Skulle nogen være i tvivl om, at Ruslands præsident, Vladimir Putin, ikke lade sig styre af pres fra hverken USA eller resten af vesten, hvad angår Syrien, står det nu mejslet i granit. Leverancen af missiler til den syriske hær viser, at Assad kan regne med Putins støtte både på den korte og længere bane
BRIK-PANEL: Med annonceringen af de kontroversielle leverancer af S300-missiler til det syriske forsvar har Rusland understreget, at præsident Bashar Assad er Moskvas mand i Damaskus. Missilerne tipper ikke vægten i den blodige borgerkrig, da de blot vanskeligt vil kunne anvendes i kampen mod oprørerne, men de gør det endnu vanskeligere for Vesten at vælte Assad med militære midler. Ruslands præsident Vladimir Putin har med ét slag demonstreret, at han gør, hvad der passer ham, at Rusland er klar til at eskalere konflikten, og at Moskva vil gå langt for de diktatorer, som køber deres politiske og måske endog fysiske overlevelse hose deres russiske venner.
Syrien som problembarn
Som tidligere beskrevet her på Kongressen.com er det bemærkelsesværdigt, hvor få allierede Rusland egentlig har. Udover enkelte SNG-medlemmer (fx Belarus og Tadsjikistan) er det kun Syrien og Iran, som synes at være med i kredsen af allierede. Og de er begge vanskelige partnere, selv for Rusland som tydeligvis ikke stoler fuldt ud på hverken Assad eller Irans præsident Mahmoud Ahmadinejad.
Men i denne uforudsigelighed ligger også en værdi. Vesten har vanskeligt ved at nå og dermed påvirke såvel Syrien som Iran, og det giver Rusland en central rolle, som landet helt åbenlyst nyder. Vi så et konkret eksempel på dette, da USA’s udenrigsminister John Kerry i maj var i Moskva for at få Putin til at stramme kursen over for Assad. Putin lod Kerry vente i tre timer (!), inden han endelig mødte frem og så afviste de amerikanske forslag. Vejen til Damaskus går åbenbart via Moskva. Og det er en fantastisk udvikling for en stormagt, som husker de gode gamle dage, da udenrigsministeriet i hjertet af Moskva trak i tråde over det meste af jorden.
”It’s the arms trade, stupid”
Men det handler ikke bare om et storpolitisk nulsumsspil, hvor Assad-styrets fald betragtes som et tab af en allieret og dermed tab af indflydelse. Det er også økonomi. Og det er store summer.
Rusland eksporterede våben for ca. USD 14 mia. i 2012, og deraf gik en anslået 10 % til Syrien. Assad har længe presset på for at få mere – og ikke mindst mere sofistikeret – udstyr, men Rusland har været lidt tilbageholdende. Det gælder såvel mængde som teknisk kunnen, og ikke mindst på det sidste kan vi ane mistilliden i forhold til det syriske regime. Der er ganske simpelt en frygt for, at Assad vil bruge våbnene på en måde, som Rusland ikke kan billige, eller at han måske endog kan få Rusland inddraget i en konflikt, som man slet ikke ønsker at have del i. Et syrisk angreb på fx Israel eller Tyrkiet kan lede til begge disse udfald.
Selvom Rusland holder lidt igen, ja så er Syrien en attraktiv kunde med et næsten umætteligt behov for nye leverancer. S300-missilerne er den seneste forsendelse. Der følger muligvis nye MiG-jagere efter dette.
Til den bitre ende
I Rusland har man forsigtigt talt om, at Assad måske kunne udskiftes, og at Syrien måske kunne få et nyt (prorussisk) styre. Men de tanker er nu forsvundet. Rusland ser ud til at ville støtte Assad til den bitre ende. Det er højt spil. Hvis Assad-styret overlever, vil det i en årrække være mere isoleret, sårbart og dermed afhængigt af russisk hjælp end nogensinde før. Men hvis det ramler sammen, står Rusland sandsynligvis afgørende svækket i den arabiske verden og i Mellemøsten generelt. Putin har meget at vinde, men hans tab kan muligvis blive endnu større.
You must be logged in to post a comment Login