Republikansk vrede over Højesteret

Afgørelserne i de to længe ventede sager om sundhedsreformens fremtid i King v. Burwell og spørgsmålet om homoægteskaber i Obergefell v. Hodges har skabt vrede blandt Amerikas konservative. Selvom der ikke kan gøres meget ved resultatet, kommer afgørelserne formentlig til at præge temaerne i de republikanske primærvalg.

Af Jeppe Dela Hoffmann

Den vel nok mest ventede afgørelse var den i Obergefell v. Hodges. Her fandt en 5-4 majoritet bestående af de fire liberale dommere (Kagan, Sotomayor, Breyer og Ginsburg) ledet af Anthony Kennedy, at ”retten til ægteskab er fundamental for alle menneskers frihed,” og at forfatningens 14. lovtillæg garanterer denne ret for par af samme køn.

Obergefell v. Hodges blev oprindeligt indledt i Ohio, efter at Jim Obergefells mand John Arthur døde af sklerose i 2013, og Jim Obergefell ønskede at blive nævnt på dødscertifikatet som den afdødes ægtefælle. Staten Ohio nægtede dog at anerkende Arthur og Obergefells ægteskab, som var indgået i Maryland. Jim Obergefells efterfølgende sagsanlæg mod Ohio blev siden lagt sammen med andre lignende sager rundt omkring i landet.

Det var ikke ligefrem overraskende, at Kennedy blev tungen på vægtskålen, hvis man tænker tilbage på høringerne i sagen i april. Her lagde Kennedy i høj grad vægt på spørgsmålet om, hvorvidt man ikke berøvede homopar deres værdighed ved ikke at anerkende deres ret til ægteskab og dermed deres egenskab til at elske hinanden og fungere i parforhold og som forældre. Kennedy er ellers kendt for at være en stor fortaler for staternes ret til selv at bestemme på de fleste områder, men i dette tilfælde blev den inklination tilsyneladende overskygget af hans bekymringer om værdighed.

Kennedys afgørelse er også en sejr for den tolkning af forfatningen, der kaldes ”living Constitution”. Kennedys beslutning gjorde det tydeligt, at dommeren mener, at man må tage samfundets udvikling i betragtning, når man læser forfatningen. Kennedy skriver blandt andet, at selvom ægteskab har været det samme i tusinder af år, har samfundet som helhed lagt tanker om, at kvinder er mænd underdanige bag sig, og så må det samme også kunne ske med tanker om, at ægteskabet kun kan være heteroseksuelt.

#LoveWins
Det direkte resultat af afgørelsen i Obergefell er, at homoægteskaber nu er lovlige i alle USA’s 50 delstater. Der gik da heller ikke mere end fem minutter, fra nyheden om afgørelsen var kommet ud af højesteretten, til at homopar blev viet på rådhuse fra Texas til Nebraska.

Den kristne højrefløj har reageret voldsomt på afgørelsen og frygter, at det bare er et spørgsmål om tid, før den føderale regering tvinger kirker til at vie homoseksuelle, eller bagerier og fotografer til at levere ydelser til homoseksuelle bryllupper på trods af deres personlige overbevisninger. Denne frygt er dog indtil videre fuldstændig uden grund, da Kennedy i sin afgørelse gjorde meget ud af at understrege, at forfatningens første lovtillæg stadig beskytter den enkeltes frihed til at tro og tænke, som man vil, og udøve sin ret til ytringsfrihed.

Nogen præsidentkandidater på højrefløjen vil dog stadig gå til valg på denne frygt med valgløfter om øget beskyttelse af religionsfrihed og andre udmeldinger, som man har hørt dem i kulturkampen, siden aborten blev fri med Roe v. Wade i 1973. Andre mere moderate præsidentkandidater var måske i virkeligheden lettede over, at `homospørgsmålet` nu synes at være besvaret en gang for alle; på trods af at det fortsat er svært at komme igennem de republikanske primærvalg uden en vis leflen for den kristne base.

