I en historisk afstemning udnævnte det amerikanske senat i denne uge Eric Fanning til minister for hæren. Dermed blev han den højest placerede homoseksuelle nogensinde i Pentagon. Udnævnelsen har taget rigtig lang tid, da Fanning, blev fanget i præsident Obamas mangeårige kamp med Kongressen om lukningen af Guantanamo.
Tirsdag holdt det amerikanske senat en historisk afstemning, da de bekræftede udnævnelsen af Eric Fanning som minister for den amerikanske hær. Fanning skaber historie ved at være den højest placerede åbent homoseksuelle nogensinde i det amerikanske militær.
Processen har været meget langstrakt, da præsident Obama nominerede Fanning til posten for otte måneder siden. Men som med mange andre regeringsposter, så er præsident Obamas nominering ikke nok til en udnævnelse. Det kræver en afstemning i senatet. Det er i denne del af processen, at Fannings udnævnelse er blevet gidsel i præsident Obamas opgør med Kongressen om lukningen af det kontroversielle fængsel i Guantanamo Bay.
Otte måneder er gået, men nu føler senator Pat Roberts fra Kansas sig tryg ved at fangerne fra Guantanamo ikke vil blive flyttet til hans hjemstat. Derfor stoppede han med at blokere for Fannings udnævnelse.
Dermed var der åbnet for at senatet tirsdag, stemte for at godkende Fannings udnævnelse. Nu kan han indtage posten som minister for hæren.
Den ene historiske kamp har dermed stået i vejen for videreførelsen af en anden.
Gidsel i kampen om Guantanamo
Kampen om lukningen af Guantanamo har stået på siden præsident Obama, som sin første handling underskrev en ordre om at lukke fængslet på Cuba.
Kongressen har hele vejen blokeret ved lovgivning om at præsidenten ikke må overføre fanger til det amerikanske fastland, eller bruge penge fra Pentagons budget til at flytte fangerne. Derfor har Obama måtte forlade sig på at andre lande vil tage fangerne for ham. Men den proces er blevet yderligere forhalet af, at forsvarsministeren skal skrive under på at fangerne ikke er til fare for amerikansk sikkerhed. Det har Obamas skiftende forsvarsministre været tilbageholdende med at ville.
I lang tid har der floreret rygter om, hvor man kunne overføre fangerne til. De rygter blev i februar konkretiseret ved at præsident Obama fremlagde en plan for hvordan han vil lukke fængslet. Det er her Fanning blev fanget. Planen inkluderede nemlig, at fangerne kunne overføres til det amerikanske fastland, en løsning som skulle findes i samarbejde med Kongressen. Hele vejen igennem blev staten Kansas nævnt som en mulig løsning med det militære fængsel ved Fort Leavenworth.
De vedvarende rygter om muligheden for at fangerne kunne overføres til Kansas, fik statens senator Pat Roberts til at slå bremserne i for udnævnelsen af Eric Fanning.
Her otte måneder senere føler Roberts sig tryg ved at fangerne ikke vil blive overført til Kansas.
Som han fortæller det, så har han haft en dialog med Obama-regeringen, som har erkendt at tiden er rindet ud for lukningen af fængslet.
Fortællingen fra assisterende forsvarsminister Robert Work er dog, at man må erkende at der er begrænset tid tilbage til at finde en aftale med Kongressen – og at ingen muligheder var af borde for overførsel af fanger. Lidt forskellige udlægninger.
Men resultatet blev altså at Roberts opgav sin blokade, og senatet kunne stemme om Fannings udnævnelse.
En kæmpe reformproces under præsident Obama
Fannings udnævnelse er seneste skridt i en stor reformproces i militæret, som præsident Obama indledte kort efter han overtog roret i det Hvide Hus.
I 2011 gjorde han op med reglen om ”Don’t Ask, Don’t Tell”, som gjorde at homoseksuelle godt måtte tjene i de væbnede styrker forudsat at de holdt deres seksualitet hemmelig. Hvis det blev kendt, at man var homoseksuel var det fyringsgrund. Den regel afskaffede Obama i 2011.
Ligeledes har præsident Obama gjort op med forbuddet mod kvinder i kampenheder. Det har åbnet op for at kvinder kan gøre tjeneste i alle dele af de væbnede styrker, og dermed også specialstyrkerne. De første tre kvinder har allerede gennemført Ranger uddannelsen. En af dem, 27- årige kaptajn Kristen Griest fik sidste måned som den første kvinde godkendt sin stilling ved en kampenhed.
Den 13. maj nåede det amerikanske militær så endnu en milepæl, da general Lori Robinson overtog kommandoen over U.S. Northern Command, og dermed blev den første kvinde nogensinde i spidsen for en såkaldt Combatant Command.
Udnævnelsen af Fanning er altså seneste skridt i en omfattende reform indenfor militæret, som præsident Obama har gennemført siden 2009. Disse reformer vil stå som en fremtrædende del af præsident Obamas forsvarspolitiske eftermæle.
You must be logged in to post a comment Login