Siden præsident Trump satte sig bag skrivebordet i Det Ovale Kontor har debatten raset om, at USA var ved at trække sig fra verden. Men denne opfattelse kræver nuancer. Politisk har USA trukket sig på en række markante områder, såsom klima. Men sikkerhedspolitisk er USA faktisk stadig markant til stede i verden – inklusiv NATO. Det er altså derfor vigtigt at få nuancer med i diskussionerne om USA’s formodede tilbagetrækning.
Det vakte stor international opstandelse, da præsident Trump beordrede amerikanske styrker væk fra områder i Syrien og gav plads til en tyrkisk offensiv mod USA’s kurdiske partnere i kampen mod Islamisk Stat. Det vakte dog langt mindre opsigt, da amerikanske styrker vendte tilbage til områder i Syrien i stort set samme antal som før den tyrkiske offensiv. Under påskud af at ville beskytte oliefelter havde Pentagon fået overtalt præsident Trump til at tillade en fortsat amerikansk tilstedeværelse i landet.
Generelt set er det vigtigt at holde sig for øje, hvad der reelt sker bag den megen støj fra tweets og politiske udtalelser fra begge sider af Atlanten, når man f.eks. diskuterer USA’s forpligtelser og støtte til NATO.
I en interessant artikel i tidsskriftet Foreign Affairs skriver Paul MacDonald og Joseph Parent, at da præsident Trump overtog præsidentposten var der udsendt 198.000 amerikanske soldater ude i verden. På nuværende tidspunkt er der 194.000 – forskellen er altså marginal.
Man kan her igen fremhæve eksemplet med ”tilbagetrækningen” fra Syrien, hvor omkring 1.000 amerikanske soldater skulle trækkes ud. Men der manglede en opfølgende pointe mange steder, nemlig at disse styrker (i tilfælde af de rent faktisk ville blive trukket ud af Syrien) ikke ville komme hjem til USA, som præsident Trump jo ellers sagde – og der ikke rigtig var nogen som stillede spørgsmålstegn ved. Disse styrker ville rent faktisk blive sendt til Irak og muligvis Saudi Arabien og altså fortsat være del af den forøgede amerikanske tilstedeværelse i regionen.
En årelang ambition
Allerede i valgkampen i 2000 lagde daværende kandidat, George W. Bush op til en langt mere tilbagetrukken amerikansk rolle i verden. Man skulle stoppe med store ”nation building” og fredsbevarende operationer rundt om i verden, og i stedet vende fokus mod amerikanske interesser. Denne plan blev kuldsejlet af terrorangrebene 11. september, som afsporede amerikansk udenrigspolitik i en lang årrække. Derfor var ambitionen for præsident Obama at få balance i amerikansk udenrigspolitik, således at man kunne fokusere på USA’s større strategiske udfordringer, som altså lå i Asien og ikke Europa eller Mellemøsten. Præsident Obamas udenrigspolitiske linje blev dog også forhalet af udviklinger som Det Arabiske Forår, Ruslands ulovlige annektering af Krim-halvøen og invasion af Østukraine samt kampen mod Islamisk Stat. Disse krævede fornyet amerikansk militær tilstedeværelse.
Det samme har vist sig at være tilfældet for præsident Trump. Han gik til valg (ligesom Bush og Obama) på et løfte om at mindske USA’s militære fodaftryk i verden. Men ligesom sine forgængere er han blevet fastholdt (enten af eksterne udviklinger eller egen politik) i regioner, som præsident Obama allerede i sin embedsperiode ønskede at få USA ud af.
Derfor har præsidentens løfter og udtalelser om amerikansk militær tilbagetrækning heller ikke manifesteret sig trods en til tider nærmest panisk debat om emnet.
Ja, præsident Trump har trukket USA tilbage politisk på en række områder eller sat en ny kurs.
At USA trak sig fra Paris-Aftalen fra 2015 vakte stor international opsigt, fordi det betød en tilbagetrækning fra en klimapolitisk lederrolle, som mange ellers var glade for at se præsident Obama indtage. Samtidig har man set USA indtage en langt mere tilbagetrukken og kritisk linje i FN, hvor man bl.a. har stillet spørgsmålstegn ved USA’s betalinger til organisationen.
I NATO har man for første gang oplevet en amerikansk præsident reelt være villig til at stille spørgsmålstegn ved alliancens Artikel 5 om kollektivt selvforsvar, når det kommer til medlemslande, som ikke bruger de 2% af BNP, som USA fastholder er aftalt ved topmødet i Wales i 2014.
eksempler på ny kurs er Trump-administrationens håndtering af Israel, hvor man i langt højere grad end tidligere administrationer er gået med på israelske præmisser ved bl.a. at anerkende Jerusalem som Israels hovedstad og underkende hidtidig amerikansk politik, når det kommer til israelske bosættelser på Vestbredden.
Troppeantal rundt omkring
Når det kommer til NATO-samarbejdet, så er det dog værd at bemærke, at USA altså stadig stiller talrigt op, når der sker store multinationale øvelser og senest har annonceret den største deployering af amerikanske styrker til Europa i 25 år. Dette vil ske næste år. Ligeledes er det annonceret, at USA vil sende 1.000 solder til Polen som del af et tættere forhold mellem de to lande.
Det er altså vigtigt at holde sig for øje, at der altså fortsat sker meget i forholdet mellem USA og de øvrige NATO-allierede. Et andet eksempel på dette er, at Kongressen i det nye forsvarsbudget lægger op til flerårige planer for støtte til Europa. Dette kan ses som et forsøg fra Kongressens side på at sikre og isolere støtten fra præsidentens modvilje. For præsident Trump er en usikkerhedsfaktor i denne sammenhæng, for præsidenten har været meget tydelig i sin kritik af de allierede, men de øgede forsvarsbudgetter i europæiske lande lader til at have formildet den amerikanske Commander-in-Chief.
I Mellemøsten har Trump-administrationens egen ”maximum pressure” kampagne mod Iran ført til, at man igen har måtte sende amerikanske tropper til Saudi Arabien (hvor fra man ellers havde trukket sig ud allerede i 2003) for at beskytte den saudiske olieindustri mod iranske trusler. Det er ikke en uvæsentlig deployering, som amerikanerne har bevæget sig ud i i Saudi Arabien. Sammenlagt er 14.000 soldater blevet sendt til Den Persiske Golf, hvoraf omkring 3.500 er deployeret til kongeriget Saudi Arabien.
I øvrigt kan noteres, at selv med den tilbagetrækning af styrker, som i øjeblikket lader til at blive overvejet fra Afghanistan, så vil antallet af amerikanske styrker i landet “blot” ende på samme niveau, som da præsident Trump blev indsat i januar 2017.
De seneste måneder og faktisk år
har der altså været voldsom debat om mange meninger om amerikansk
militær tilbagetrækning fra verden. Der vil i det kommende år
komme meget mere af dette fra præsidenten selv, når han skal
forsøge at overbevise sine vælgere om, at han har levet op til sine
valgløfter. Men det er af største vigtighed, at man i disse
sikkerhedspolitiske diskussioner holder sig for øje, hvad der reelt
sker ude i diverse regioner.
For sandheden bag rygterne om
amerikansk tilbagetrækning er mere nuanceret end som så.
