Uanset om præsidentposten bliver overtaget af Joe Biden eller ej den 3. november har demokraterne et generelt stort problem, nemlig Senatet.
Vreden og frustrationen har været mærkbar i den demokratiske lejr i Washington, siden republikanerne i Senatet besluttede at erstatte det afdøde liberale ikon Ruth Bader Ginsburg i Højesteret med den ærkekonservative Amy Coney Barrett. Og det med god grund, for det, der i starten af 2016 – efter Barretts læremester Antonin Scalias død – lignede et liberalt flertal i retten, kan nu blive til et konservativt overtag på 6-3, der kan få enorme konsekvenser over de næste årtier. Men den største frustration må næsten stamme fra den kendsgerning, at de demokratiske senatorer må se magtesløse til – så længe de er i mindretal, er der nemlig så godt som intet, de kan gøre.
På den måde er situationen med Højesteret i virkeligheden et godt billede på det, der i mange år fremover kan blive demokraternes store hovedpine, selv hvis Joe Biden skulle blive præsident: Senatet.
Grunden til demokraternes højesteretskrise er nemlig, at de ikke har haft flertal i Senatet, hvor højesteretsdommere som bekendt bliver bekræftet, siden midtvejsvalget i 2014. Bedre bliver det ikke af, at deres kandidater samlet set har fået langt flest stemmer ved de tre valg, der har afgjort Senatets nuværende sammensætning (en tredjedel af Senatet på valg hvert andet år).
Stater betyder mere end vælgere
På trods af højlydte protester over flertalsleder Mitch McConnels kyniske normbrud og åbenlyse hykleri er demokraternes problem nemlig ikke, at republikanerne spiller ufint. Det virkelige problem er, at selve spillets rammer giver republikanerne en fordel.
Hvordan hænger det sammen?
Jo, det kommer sig af, at Senatet vælges af staterne, og staterne er ganske enkelt mere republikanske, end den amerikanske befolkning er. Det lyder måske absurd, men i virkeligheden burde det være indlysende: Da alle stater har to senatorer, har de mindst befolkede stater uforholdsmæssigt stor repræsentation i senatet, og generelt er de mindst befolkede stater mere republikanske end demokratiske.
Dermed er republikanernes kernevælgere fra de tyndest befolkede områder stærkt overrepræsenteret i Senatet, hvilket giver dem en stor fordel, når det kommer til at få og bibeholde et flertal gennem flere valgperioder. Som valg- og meningsmålingseksperten Nate Silver har beregnet det, er medianstaten mellem 6 og 7 procentpoint mere republikansk end den amerikanske medianvælger, således at demokraterne har brug for en overvældende stor valgsejr for at kunne få flertal i Senatet.
Nye stjerner på flaget?
Så længe Senatet i den grad favoriserer republikanere, er det derfor meget svært for demokrater at vinde det flertal, de skal bruge for at kunne gennemføre deres politik – men det er der måske råd for.
De seneste år har man nemlig i demokratiske kredse talt om en radikal måde, hvorpå man kan vilkårene i Senatet mere lige: Mange demokrater vil simpelthen tilføje nye stater, der kan sende flere demokrater til Capitol Hill.
De mest oplagte kandidater er D.C. og Puerto Rico, der begge huser amerikanske statsborgere, som ingen reel repræsentation har i landets lovgivende forsamling (begge har et kongresmedlem, men vedkommende må ikke deltage i afstemninger og har derfor ingen reel magt). Selvom det vil blive set som et forsøg på at styrke demokraternes magt, har de derfor også et godt demokratisk argument på deres side: ”No taxation without representation” må de fleste amerikanere have svært ved at erklære sig uenige i.
Samtidig vil en sådan reform have yderligere en positiv demokratisk bivirkning. Grunden til, at Senatets struktur favoriserer republikanerne, er nemlig, at de tyndt befolkede stater, som den giver uforholdsmæssig indflydelse til, har en stor andel af hvide indbyggere uden for de store byer. Hvide amerikanere, der bor på landet, er derfor overrepræsenteret i Senatet, og de er tilfældigvis også republikanernes kernevælgere – heraf den partiske skævhed.
