Rygtet om valgsvindel som trussel mod USA’s demokrati er stærkt overdrevet

Selv om Republikanerne gentagende gange har påpeget, at valgsvindel er en både reel og vedvarende trussel mod det amerikanske valgsystem, er der intet belæg for denne påstand. Tværtimod er antallet af sager om forsøg på valgsvindel i løbet af de forgangne 12 år yderst begrænset

Følger man den politiske debat i en række amerikanske svingstater, kan man nemt få det indtryk, at valgsvindel er en trussel mod det amerikanske demokrati. Ifølge Brennan Center for Justice, er der siden begyndelsen af 2013 fremsat mindst 89 lovforslag i 31 stater, som alle har haft til formål at gøre det sværere at komme til at stemme. Nogle af disse love kræver eksempelvis nye typer af foto-id (og tillader eksempelvis ikke studerende at bruge deres studiekort), afkorter det antal dage, hvor man kan stemme (og skaber således længere køer ved valgstederne), eller de forsøger at afskaffe muligheden for at lade sig registrere som vælger samme dag som man stemmer.

Spørgsmål om, hvor nemt eller svært det bør være at stemme er kommet til at stå centralt i den partipolitiske kamp. Mange demokrater hævder, at alle disse tiltag, som oftest forsøges gennemført af republikanske guvernører og/eller republikanske flertal i de pågældende staters lovgivende forsamlinger, og at deres egentlige formål er at nedbringe stemmeprocenten blandt grupper som overvejende stemmer demokratisk – unge vælgere, sorte vælgere og andre minoriteter. Dette er grupper, som det traditionelt har krævet en større indsats at få til stemmeurnerne, og derfor grupper som man kan forvente nemmere vil falde fra, hvis det kræver en større indsats og længere ventetid at komme til at stemme.

Det republikanske svar er typisk, at disse påstande intet har på sig, at kravene om foto-id ikke er skrappere end dem man stiller mange andre steder i samfundet, og at lovgivningen udelukkende har til formål at styrke demokratiet ved at forhindre valgsnyd. Demokraterne svarer, at eksempelvis afskaffelse af muligheden for at stemme om søndagen umuligt kan have noget med valgsnyd at gøre, men derimod typisk rammer sorte vælgere, der ofte samler hele menigheden efter søndagsgudstjenesten og kører hen for at stemme (overvældende demokratisk).

Når demokrater raser over alle forslagene, som skal gøre det sværere at komme til at komme til at afgive sin stemme, burde de nok for god ordens skyld også nævne, at der i samme periode var mere end dobbelt så mange lovforslag i enkeltstaterne, hvis formål var at gøre det nemme at stemme. Det ændrer imidlertid ikke ved, at mens det i mange år var en fælles bestræbelse for partierne at styrke demokratiet ved at få flere til stemmeurnerne, så synes der nu at være et klart mønster i, hvilke stater Republikanerne nu synes det bør være sværere i.

Valgsnyd er nærmest ikke-eksisterende
Modstanderne af lovforslag som vil gøre det sværere at stemme, har også et andet slagkraftigt særdeles slagkraftigt argument, nemlig, at der ikke er noget reelt problem som kræver ny lovgivning. Valgsnyd er nærmest ikke-eksisterende. Her bliver man imidlertid konfronteret med en af kløfterne i amerikansk politisk kultur, for især mange ”Tea Party”-aktivister føler sig overbeviste om, at valgsvindel er et reelt problem. Ser man jævnligt Fox News, får man samme indtryk. En række ledende republikanere har også gjort deres til at stimulere opfattelsen. Forud for præsidentvalget i 2012, udtalte formanden for Republican National Committee, Reince Priebus, at ”valgsvindel er en reel og vedvarende trussel mod vores valgsystem”.
Nærmere undersøgelser giver intet belæg for denne påstand. Når anklagerne om valgsvindel bliver gået efter i sømmene, har det hver gang vist sig, at meget få prøver at påvirke udfaldet af et valg ved at udgive sig for at være en anden person eller ved bevidst at gå til et valgsted, selv om de ikke er stemmeberettigede. Under Bush-regeringen lavede Justitsministeriet en femårig indsats for at komme valgsvindel til livs. I hele den periode fandt de kun 86 sager i hele landet, hvor mennesker uretmæssigt havde forsøgt at stemme. En anden undersøgelse fandt, at der mellem 2000 og 2012 i alt var 2068 forsøg på valgsvindel ud af 600 millioner afgivne stemmer. Det svarer til 0,0034 procent og udgør således næppe noget demokratisk problem.

