Roosevelt – Gennem krise og krig

Fredag udkommer bogen ‘PræsidentPortrætter’ på Turbine. Bogen ser nærmere på ti af de vigtigste præsidenter i amerikansk historie. Kongressen.com bringer her et uddrag af kapitlet om Franklin Roosevelt, skrevet af Kirstine Biltoft-Knudsen

HYDE PARK, NEW YORK: “Wow. Trak han sig virkelig op med den her?” spørger en ung, atletisk fyr vantro og hiver i et tykt tov, der er bundet fast til en lille kuffertelevator. En brun kørestol i træ med hjul under bunden står i midten af elevatoren. “Det er jo nuts,” siger hans ven og ser imponeret ud. Han hiver også lidt i tovet. “Det er næsten som at give præsidenten et håndtryk,” griner han højt.

Det er ikke helt forkert. Det er godt nok et halvt århundrede siden, kuffertelevatoren sidst var i brug, men da var det også én af USA’s mest betydningsfulde præsidenter, Franklin D. Roosevelt, der holdt om rebet. Ved hjælp af håndkraft og en umådelig viljestyrke trak præsidenten sig selv fra stueetagen af sit hus og op til første sal siddende på den brune træstol i den gamle kuffertelevator. Gå kunne han ikke, for hans ben var lammet af sygdommen polio.

Der går et sus gennem forsamlingen af turister, da den kvindelige park ranger fortæller historien. Ligesom de andre rundvisere på familien Roosevelts store landområde i Hyde Park ved Hudson-floden nord for New York er hun klædt i kakifarvet skjorte, matchende bukser og en bred hat, der skygger for den skarpe forårssol.

”Så trist,” udbryder en ældre kvinde, der selv er dårligt gående. Sammen med gruppen af turister er jeg netop trådt ind i præsident Roosevelts elskede hjem Springwood, et stort palæ bygget i hollandsk kolonistil, men som mest af alt minder om en italiensk middelhavsvilla. Det var her, Roosevelt voksede op, her han ofte opholdt sig som USA’s 32. præsident, og her han ligger begravet ved siden af hustruen Eleanor.

”Alt i mig skriger på at komme tilbage til mit hjem ved Hudson-floden,” sagde Roosevelt selv om sit tilhørsforhold til dette sted. Allerede året efter hans død blev hjemmet til et museum. Alene det første år besøgte 500.000 mennesker stedet – et vidnesbyrd om præsidentens store popularitet. I dag står alt stadig som på Roosevelts tid, og jeg er taget herop for at få en bedre fornemmelse af, hvem præsidenten var som menneske.

Når Roosevelt boede i Springwood, tog han hver dag kuffertelevatoren fra sin dagligstue i underetagen, hvor væggene er dækket af nogle af de 22.000 bøger, præsidenten samlede i sit private bibliotek, og op til soveværelset på første sal. Her fik han under 2. Verdenskrig installeret en telefon over natbordet med en direkte linje til Det Hvide Hus. På den måde kunne Roosevelt kontaktes dag og nat og træffe de vigtige beslutninger, der gjorde ham til en af USA’s mest indflydelsesrige præsidenter.

Roosevelt havde naturligvis mulighed for at installere en mere moderne elevator, der kunne transportere ham til overetagen uden de store kraftanstrengelser. Han var trods alt leder af den frie verden. Hans mor, Sara Roosevelt, der boede i et af værelserne ved siden af sit eneste barn frem til sin død i 1941, havde da også tryglet ham om at få noget mere tidssvarende og komfortabelt. Men Roosevelt nægtede. Ingen måtte vide, at han led af polio. I huset, hvor han tilbragte det meste af sin tid, er der da heller ingen spor efter sygdommen udover nogle få træstole med hjul under bunden, som Roosevelt selv designede. Befolkningen kendte heller ikke til præsidentens lidelser, blandt andet fordi pressen loyalt undlod at skrive om det. Når Roosevelt holdt taler, blev han holdt oppe af to jernstænger, der forhindrede ham i at skvatte om, når benene eksede under ham. Han nægtede at sidde i en kørestol. At virke svag var ikke en mulighed.

Af samme grund indrømmede Roosevelt aldrig offentligt, at han ikke kunne gå. Han var 39 år og midt i sin politiske karriere, da han fik konstateret polio. På det tidspunkt havde Roosevelt allerede været senator i New York, vicemarineminister under præsident Woodrow Wilson og Det Demokratiske Partis vicepræsidentkandidat ved valget i 1920, som partiet dog tabte. Han var en aktiv og atletisk mand, sejlede på den nærliggende Hudson River og spillede golf. Ligesom sin far, James Roosevelt, elskede han naturen og gik på jagt på familiens store landområde. Men pludselig, fra den ene dag til den anden, var Roosevelts krop næsten fuldstændig lammet.

Over de næste tre år genvandt han langsomt førligheden i den øverste del af kroppen, men han måtte alligevel lide den tort at ankomme til Det Demokratiske Partikonvent i 1924 i en kørestol. Over de næste år kæmpede Roosevelt sig langsomt tilbage til politik, og i 1928 stillede han op til guvernørposten for Det Demokratiske Parti i New York. På trods af sygdommen førte han en omfattende valgkamp. Der var ikke den afkrog af staten, som Roosevelt ikke besøgte, og sommetider gav han helt op til 14 taler om dagen. Det gav pote, og Roosevelt vandt valget på trods af modstandernes forsøg på at bruge hans største svaghed, helbredet, imod ham.

Du kan læse hele Kirstine Biltoft-Knudsens kapitel om Franklin Roosevelt i bogen ‘PræsidentPortrætter’, der udkommer fredag den 7. oktober på Turbine.