Hvis D.C. og Puerto Rico gøres til stater, tilføjes der fire nye senatorer, der repræsenterer stater med et flertal af henholdsvis sorte og latinoer. Dermed vil et Senat med medlemmer fra D.C. og Puerto Rico være med til at rette op på den demografiske ubalance i, hvem landets mest magtfulde lovgivende forsamling repræsenterer – foruden at det tilfældigvis betragteligt øger demokraternes chancer for flertal.
Demokraternes eneste problem med den plan er, at den formentlig aldrig vil lykkes, som Senatet fungerer i øjeblikket.
Filibusteren: Minoritetens supervåben
For når det kommer til faktisk at gennemføre lovforslag, er der endnu en udfordring i Senatet: Den såkaldte filibuster. Det er en mulighed, alle senatorer har, for at forhindre Senatet i at gå videre til næste punkt på dagsordenen, indtil et flertal på 60 ud af 100 senatorer stemmer for at afslutte emnet. I realiteten betyder det, at der skal 60 stemmer til for at få et lovforslag gennem Senatet – og medmindre man ændrer visse regler, gælder det også, hvis man vil tilføje en ny stat.
Men det er langtfra det eneste problem, filibusteren udgør for demokraterne, for i sig selv gør den det praktisk taget umuligt at gennemføre nogen politik uden et i øjeblikket urealistisk flertal med mindst 60 senatorer. Udover begrænsede muligheder hvert år i forbindelse med budget reconciliation, der kan sammenlignes med en dansk finanslov, kan demokraterne ikke gennemføre noget som helst uden republikanske stemmer.
Med tanke på, hvor afgørende filibusteren er blevet for amerikansk politik, er det svært at forstå, men faktisk var det aldrig meningen, at den skulle være en del af den politiske værktøjskasse. Den opstod som en ren tilfældighed i de tidlige dage i Senatet, hvor man afskaffede en regel, der havde gjort det muligt at gennemtvinge en afstemning om et emne for at komme videre til næste.
Fordi den aldrig blev brugt, virkede den regel unødvendig, men dens afskaffelse åbnede et smuthul, eftersom der pludselig ikke var nogen måde at komme videre fra et emne på, så længe bare én enkelt senator nægtede. Senere ændrede man reglerne, så Senatet gennem den såkaldte cloture-proces kunne tvinge sig videre til næste punkt på dagsordenen, hvis først to tredjedele og senere (fra 1975) tre femtedele – altså 60 senatorer som i dag – stemte for.
En 1800-tals regel i det 21. århundredes kongres
Der gik lang tid, før nogen overhovedet opdagede, hvordan filibusteren kunne udnyttes, og længe blev den sjældent brugt. Og fordi partierne tidligere var langt mindre organiserede og polariserede, blev den heller ikke systematisk brugt af ét parti til at blokere det andet partis politik.
Sådan hænger det imidlertid ikke længere sammen, og siden 2010 er der i gennemsnit over 80 gange om året blevet stemt om at bryde en filibuster gennem cloture. Det skyldes bl.a. også, at selve filibuster-processen samtidig er blevet mindre krævende – f.eks. skal man ikke længere nødvendigvis holde talerstolen, men kan nøjes med formelt at erklære sin hensigt om at bruge filibuster-processen.
Således endte en 200 år gammel tilfældighed som minoritetens supervåben, der komplet lammer et politisk system, hvor hvert parti er imod det meste af det, det andet arbejder for.
Reform ville muliggøre lovgivning
Selvom en afskaffelse af filibusteren kan virke mindre radikal end at tilføje nye stater, vil den derfor kunne få om muligt endnu større betydning på langt sigt. Det ville vende op og ned på incitamenterne i amerikansk politik: Hvor passivitet og obstruktion har præget Washington i årtier, vil det pludselig være muligt at lovgive med et simpelt flertal. Det regerende parti vil i langt videre udstrækning end i dag kunne gennemføre sine politiske prioriteter, og vælgerne vil rent faktisk kunne dømme politikerne på, hvad de gennemfører, og ikke bare det, de forsøgte at gennemføre.
Men af netop den grund er det heller ikke alle demokrater, der tør afskaffe filibuster-processen. De ser det som risikabelt, fordi de – nok ikke uden grund – frygter, at republikanerne vil udnytte ændringen til at gennemtrumfe deres egne prioriteter, når de en dag kommer til magten. Spørgsmålet her er bare, om det er vigtigst at gennemføre sin egen politik eller at forhindre det andet parti i at gennemføre sin.