Intern krig hos Republikanerne
Hvorfor skubber republikanske politikere så alligevel på i stater som North Carolina, Florida og Texas? Svaret skal måske søges i den omstændighed, at der ikke kun er en kløft mellem partierne i dette spørgsmål, men også en intern krig i det republikanske parti om, hvordan man skal forholde sig til den demografiske bombe, som ligger under partiet. Valget i 2012 var et chok for mange af de republikanere som havde troet at valget af Obama i 2008 var en undtagelse, betinget af George W. Bushs generelle upopularitet, den økonomiske nedsmeltning, og en ekstraordinær mobilisering af unge vælgere og minoritetsvælgere. Valget i 2012 viste noget andet: trods en høj arbejdsløshed og en temmelig afdæmpet popularitet, vandt Demokraterne ikke alene Det Hvide Hus med 126 valgmandsstemmer flere end Mitt Romney: Demokraterne vandt også 25 ud af 33 valg til Senatet, og fik en halv million flere stemmer end de republikanske kandidater i valgene til Repræsentanternes Hus. Kun en omfattende strategisk omlægning af valgdistrikter i 2010 sikrede et fortsat republikansk flertal dér.
Et er, at Republikanerne kun fik omkring 5 procent af de sorte stemmer. Det har efterhånden været en realitet i årtier. Værre er det, at partiet kun fik 28 procent af latinovælgerne og samme andel fra vælgere af asiatisk afstemning. Dette er de hastigst voksende vælgergrupper. Stemmeprocenten var tilmed usædvanligt høj blandt disse vælgergrupper – højere end i 2008. Ved fremtidige valg – i hvert fald ved præsidentvalg hvert fjerde år – vil Republikanerne alt andet lige stå over for en ”blå mur” af ”sikre” demokratiske valgmandsstemmer. Et kvalificeret gæt lyder, at Demokraterne på forhånd kan regne med 223 valgmandsstemmer, mens Republikanerne kan regne med 164.

Teltet skal gøres større
Valgresultatet og udsigterne for den demografiske udvikling i USA har udløst to vidt forskellige reaktioner blandt republikanere: i mere moderate kredse bliver det set som det endegyldige bevis på, at partiet må gøre ”teltet større”, hvis det vil gøre sig forhåbninger om i fremtiden at kunne vinde nationale valg. Det betyder blandt andet støtte til en immigrationsreform og andre positive tiltag, som signalerer, at partiet også har noget at tilbyde minoritetsvælgere. Det vil muligvis tage flere valg at ændre partiets image blandt minoritetsvælgere, men det er den eneste vej til overlevelse som nationalt parti, hævder de moderate.
”Tea Party”-fløjen ser helt anderledes på tingene. Den argumenterer fortsat for, at ideologisk renhed vil blive belønnet af vælgerne, og at præsidentkandidater som Bob Dole, John McCain og Mitt Romney tydeligt demonstrerer, hvad der sker når partiet går på kompromis for at tiltrække midtervælgere. De drømmer om en ideologisk ren, men charmerende kandidat – en Reagan-klon. Derfor mener de også, at partiet i mellemtiden trygt kan modsætte sig immigrationsreform og vedtage lovforslag, der lægger en dæmper på valgdeltagelsen hos demokratiske kernevælgere.

Skulle være startet tidligere
Nogle indrømmer endda åbent, hvad valglovenes egentlige formål er. Højrefløjens ”grand old lady”, Phyllis Schlafly, forklarede forleden: ”begrænsningen i antallet af dage, hvor man kan stemme er særlig vigtig, fordi muligheden for tidlige afstemninger spiller en væsentlig rolle i Obamas valgstrategi. Demokraterne vandt flertallet af de stater som tillod mange dage, hvor man kunne stemme…” ”Tea Party-Republikanerne følger den samme logik når de modsætter sig en immigrationsreform – især, hvis den angiver en vej til statsborgerskab: Det vil bare bringe endnu flere vælgere ind i den demokratiske fold, hævder de. Er deres argumentation logisk? Ja, på kort sigt. Men lige som det på kort sigt varmer at tisse i bukserne, er det sjældent nogen holdbar løsning, hvis man fryser. Det er forsøgene på at gøre det sværere at stemme heller ikke. Det burde mange ”Tea Party”-republikanere have indset allerede sidste år, hvor bestræbelserne op til valget mange steder kun satte ekstra skub i Demokraternes mobilisering. Meget tyder på, at deres eneste konklusion har været, at de denne gang skulle se at komme i gang noget tidligere.