“Rubio vil være mest konkurrencedygtig mod Demokraterne”

Selv om der er langt fra Marco Rubios hjemstat, Florida, til Iowa, så er vælgerne i den første primærstat ved at få øjnene op for den unge senator. Og stadig flere ser ham som et stærkt bud, hvis Republikanerne skal besejre Hillary Clinton næste efterår. Kongressen.com tog med, da Rubio holdt vælgermøde i en halvkølig fabrikshal i Iowa.

GRINNELL, IOWA: Et glat og fæstningslignende fabriksanlæg tårner sig op over en afkørsel fra motorvejen I-80 der gennemskærer staten Iowa på tværs. Bygningen repræsenterer en nylig udvidelse af produktionskapacitet for våbenproducenten Brownells, en stolt familieejet virksomhed der tydeligvis har økonomisk vind i sejlene.

I den rungende fabrikshal sluses presse og potentielle vælgere gennem en hastigt opsat sikkerhedsstation bemandet af senator Marco Rubios kampagnefrivillige for at nå hen til en opstillet platform og rækker af klapstole hvor senatoren skal adressere de fremmødte.

De kampagnefrivillige er udelukkende høflige men bestemte blazerklædte unge mænd som enten bærer moderigtig skægvækst eller er omhyggeligt barberede og kunne lige så vel netop være ankommet fra træning med deres lacrosse-hold. De nyder tydeligvis at have del i ansvaret for sikkerheden for arrangementet i fabrikken – med alt hvad det medfører af kommunikation gennem øresnegle og delegering af Brownells personale.

Man ledsages af en brysk maskinarbejder op ad det rungende betongulv langs statelige søjler og frygtindgydende industrielt maskineri der kun overlader en sparsom plads i fabrikkens basilika til dagens politiske møde.

De ansatte har fået en pause i deres arbejdsdag af Brownell familien til at høre senator Rubio tale. Der er også en del studerende fra det lokale Grinnell universitet. Én sådan er Matt, der studerer statskundskab og økonomi, og var praktikant i Washington over sommeren for republikaneren Tom Cole der er Oklahomas fjerde distrikts repræsentant til kongressen.
”Jeg tror han vil være konkurrencedygtig mod Demokraterne, og dertil vil han være en god kandidat i forhold til minoritetsvælgerne.” fastslår Matt.

Tre mænd træder op på platformen. Virksomhedens ejer Pete Brownell, delstatssenator og tidligere wide receiver for Iowa State Jack Whitver og senator Marco Rubio fra Florida.

Rubio har tunge øjenlåg og skægstubbene er et par millimeter for lange ovenpå fem dages intens kampagnering i Iowa. Han venter roligt med et intenst og fokuseret blik mens de to andre introducerer hans kandidatur til præsidentembedet.

Han lægger ud med at love at afkorte sine indledende talepunkter for hurtigt at gå over til en spørgsmålsrunde fra publikum, hvilket er forståeligt efter det udmattende sving over staten gennem den sidste lille uge. Senatoren bryder imidlertid sit løfte ved at give en velpoleret 40 minutter lang omnibustale der berører alle emner fra hans families immigrantbiografi, henover uholdbar vækst i sociale ydelser og hans meget detaljerede plan for inddæmning af DAESH i Syrien.

Han glemmer tilsyneladende sin udmattelse og lovning på kortfattet tale når emnerne griber hans interesse og han ikke kan styre sin begejstring for at udfolde sine strategier for at afhjælpe Amerikas problemer.

Kampagnesloganet: ”Et Nyt Amerikansk Århundrede” skal tydeligvis betone kandidatens ungdom og friske idéer, men substansen af Rubios tale byder på de brede linjer ikke på særligt meget nyt. Det er klassiske konservative ambitioner der diskes op med fra senatorens side: en robust udvidelse af forsvaret, selektiv beskæring af det sociale sikkerhedsnet sammen med lavere skattesatser og nedbringelse af statsgælden.

Det nye består snarere i stilen hvormed Rubio italesætter disse emner. Han indgyder de samme gamle partipunkter med en karisma, ungdommelig energi og statsmandsagtig sikkerhed der virker friskt til sammenligning med da Newt Gingrich fremsatte de samme forslag.

Rubio artikulerer en ideologisk kompromisløshed der appellerer til det samlede republikanske spektrum og hans veltalende og glatte stil gør ham i stand til retorisk at afvæbne problematiske Iowa-græsrødder og få dem til at klappe for partilederskabets politiske agenda.

Det er især denne balancerede tone som senatoren så dygtigt anslår mellem partibasen og -toppen, der får mange til at se ham som kandidaten der kan forene en bred konservativ koalition fra fanatikere til moderate under en bred teltdug.

Et par aftener forinden, til en paneldebat med en række andre republikanske kandidater til et kristent møde, blev Rubio stillet spørgsmålet om han var for eller imod homoseksuelt ægteskab, og i stedte for at bringe sin personlige holdning ind i diskussionen behandlede han spørgsmålet med klinisk legalisme der fastholdt ægteskab som en traditionel institution på baggrund af historisk præcedens.

