter og meget begavede. Så hvis vælgerne skal vælge mellem Rubio og Bush – hvilket jeg tror, at det ender med – vil de så have ham med erfaring, Bush, eller ham med karisma, Rubio. Det er et svært valg for republikanere. Normalt vil man sige karisma, men efter Obama-tiden, behøver det ikke nødvendigvis at blive sådan.”