Republikanske vælgere rangerer Kim Jong Un højere end Nancy Pelosi

Bag fænomenet negativ partiskhed, der er den definerende drivkraft i amerikansk politik.

Washington D.C. – Hvem er mest populær blandt republikanske vælgere? Kim Jong Un eller den demokratiske leder i Repræsentanternes Hus Nancy Pelosi?

En ny måling fra Ipsos giver et chokerende, men langt fra overraskende resultat. 19 procent af selvidentificerede republikanere havde en favorabel holdning til Nordkoreas diktator, mens 17 procent sagde det samme om Pelosi.

Et af de spørgsmål, som jeg altid er nødt til at svare på er: Hvordan i alverden holder det Republikanske Parti stadig hånd med præsident Trump? Det politiske svar er, at han stadig er usædvanlig populær blandt deres vælgere. Den popularitet stammer utvivlsomt fra en stor andel vælgere, der er enige med de politiske tiltag fra administrationen, der på mange måder har ført klassisk højrefløjspolitik med lavere skat og en mindre rolle for den føderale stat. Størstedelen af amerikanske vælgere er desuden mere tilbøjelige til at ændre deres holdning til en mærkesag eller deres syn på økonomien og politiske forhold baseret på, hvilket parti der har magten, eller hvilken politiker, der har sagt det.

Der findes omvendt en stor række vælgere, der er bekymrede over de talrige normbrud og de mere upopulære tiltag som handelsafgifter. Svaret for deres fortsatte støtte til Trump er mere ligetil. De er ikke enige med alt, hvad Trump gør, men de er rygende uenige med Demokraterne.

Valgkampsveteraner har længe set vrede som en af de mest effektive følelser, der driver stemmedeltagelse og politisk aktivisme. Eksperimenter fra forskellige kampagner over tid har bekræftet den teori. Det samme har akademiske studier, som for eksempel ”Expressive Partisanship: Campaign Involvement, Political Emotion, and Partisan Identity”, hvis medforfatter er Lene Aarøe fra Aarhus Universitet.

I Trump-æraen bliver det populært betegnet som ”owning the libs”. Ideen er, at valget af Trump udstillede det Republikanske Partis loyalitet til konservative idealer. I stedet er det vigtigste for en lang række Trump-vælgere og republikanske aktivister at omfavne politik og positioner, der driver Demokraterne vanvittige eller gør dem kede af det. Ingen person er et bedre symbol end rådgiveren Steven Miller, manden bag indrejseforbuddet og familie-adskillelse ved den sydlige grænse. I specialvalget i Alabama sidste år gjorde negativ partiskhed næsten Roy Moore, en kandidat med troværdige beskyldninger om børneovergreb, til en af de blot 100 mennesker i USA’s senat.

Væmmelsen ved det andet parti er steget væsentligt over de sidste år. Data fra the American National Election Studies spørger vælgere om deres temperatur på en skala fra 0-100 overfor det andet parti. I 2016 nåede vi det laveste niveau nogensinde, hvor gennemsnittet nåede ned på 23 grader.

Flere politologer ser nu negativ partiskhed som den primær bevæggrund bag demokraters og republikaneres politiske handlinger.

”En af de vigtigste trends i amerikansk politik over de seneste årtier har været eskaleringen af negativ partiskhed blandt vælgere,” som professorerne Alan Abramowitz og Steven Webster fra Emory University skriver i et studie fra 2016.

I de seneste år er de to dominerende partier i amerikanske politik blevet mere upopulære end nogen siden. Procentdelen af amerikanere med en positiv holdning til begge partier er ifølge ANES data ligeledes på det laveste niveau, siden de begyndte at måle i 1978. Det samme gør sig gældende for de respektive partiers præsidentkandidater.

Valget i 2016 står som et lysende eksempel på, hvordan negativ partiskhed udspiller sig politisk.

