Rubio råber i mørket i Florida

Marco Rubio har ryggen mod muren i sin hjemstat Florida ved dagens primærvalg. Men det ser svært ud for senatoren, der ifølge målingerne står til nederlag til Donald Trump. Kongressen.com tog til vælgermøde med Trump i Ohio og Rubio i Florida for at finde svaret på, hvorfor outsideren ser ud til at tryne partiyndlingen

CLEVELAND/MIAMI: I Clevelands Hopkins Internationale lufthavn skal et stopfyldt konvent-center opleve rigmanden og naturkraften Donald Trump.

Aftenen før blev en arrangeret tale i Chicago aflyst af Trumps kampagne grundet sikkerhedsbekymringer. I de følgende 18 timer, mens jeg selv sad i et nattog i selskab med en større klan af mennonitter med bredskyggede hatte og kyser på vej til Ohio, har den samlede mediebevidsthed produceret et væld af narrativer og teorier om hvad der fandt sted og hvem der har skylden.

Der er dog ved at etableres en konsensus om at skylden først og fremmest falder på den rødblonde milliarder. Dog ikke her morgenen efter i Hopkins I-X Center.

Clevelands opland er mødt talrigt op i høj grad fordi man føler at præsidentkandidaten står overfor en undertrykkende alliance af løgnagtige medier og venstreorienterede bøller der vil nægte ham hans ret til at møde sine tilbedende fans.

Derek er kørt fra den nærliggende by Akron for at se Trump:
”Jeg har ventet på at have mulighed for at se ham tale, men det der skete i Chicago bekræftede mig i at det var særligt vigtigt at komme i dag – for at vise at vi støtter ham.”

Om placering af gårsdagens vælgermøde i det politisk fjendtlige Chicago var et bevidst strategisk træk for at provokere sammenstød er for så vidt ligegyldigt. Trump har både på Twitter og en stribe nyhedsprogrammer spinnet begivenheden som et orkestreret angreb på hans kampagne og at volden blev bragt ind af de udefrakommende moddemonstranter.
”Mine støtter er ikke voldelige – det er protesterne der er voldelige!” Fastslår han i foren forsamlingen.

Både hans rivaler i det Republikanske nomineringsræs og næsten alle observatører er enige om at Trumps bombastiske og voldelige retorik skabte rammerne for håndgemænget mellem støtter og demonstranter, men her i Cleveland er historien en anden.

Trump-støtter som Derek er fortørnede over at demonstranter afbryder Trumps taler. Det er en protestform der kun er blevet stærkere i de seneste døgn. Til et arrangement i Kansas City opholdt demonstranter hans tale i næsten 20 minutter. En mand forsøgte at nå kandidaten på podiet men blev stopper på vejen af sikkerhedsfolk i det forrige kampagnestop i Dayton denne morgen.

Om det er en del af planen eller ej vrider Trump mest muligt ud af sin offerrolle. Han anklager demonstranterne for at være agenter for senator Bernie Sanders’ valgkampagne når de afbryder hans uendelige talestrøm. Derved bruges sporet af optøjer der følger ham til at dreje hans kandidatur mod opgøret med Demokraterne til efteråret.

Trump er færdig med sine rivaler i senatorerne Ted Cruz, Marco Rubio og Ohios guvernør John Kasich – han ser selvsikkert frem mod det egentlige valg mod enten Clinton eller Sanders.

Det eneste han i talen levner Kasich, der har sat alt ind på at vinde sin hjemstat, er en svigende anklage om at guvernøren i sin tid støttede NAFTA-frihandelsaftalen der sættes i forbindelse med forvindende fabriksjob i Ohios postindustrielle ’rustbælte’.

Cleveland og Akron er gamle industrielle centre der har været i en nærmest konstant økonomisk depression gennem de sidste par årtier. Fortvivlelsen er stor i regionen der for 120 år siden var verdens teknologiske midtpunkt. Sydende med innovativ aktivitet og med umættelig appetit på arbejdskraft der skabte interne folkevandringer i USA var det sin tids Silicon Valley.

I dag er fabriksgulvenes kapacitet bedrøveligt uudnyttet med undtagelse af små spirende lokalbryggerier og trendy fusionsrestauranter i den indre by.

Kun hvis Kasich vinder Ohio og senator Rubio vinder Florida kan Republikanerne gøre sig forhåbninger om at stoppe det orange monster der kannibaliserer deres parti.

Fra Ohio til Florida
Sceneskift fra midtvesten til det sydøstlige USA. Nærmere bestemt Rubios hjemstat, Florida. Stedet, hvor ledelsen krydser fingre for Rubio, selv om det ser svært ud for den 44-årige senator.

I den lumre forårsluft kan man mærke elektriciteten i skyerne over det sydlige Florida indimellem brændende solskin der trænger igennem den grå himmel.