Hans ordflomme udlægning af problemstillingen tilfredsstillede det evangeliske publikum da han klart afviste homoseksuelt ægteskab, men gjorde det med en juridisk distance der ikke vil fremmedgøre midtervælgerne.

Kay og hendes ivrigt smilende mand Clyde, har egentlig mest stemt på demokrater igennem deres liv, begge gange på Barack Obama, men de vil ikke desto mindre gerne høre hvad Rubio har at sige.

For Kay er national sikkerhed af stor betydning og er derfor spændt på at høre hvad senatoren har at sige om det. Til spørgsmålet om hvem de ellers kan lide af de kandidater de har set, hvisker Clyde vel vidende hvor han befinder sig:
”I forhold til at være en imponerende taler, så er det svært at finde én der er bedre end Hillary [Clinton].”
Efter senatorens tale kommer parret smilende hen.
”Han taler enormt klart og godt.” siger Kay.
”Han har virkelig styr på de politiske emner.” nikker Clyde.

Begge var dog utilfredse med Rubios hårde position overfor illegale immigranter som de gerne så fik mulighed for at blive anerkendt som amerikanske borgere.

Senator Rubio har kørt en meget slank og adræt kampagne indtil nu, holdt hus med donationspengene og brugt meget lidt tid og ressourcer på at opbygge organisationen i Iowa der er den første primærvalgsstat. Han har fløjet en smule under radaren i det kæmpe felt af republikanske kandidater, men har holdt gang i det politiske blus med yderst skarpe debatpræstationer.

De fremmødte Iowa-vælgere føler sig dog ikke forsømt af Rubios fravær. De lytter derimod i koncentreret stilhed til senatorens idéer, der i deres specificitet faktisk byder på en del nydt. De vidtløftige ambitioner er et veritabel t diktat af kardinalpunkterne i den konservative elites partiprogram siden Ronald Reagan, men i sin opfindsomme tilgang til isolerede problemer demonstrerer senatoren en væsentlig mængde nytænkning.

Det kan være svært ikke at se Marco Rubio som en republikansk Barack Obama, en ung ny-indvalgt senator, en inspirerende taler med tilsyneladende smarte, pragmatiske og moderne løsninger på fastkørte politiske områder.
En efterhånden betydelig mængde analytikere og eksperter ser nu Rubio som et stærkt kort der kan springe de ældre generationer over i valgprocessen alene på sin formidable evner ligesom Obama gjorde i 2008.

Med tragedien i Paris har fokus flyttet sig mod udenrigs- og sikkerhedspolitik som betragtes som Rubios ekspertiseområder og kunne tiltrække skræmte vælgere til ham som et trygt valg som leder i en usikker tid.
Mike, der arbejder som våbensmed for Brownells, mener at Rubio virker til at være hjemme i særligt udenrigspolitiske sager, som han betragter som vigtige med den tilsyneladende eskalering af konflikt med USA’s fjender. Han betragter sig selv som en uafhængig vælger og har stemt på begge partier til tidligere valg, men lider af ”Bush-træthed” som han siger.
”Jeg ville være tryg ved ham [Rubio] ved roret. Jeg har ikke meget tro på demokraterne som det står nu. Men jeg kan også godt lide [senator] Cruz.” siger Mike.

De seneste målinger putter ham på en respektabel fjerde plads i Iowa bag Senator Ted Cruz der også har fået betydelig medvind i staten. De flestes penge er fortsat på at den populistiske fløjs helte Ben Carson og Donald Trump står for et snarligt fald trods deres endnu stærke målinger. I et sådant scenarie ville de to senatorer Cruz og Rubio være positioneret til at samle mange af deres stemmeandele op ved valget til februar.

Cruz er en naturlig rival til Rubio. Et stjerneskud med intellektuel pondus som Havard-uddannet jurist, der dog søger den konservative yderfløjs gunst i højere grad end Rubio. Hvor Rubio behændigt navigerer flere grupper indenfor partiet og føler sig hjemme i nationens hovedstad, betoner Cruz derimod sin konsistente idelogiske fasthed, strenge konstitutionelle fortolkning og oprørsked imod de etablerede magthavere i Washington.

De to er derfor gode bud til at dele stemmerne mellem sig, én det pragmatiske og sikre valg som kandidat, den anden en repræsentant for de principfaste græsrødder der kan tilbyde større ideologisk renhed.

Begge har samlet stærke støtter op. Senest har Rubio fået den betydningsfulde donor Paul Singer i ryggen samt en håndfuld senatorer der nok er træt af deres kollega Cruz’ umedgørlighed og enegang. Cruz har på sin side fået det indflydelsesrige Iowa kongresmedlem Steve King som støtte. Konturerne til en hård strid mellem de to senatorer synes derfor at begynde at tegne sig med deres respektive politiske arsenaler i oprustning.

Ed Whitver, delstatssenator Jacks far, ser det ikke som afgørende for Rubios chancer at vinde toppladsen i Iowa:
”Man behøver ikke vinde i Iowa for at vinde samlet. Man skal blot være i top tre med en god bid af vælgerne, så kan man fortsætte videre med æren i behold til de andre stater. Rubio skal nok ligge fint til februar.”