Rumsfeld – manden der undslap Watergate

Donald Rumsfeld bidrog med jævne mellemrum til Richard Nixons udenrigspolitiske overvejelser, og var en af de mest fremtrædende republikanere i Kongressen, da Nixon kom til magten. Til Rumfelds held havde Nixon sendt ham til Europa i 1973, som derved holdt ham fri af Watergate-skandalen. And thus he lived to fight another day.

Han var ikke en del af Nixons inderkreds, men han var en af morgendagens stjerner i det republikanske parti, og var dermed en af dem man holdt øje med i politik. Rumsfeld fik da også en kabinetspost under Nixon, om end langt fra en som han ønskede sig. Men man siger jo ikke nej til præsidenten. Han blev udpeget til chef for Office of Economic Opportunity i 1969, og fik besked på at reformere organisationen. Organisationen havde været ansvarlig for at udkæmpe Lyndon Johnsons ”Krig mod fattigdom”. Rumsfeld havde oprindeligt stemt imod oprettelsen af denne organisation, og han skriver da også i sine erindringer, at det var med stor modvilje, at han påtog sig opgaven.
Frem til 1973 blev Rumsfeld udpeget til at lede forskellige organisationer af samme type som Office of Economic Opportunity, og i 1973 blev Rumsfelds loyalitet belønnet. Nixon udnævnte ham til USA’s ambassadør til NATO.

Dodging the bullet
Det skulle vise sig at være Rumsfelds store held, at han blev sendt til Europa i 1973. For da Watergate-skandalen året efter førte til Nixon-administrationens fald, var Rumsfeld ude af søgelyset, og behøvede ikke møde op til diverse kongreshøringer om Watergate – han havde jo ikke været i landet.

I stedet kunne han sidde på en strand i Sydfrankrig og læse om hvordan Nixon-administrationen blev mere og mere presset, for til sidst at falde. Flere observatører i samtiden kommenterede da også, at det var utrolig heldigt for denne stjerne i det republikanske parti, at han var blevet sendt til udlandet i tilstrækkelig tide til, at han var uden for enhver mistanke om indblanding i Watergate-skandalen. Hvis Rumsfeld havde været hjemme, ville mistanken om indblanding have været naturlig i kraft af hans høje stilling i det republikanske parti.

Da Nixon-administrationen faldt, var Rumsfeld, ifølge ham selv, overbevist om at han blot skulle fortsætte i sin stilling som NATO-ambassadør. En stilling han var begyndt at holde meget af, da det gav ham mulighed for at arbejde med noget som fascinerede ham – forsvars- og udenrigspolitik.
Men sådan skulle det ikke være.

Til magtens centrum
Rumsfelds verden ændrede sig, da han modtog et opkald fra vicepræsident Fords assistent. ”Du må hellere komme tilbage til Washington”, var det korte men klare budskab.

Rumsfeld blev sat i spidsen for at styre Fords overgangsperiode, og sikre kontinuitet i regeringen.
Efterfølgende blev Rumsfeld udnævnt til Fords stabschef, manden som bl.a. skal styre præsidentens kalender og styre hvem får adgang til præsidenten og hvem får ikke. En normalt meget magtfuld position.

I 1975 fik Rumsfeld en mere offentlig stilling i Ford-administrationen. Under den såkaldte Halloween-massakre skiftede Ford ud i sin regering, som han i det store hele havde overtaget direkte fra Nixon. Mange mente, og mener stadig, at Rumsfeld var en ledende karakter i udtænkningen af denne ”omrokering”.

George H. W. Bush, en anden af morgendagens stjerner i det republikanske parti, og Rumsfelds ærkerival, blev kørt ud på et sidespor ved at blive udnævnt til direktør for CIA. En udnævnelse som han den dag i dag er overbevist om, at Rumsfeld stod bag for at få ham væk fra præsidenten og toppen af det republikanske parti. Rumsfeld selv nægter i sine erindringer at have stået bag denne udnævnelse af Bush, og siger at Ford ene mand stod bag den. I undertegnedes ydmyge mening skal man her have fat i den bullshit bingoplade, som er blevet nævnt i et tidligere ”Pentagon-fokus”. Rumsfelds benægtelsen giver fuld plade.