Det er Spring Break-sæson og Miami Beach er fyldt med unge mennesker med for lidt solcreme i ansigtet og for meget alkohol i blodet. Hvis de er fra Ohio eller Illinois må man for Bernie Sanders’ skyld håbe at de har brevstemt inden de tog afsted – den socialistiske senator er dybt afhængig af førstegangstemmernes støtte.
For Republikanske kandidater der ikke har deres navn plastret på skyskrabere rundt om i landet er det knap så festligt. Marco Rubio, kandidaten der engang lignede den moderne konservatismes ungdommelige frelser, er langt bagud i sin egen stat. Selv hvis han skulle vinde i Florida synes glansen at være gået af hans kampagne der ellers syntes så lovende.

Aften før valget d. 15. skal Rubio tale til en forsamling på et sportsanlæg dybt inde i det overvejende cubansk-amerikanske West Miami. Arrangementet er præsentereret som senatorens ”Hjemkomst”, da han som ung spillede sfo-basket i anlægget.

En håndfuld unge kampagnefrivillige bakser med at flytte nogle bænke rundt på basket-banerne for at skaffe siddeplads til gæsterne. Nogle tidligt fremmødte kamerahold sidder i skyggen og snakker kynisk om Rubios små chancer i morgendagens valg.

Vi finder en bold og skyder et par kurve mens vi venter.

Der er problemer med lyden og de skrattende højtalere river gennem den stille aftenluft i det idylliske kvarter der ellers kun har den monotone cikadesang som lydspor. Som mørket falder på kommer Rubio-støtterne der mestendels er nydelige cubanske pensionister.

Der er også et imponerende medieopbud. Journalisterne fra de lokale spansktalende tv-stationer skiller sig ud ved at være uendeligt bedre klædt end de nationale og internationale reportere i deres krøllede blazere.

Mens banerne langsomt fyldes op med spændte gæster sniger en guerilla-komiker sig op foran mængden og får mumlet nogle uforståelige sætninger ind i en mikrofon før han trækkes væk af sikkerhedsvagter.

Rubios kampagne er nu så undertippet at den er offer for jokes og hån. Det er dog dødsens alvor for mange af de fremmødte der har kendt Rubio næsten siden han var dreng og har meget investeret i hans politiske ambitioner.

Maria kommer i samme kirkemenighed som Rubio og har støttet ham fra hans tid i delstatssenatet helt frem til han præsidentkampagne.

Hun beder for hans chancer og tror ikke på målingerne der sætter Rubio bag Donald Trump med et tocifret procenttal.
”Jeg sætter min lid til Matthæus 19:24.” siger den ældre dame smilende.

Bibelpassagen henviser til at kamelen nemmere passerer gennem et nåleøje end den rige mand til himlen.

Målingerne viser dog at rigmanden i dette tilfælde nok passerer gennem Florida uden problemer.

Eduardo vil stemme på hvem som helst der kan stoppe Trump. Han ser helst Rubio som den Republikanske kandidat, men ville også støtte senator Ted Cruz hvis han kan slå byggematadoren.
”Jeg frygter både Trump og Demokraterne.” siger Eduardo. ”De vil rykke Amerika kraftig mod venstre og vil underminere hvad der gør landet stærkt. Jeg elsker dette land, jeg vil ikke have at de ændrer det.” Siger den ældre herre med tydelig accent.

Da Rubio ankommer er der fortsat problemer med lyden og forsamlingen krymper sig over den pinagtigt akavede start på senatorens tale. Han får dog overrakt en megafon og giver sin tale ved godt mod trods den lavere lydvolumen.

Han peger på basket-banen og joker om at han plejede at dunke på kurvene. Rubio er knap 1.65 meter høj. ”Nej Nej.” griner ha veloplagt gennem den knitrende megafon. ”Men jeg havde faktisk et godt straffeskud.”

Hans tale har ikke den vidtløftige retorik der har båret ham gennem valgkampen indtil nu. Det er mere en sammenbidt anmodning om at alle vil gå til stemmebåsen i morgen og også få andre til at gøre det samme.
”Hvis det bliver tæt – få hundrede stemmers forskel måske – så vil det være vores venner og naboer der afgør det.” siger han.

I en implicit anerkendelse af at hans ambitioner om Det Hvide Hus meget vel kan være ovre efter i morgen anslår Rubio en tone der mere handler om hvor langt han er nået med sin hjembys støtte og hjælp. Scenen er velvalgt, basket-banen hvor den unge Rubio brugte sine lange sommeraftener som dreng – nu fyldt med hans mest trofaste støtter der har puttet deres samlede håb og aspirationer på bysbarnet.

Han gentager meget af talen på spansk hvilket giver hans meget gentagede historie om hans immigrantforældres trange kår og arbejdsetik en ekstra indføling. Han lover på brølende spansk at tage la caja china, en særlig cubansk grill til svinekød, med til det Hvide Hus hvis han vinder.

Unge som gamle flokkes om ham efter talen for at få håndtryk og autografer. Her i West Miami vil han være en helt ligegyldig om han vinder i morgen eller ej. Det føles skæbnesvangert at de afgørende valg finder sted d. 15. marts, Idus Martiae, Cæsars morddag.

Terningerne er kastet og knivene er slebne i det Republikanske parti. Men som det ser ud lige nu, har Trump mod sejren i The Sunshine State, mens Rubio råber ud i Floridas mørke.