Der er stor sandsynlighed for, at det næste power-couple i amerikansk politik hedder Joe Biden og Mitch McConnell. Kamphanerne, som står på hver sin side af den amerikanske politiske debat, deler dog et historisk tæt forhold. En relation, som er blevet testet både under Obama-administrationen og gennem lang tid som kollegaer i Senatet. Spørgsmålet er blot, hvilken rolle relationen mellem de to politiske koryfæer kommer til at spille for USA’s politiske fremtid.
Siden Det Republikanske Parti overtog magten i Senatet ved midtvejsvalget i 2014 har Mitch McConnells politiske linje for flertallet været hård og konsekvent. Det republikanske flertal i Senatet under ledelse af McConnell satte hælene i overfor Præsident Obama ved at agere stopklods for adskillige af Obamas politiske ambitioner i de sidste to år af dennes præsidentembede. Det er nært at tro, at McConnell vil sætte samme kurs for republikanerne, hvis de formår at holde fast i flertallet i yderligere en term.
For at forstå hvad et fremtidigt samarbejde mellem et republikansk flertal i Senatet og en Præsident Biden vil indebære, kan man undersøge, hvorledes de to mænd tidligere har arbejdet sammen i deres fælles fortid i Senatet.
Pragmatikeren og kynikeren
Joe Biden gik til valg som en pragmatiker – og en stor del af hans præsidentkampagne har været bygget om udtrykket, at han ”var en demokratisk kandidat, men at han vil regere som en amerikansk præsident”. Biden er kendt som en populær herre på Capitol Hill, hvor han har arbejdet sammen med såvel Demokrater som Republikanere. Under Obama-administrationen var Biden således instrumental i samarbejdet mellem de to dele af magtens tredeling.
Hvor Joe Biden har forsøgt at sælge sig selv som pragmatiker, ligger Mitch McConnell ikke skjul på sin kynisme, når det gælder strategier inden for politikudvikling. Mitch McConnell er en politiker, der deler vandene, og hans uregelmæssige facon har taget de fleste senatorer på sengen og omdannet ”the world’s greatest deliberative body” til et politisk våben, som aktivt har spillet en rolle i forme USA. Det fremgår tydeligst i det parløb, der har været mellem Præsident Trump og Senatets majoritetsleder i udpegelsen og bekræftelsen af føderale dommere.
Præsidenten er stærkest, når han har Kongressen i ryggen
Hænderne er derimod anderledes bundet med Joe Biden som præsident. McConnell har ikke muligheden for at indgå som en del af et større republikanske samarbejde med en administration, der har de samme mål som ham selv. Fortsat er der dog vrede fra det republikanske, der efter Præsident Trumps nederlag, ikke har det meget tilovers for en kommende Præsident Biden.
Demokraternes flertal i Repræsentanternes Hus skrumpede også ind ved valget, og der er derfor en risiko for, at partiet kommer til at tabe magten over begge kamre, når de amerikanske vælgere til midtvejsvalget om to år kommer til at forme de sidste to år af Biden-administrationen.
Hvis Det Republikanske Parti formår at vinde Repræsentanternes Hus tilbage, er det nært at forestille sig, at Biden-administrationen kommer til at gå det samme dødvande i møde, som det var tilfældet for Obama-administrationen.
Der bliver lagt planer for to forskellige scenarier
Selvom Bidens kampagne har udviklet den mest progressive platform for Demokraterne i flere generationer, bliver der allerede nu internt i Biden-administrationen talt om at føre politik med basis i to vidt forskellige scenarier.
Det første scenarie går på at Demokraterne formår at flippe Senatet. Dette vil give partiet mulighed for uden større forhindringer at implementere sine politiske prioriteter, og der er hermed også langt større mulighed for at Bidens ambitiøse politikker vil se dagens lys.
Det andet scenarie, der er mere sandsynligt, går på, at Republikanerne – som forventeligt – sejrer i de to omvalg til Senatet i Georgia. Dette vil cementere McConnells position som den mest magtfulde republikanske politiker i Washington, som vil have magten til at blokere Biden-administrationens ambitiøse progressive platform.
Hvis Senatet forbliver på republikanske hænder, er det dermed ikke en ligeså stor kæp i hjulet for Joe Biden, som det vil være for den progressive fløj i Det Demokratiske Parti. Potentielle kandidater, som kan vinke farvel til pladser i Joe Bidens regering, er nationale profiler som Bernie Sanders og Elizabeth Warren – disse kandidater vil allerede inden en officiel nominering være blevet erklæret som dødfødte projekter af de republikanske udvalgsformænd i Senatet. Herudover vil progressive lovændringer heller ikke se dagens lys og Biden vil høj grad forsøge at få dele af sine mest progressive politikpunkter trumfet igennem via præsidentielle dekreter.
For at Præsident Biden ikke blot skal blive en glemsom plet i historiebøgerne, er det dermed centralt, at han formår at finde tilbage til sine pragmatiske rødder og overbeviser McConnell om et samarbejde over midten af amerikansk politik.