Forsvarsministrenes Benjamin
Fra oktober 1975 stod Donald Rumsfeld i spidsen af Pentagon, i en kritisk periode i det amerikanske forsvars historie. Man havde trukket sig fuldstændigt ud af Vietnam, og en atmosfære af nederlag prægede de væbnede styrker.
Rumsfeld skulle stå i spidsen for en organisation, som var knækket, og som stod overfor en af de største organisatoriske omvæltninger man havde set – overgangen til et frivilligt forsvar. Tidligere havde USA haft værnepligt, og mange af de unge soldater som blev sendt til Vietnam, var netop værnepligtige. Det at unge mennesker blev tvunget i krig, og at nogle kunne smyge sig udenom, var en af årsagerne til Vietnam-krigens upopularitet.
Overgangen til et frivilligt forsvar skulle afhjælpe denne upopularitet.

Rumsfeld overtog posten som forsvarsminister som 43-årig, og er dermed den yngste forsvarsminister nogensinde (da han igen overtog posten som forsvarsminister i 2001, blev han også den ældste forsvarsminister nogensinde).
Rumsfeld selv skriver, at den største udfordring for ham var at kæmpe med Pentagons bureaukrati om alt. Hver gang han ønskede noget gennemført, skulle han kæmpe med indgroede organisatoriske tendenser. En kamp som han selv erkender han tabte. Derfor valgte han da også, at genoptage kampen i 2001.

Modernisering for at modstå Sovjet
Da Rumsfeld overtog posten som forsvarsminister, var han del af en gruppe politikere i Washington D.C., som var overbevist om, at USA var blevet kørt agterud af Sovjetunionen i våbenkapløbet. Derfor var det Rumsfelds klare opfattelse, at man måtte modernisere det amerikanske forsvars våbensystemer.

Derfor stod Rumsfeld fadder til beslutningerne om at tilføre ekstra penge til udvikling af krydsermissiler, B-1 bombemaskinen (en maskine som skulle afløse den berømte B-52 bombemaskine, som blev introduceret i 1955. Begge maskiner er stadig i aktiv tjeneste i det amerikanske flyvevåben), samt udviklingen af M1 Abrams kampvognen som stadig udgør rygraden i den amerikanske kampvognsflåde.
Denne modernisering blev sat på pause under Jimmy Carter, men fik en renæssance under Ronald Reagan, som også udvidede udviklingsprogrammerne til flere våbentyper.

Konkurrence med Kissinger
Da Gerald Ford foreslog Rumsfeld, at han kunne blive forsvarsminister, var Rumsfelds store bekymring, at han ville komme til at have mange kampe med Henry Kissinger, som sad som udenrigsminister (og til at begynde med i Ford-administrationen også som national sikkerhedsrådgiver).

Kissinger havde domineret den amerikanske udenrigspolitik totalt, til et punkt hvor Rumsfelds forgænger som forsvarsminister, James R. Schlesinger blev kørt fuldstændig ud på et sidespor. Det ville Rumsfeld ikke tillade skulle ske for ham.

Begge herrer var klar over, at forholdet ikke kunne køre, hvis de var i struben på hinanden hele tiden. En meget reel mulighed taget i betragtning af de to herrers egoer og status. Derfor blev de tvunget til at udvikle et arbejdsforhold, som fungerede, om end noget anspændt til tider.

I sidste ende fik Rumsfeld lige knap 2 år ved roret i Pentagon. Af varige bedrifter må tælles beslutningerne om modernisering og udvikling af nye våbensystemer, og hans bidrag til overgangen til et frivilligt amerikansk forsvar. Ikke nogle helt uvæsentlige bedrifter.

Det er dog kommet langt i baggrunden og hans tid som forsvarsminister under Ford huskes knapt, undtagen af de værste nørder. Dette skyldes hans anden periode som forsvarsminister fra 2001-2006. En periode som i første omgang bød på en fortsættelse af hans opgør med Pentagons bureaukrati, og senere, og langt vigtigere, krigene i Irak og Afghanistan.