Derudover findes der senatorer af den gamle skole, som tror på samarbejde, kompromis og gode professionelle forhold på tværs af partiskel, der sørger for, at den politik, der bliver gennemført, har bred opbakning. Filibusteren, siger de, sikrer, at flertallet ikke bare tromler sin dagsorden igennem, uden at mindretallet har mulighed for at blive hørt.
Kan Senatet samarbejde?
Problemet med den logik er bare, at det ikke er det, der sker. I stedet udnytter minoriteten sin uforholdsmæssige magt til at forhindre flertallet i at holde sine løfter, så vælgerne straffer dem og gør minoriteten til majoritet. Sådan fungerede Mitch McConnells republikanske senatorer under Præsident Obama, og sådan vil de fungere under en eventuel Præsident Biden.
Men Joe Biden er netop af den gamle skole. Lige siden primærvalget har han snakket om sin klippefaste tro på, at han kan slå en handel af med McConnell og få de kolleger, han kender så godt fra sine mange år i Washington, til at samarbejde og gå på kompromis for det fælles bedste.
Hvis Biden skulle vinde valget og få demokratisk flertal i Huset og Senatet, tyder alt derfor på, at han vil forsøge at samarbejde med republikanerne – i hvert fald til at begynde med. For siden Ruth Bader Ginsburgs død har der været tegn på, at demokraterne ikke bare vil lade stå til, hvis de løber ind i den republikanske mur af obstruktion, der plagede Obama gennem især de sidste år af hans præsidentperiode.
Hvis der ikke er nogen tegn på kompromisvillighed fra republikanernes side, kan moderate Biden se sig tvunget til at gennemføre de reformer, der gør det muligt for ham at regere, hvis han skulle vinde valget. Der er ingen vej udenom, hvis han vil udvide Obamacare, kickstarte en grøn omstilling, begrænse adgangen til skydevåben og føre resten af sin ambitiøse dagsorden ud i livet.
Joe Biden: The great reformer?
Og der er faktisk tegn på, at det ikke længere skal anses for en umulighed. Det måske vigtigste eksempel kom under den første præsidentdebat, hvor Biden ikke ville svare klart på spørgsmålet om filibusteren. Gennem hele debatten frasagde han sig den ene idé fra venstrefløjen efter den anden, men da moderator Chris Wallace spurgte, om han gik ind for afskaffelsen af filibusteren, nægtede Biden at tage stilling.
Det var ikke ligefrem en støtteerklæring til idéen, men det var en klar indikation på en enorm udvikling fra den Biden, der udtalte sig så forsigtigt i primærvalget. Måske er det ved at gå op for den gamle senator, at tiderne er skiftet, og at han ikke længere kan regne med forhandling i god tro med sine tidligere republikanske kolleger.
Hvis det er tilfældet, ved han også, at filibusteren er den første og vigtigste udfordring, der skal skaffes af vejen – og hvis det ikke skal bide ham og demokraterne bagi, skal der også gøres noget ved Senatet.
Begge dele er ikke bare god demokratisk strategi, men bydende nødvendige af demokratiske årsager: Nye stater vil gøre Senatet mere repræsentativt, og afskaffelsen af filibusteren vil gøre det muligt at regere med et opnåeligt flertal. Alternativet til disse reformer er, at USA fortsætter ad den nuværende vej, der er belagt med politisk lammelse og drastisk faldende legitimitet, mens et demografisk og politisk mindretal dikterer, hvad der er politisk muligt.
Hastigheden ned ad den vej er kun taget til gennem det sidste årti, og manøvrer som den, der netop nu bliver gennemført med den forventede bekræftelse af Amy Coney Barrett efter blokeringen af Merrick Garland i 2016, gør det klart for demokraterne, at de må gøre noget. Således kan Mitch McConnells kynisme og obstruktion give anledning til USA’s største politiske reformer i nyere tid og udløse et politisk jordskælv, der vil give rystelser mange år frem i tiden.
Og på den måde kan politisk forsigtige, moderate og kompromissøgende Joe Biden ende med rollen som den store liberale reformator.