Begge partier nominerede historisk upopulære kandidater. Du kunne læse det i interviews, du kunne se det i kampagneretorikken, og når samtalerne jeg havde faldt på præsidentvalget rundt i USA, var det nærmere et spørgsmål om, hvem du stemte imod, og ikke hvem du stemte for.

De fleste analytikere, denne skribent inkluderet, var overbevist om, at vælgerkorpset ville straffe det Republikanske Parti for at nominere en af de mest groteske kandidater, der, på trods af hendes egen mangel på popularitet, stadig havde cv’et til at bestride posten som landets øverste politiker. Men i sidste ende kom alle de republikanske vælgere hjem. Trumps præstation var præcis som forventet for enhver tilfældig præsidentkandidat, der udfordrer et siddende præsidents parti efter otte år og med solide økonomisk nøgletal.

Hans skandaler, autoritære retorik og villighed til at gå imod konventionelle position på flere af partiets mærkesager var i sidste ende ikke nok til at gøre op med hadet til den anden side. For lige så meget nogle republikanske vælgere utvivlsomt var frastødt af Trump, jo værre var deres syn på Clinton og det Demokratiske Parti. Det samme fandt i øvrigt sted blandt Demokraterne, hvor ni ud af ti Sanders-vælgere helt forudsigeligt stemte på Clinton i november.

Når alt er politisk

Teorien bag negativ partiskhed er ligetil.

Når vælgeres partiske identiteter udvikler stærke forbindelser til synlige sociale og politiske tilhørsforhold opfatter begge partier hinanden som markant forskellige på et fundamentalt niveau. Tænk bare over, hvor ofte du i dag hører det politiske budskab ”det er ikke, hvem vi er som amerikanere.” Partiloyale vælgere udvikler en negativ holdning til oppositionens ledere og folk, der åbenlyst støtter dem. Det kan endda være opfattelsen af en hel sportsgren, som det skete med amerikansk fodbold sidste år.

Kilde: The Federalist

Der er ingen tvivl om, at amerikanere er blevet mere partiske og polariserede over de sidste årtier. Det korte historie er, at USA’s samlende politiske institutioner er væk. Truslen fra Sovjetunionen og afskaffelsen af værnepligten gjorde det sværere at skabe et fælles fjendebillede og et sammenhold på tværs af partier og klasse.

Kampen om borgerrettigheder og lighed imellem racer i 1960’erne drev demokrater i Syden til det Republikanske parti, mens Republikanere i norden skiftede den anden vej. Religiøsitet blev tilføjet omkring slutningen af 70’erne over mærkesager som segregation og abort.

Efterhånden sorterede vælgere sig efter deres ideologi, så liberale vælgere var demokrater, mens konservative vælgere var republikanere. Politiske holdninger sorterede sig ligeledes i harmoni med partiernes platforme. Hvis du var uenig med partiets holdning til minimumsløn skiftede du holdning og ikke parti. I dag kan du stort set forudse en persons samtlige politiske holdninger ud fra deres tilhørsforhold eller deres holdning til et emne som våbenkontrol.

Demokraterne er for eksempel i stigende grad blevet afhængige af afroamerikanske vælgere, der stemmer på partiet og dets kandidater med omkring 90-95 procentpoint. I 2012 udgjorde ikke-hvide vælgere 45 procent af Demokraternes koalition, mens blot 11 procent af Republikanernes vælgere til præsident- og kongresvalg var fra samme gruppe. Det samme split ser vi, når det kommer til sociale mærkesager som abort.

I dag har partiskhed udviklet sig yderligere. I bogen ”Uncivil Agreement: How Politics Became Our Identity” argumenterer professor Lilliana Mason fra University of Maryland, hvordan de normale skillelinjer om race, religion og kultur ikke længere eksisterer i dag. De er smeltet sammen til to såkaldte mega-identiteter: demokrat eller republikaner. Religiøse miljøer er mindre diverse politisk end tidligere. Byer er fyldt med demokratiske vælgere. Landområder er for republikanere.