Obamacare overlever – igen
Den anden store sag, King v. Burwell, blev indledt af den republikanske tænketank Competitive Enterprise Institute som et sidste forsøg på at få skovlen under Obamas signatursundhedslovgivning. Sagen drejede sig i al sin enkelhed om, at der – hvis man skal tro på regeringen – havde sneget sig en sjuskefejl ind i den 900 sider lange lovtekst, der udgør sundhedsreformen. Denne sjuskefejl betød, at hvis man læste loven ordret, ville hele lovgivningen ikke fungere, og således ville mange af de borgere, der nød godt af reformen, miste de skattefradrag, der sikrede, at de havde råd til sygeforsikring.

Sagsøgerens argument var, at det selvfølgelig ikke var en sjuskefejl, og at højesteret derfor ikke skulle lade loven fungere, præcist som en nærlæsning ville diktere. Regeringen forsvarede sig med, at hvis man læste loven i sin helhed, var det klart, at det naturligvis ikke var meningen med loven, at man i en enkelt sætning havde gemt en lille fælde, som ville fratage mere end fem millioner borgere deres fradrag og formentlig bankerotte en række forsikringsselskaber som følge.

Højesteret var lydhør overfor regeringens forsvar, og afgjorde i en 6-3 afstemning, at loven skulle læses i sin helhed, og den ene sætning ikke kunne spænde ben for resten af loven. På majoritetssiden var rettens fire liberale dommere samt svingdøren Anthony Kennedy. Men måske vigtigst var, at afgørelsen var skrevet af retspræsidenten John Roberts, som egentlig anses som en konservativ dommer, men også ved sidste anslag mod Obamacare i 2012 stemte til fordel for sundhedsreformen.

Det interessante ved denne afgørelse i forhold til den tidligere er, at Roberts’ afgørelse læner sig meget tættere op af de liberale dommeres syn på sagen. Ved at erklære, at der er tale om en sjuskefejl i højere grad end et tolkningsspørgsmål, fratog Roberts en fremtidig republikansk præsident dermed også nok muligheden for at ophæve Obamacare.

Roberts bliver af konservative nu beskyldt for aktivistisk at have omskrevet loven, og især hans kollega Antonin Scalia har argumenteret for, at man kun skal forstå loven, som den står skrevet, og ikke inddrage den lovgivende magts intentioner med loven. Dette er dog i direkte modstand til Scalias sædvanlige syn på, hvordan forfatningen skal tolkes, hvor Scalia har advokeret for, at man altid overvejer debatten og intentionen bag hvert enkelt ord.

Liberale tilstande
På trods af Mitt Romneys valgnederlag i 2012 og de katastrofale følger, det ville få for republikanernes egen vælgerbase, står en ophævelse af Obamacare stadig øverst i valgprogrammet hos mange håbefulde republikanske præsidentkandidater. Med højesteretsafgørelsen må de nu ud og indsamle penge på ryggen af en ide om, at de kan skrive en ny og bedre sundhedsreform, hvis ”bare” de kan overtage præsidentembedet og sidde på en supermajoritet i Senatet og en majoritet i Repræsentanternes Hus.

Mange iagttagere har i år givet udtryk for, at den siddende højesteret har taget en liberal drejning. Disse to afgørelser kunne umiddelbart godt bidrage til den tolkning. Det ligger dog formentlig sådan, at John Roberts i virkeligheden til stadighed forsøger at afpolitisere højesteret, som han sagde at han ville i sin indsættelseshøring tilbage i 2005: ”Det er højesterets rolle at kalde ’balls’ og ’strikes’, ikke at kaste og batte.”

De højt profilerede liberale sejre i højesteret er måske nærmere et udtryk for, at der har været en relativt liberal regering i Washington i seks år, samt at der blandt konservative eksisterer en modstand mod dels de lovgivninger, der er kommet igennem i Washington, og den trussel den liberale regering udgør mod konservative kerneværdier.