“En enkeltstående stemme kan nu vise os en persons foretrukne parti på samme tid indikere hans eller hendes religion, race, etnicitet, køn, nabolag og yndlings supermarked,” som hun skriver.

Alt dette fører til en opfattelse af politik som en rivalisering i mellem to sportshold. Negativ partiske vælgere er en Brøndby-fan, der ofte er mere lykkelig, når FCK taber, end når Brøndby vinder. Hvad værre er, research fra Pew viser de deprimerende konsekvenser. Partiloyale vælgere er mere tilbøjelige til at se det andet partis vælgere som snæversynede, dovne, uærlige og uden moral. 45 procent af republikanere ser demokrater som en trussel imod nationens trivsel. 41 procent af demokraterne siger det samme. Begge tal steg med omkring 10 procentpoint fra 2014 til 2016.

Skellet i mellem demokrater og republikaner har manifesteret sig selv i kultur og sociale institutioner. En ud af fire demokraterne siger, at de ikke har en ven, der tilhører det andet parti. Mindre end en ud af ti siger, at deres ægtefælle eller partner ikke har samme tilhørsforhold. Professor Lynn Vavreck fra UCLA har desuden fundet, at flere selvidentificerede partimedlemmer nu har stærke holdninger om, hvem deres børn skal gifte sig med. I 1958 sagde 33 procent af demokrater og 25 procent af republikanere, at de ville have deres søn eller datter til at finde en partner fra samme parti. I 2016 havde 60 procent af demokrater og 63 procent af republikanere det på samme måde. Tæt på en tredjedel siger desuden, at det vil gøre det sværere at være nabo med en anden person, hvis de fandt ud af, at de støttede det modsatte parti.

Valgpolitisk har det allerede haft konsekvenser. Tag for eksempel valgene til Kongressen. Vælgere som stemmer på et parti som præsident og det andet til Kongressen er en uddøende race.

I 2016 blev alle 34 valg til Senatet og 400 ud af de 435 valg til Repræsentanternes Hus vundet af det parti, som også vandt præsidentvalget i staten eller distriktet.

Disse såkaldte ticket-splitters findes næsten ikke længere. Det er for eksempel derfor, at de seneste præsidentvalgsresultater fra 2016 er bedre datapunkter til at forstå kongresvalg end de seneste resultater fra kongresvalgene selv.

Rent lovgivningsmæssigt skaber det nogle perverse incitamenter for politikerne i Kongressen. For det første gør det kompromis langt mindre sandsynligt. Et forlig vil kunne blive set som at give køb på ens eget partis værdier, og skabe pres på partitoppen til at tage de mest ekstreme positioner i forhandlinger. Der er ingen pres på flertallet af Kongressens medlemmer til at lytte til oppositionspartiets vælgere. Det er snarere politisk selvmord at gøre det.

Det fører desuden til manglende ansvarlighed, når det hele handler om at indføre mest mulig skade på det andet parti.

”Hvis partiloyale vælgere bekymrer sig mindre om deres eget partis præstation, men i stedet fokuserer på deres mistillid til politiske modstandere, har folkevalgte ingen grund til at føre valgkamp på deres egen politik. De har i stedet gode grunde til at forsøge at underminere oppositionen i endnu højere grad,” skriver Shanto Iyengar og Masha Krupenkin i deres studie The Strengthening of Partisan Affect.

Det er svært at sige, hvordan den negative spiral kan brydes. Andelen af partiloyale amerikanere virker ikke til at gå ned. Det fremtidige demokratiske præsidentkandidat vil utvivlsomt blive hadet af størstedelen af republikanske vælgere, så snart valgkampen for alvor går i gang.

Men netop fordi negativ partiskhed stadig stiger og har overtaget pladsen som en dominerende drivkraft for vælgere, er det en af de vigtigste faktorer til at forstå amerikansk politik.