Don Blankenship ville have været den værste kandidat i mands minde, men GOP slap med skrækken. Desuden holdt fire stater primærvalg tirsdag aften. Her er, hvad resultaterne fortalte os om midtvejsvalget og partiernes politik frem imod 2018 og … 2020.
Washington D.C. – Tirsdag eftermiddag, før valgresultaterne begyndte at tikke ind, var Don Blakenship allerede skråsikker.
Den kontroversielle kandidat til West Virginias plads i Senatet havde droppet ideen om at bruge den sidste dag i valgkampen. I stedet tog han til sin skrædder og fik taget mål til et nyt jakkesæt ifølge hans øverste rådgiver.
”Jeg har brug for et nyt jakkesæt til det forestående valg,” sagde den republikanske kandidat.
Senere på aftenen stod det klart, at Blankenship måtte finde en anden lejlighed til at bruge sit nye køb. Da stemmerne var optalt havde den lokale justitsminister Patrick Morrisey vundet den republikanske nominering og kunne kigge frem ad mod et helt lige valg imod Demokraten Joe Manchin i en af de staterne, der kommer til at afgøre magtbalancen i Senatet til november. Og republikanske strateger kunne ånde lettet op over aftenens resultat i the Mountain State.
Tirsdag aften startede primærvalgene for alvor.
Indiana, Ohio, North Carolina og West Virginia afholdt deres primærvalg til Kongressen og forskellige statslige poster såsom guvernør. I Ohio triumferede den tidligere direktør for forbrugerstyrelsen CFPB i kampen for at blive guvernør og Demokraterne undgik deres egen tvivlsomme kandidat. North Carolina har en bestemt dynamik, fordi de er i en såkaldte ’Blue Moon year’, hvor valgene til Repræsentanternes Hus er øverst på stemmesedlen. Og i Indiana sidder en af de mest sårbare Demokrater i senatet, hvis chancer for genvalg kun blev værre i aften.
Men vi starter i West Virginia, hvor kandidaten Don Blankenship på trods af en masse larm på vandløbene i slutningen af kampagnen ikke kunne slå Morrisey. Det ville være en underdrivelse at kalde Blankenship, den tidligere direktør for en af USA’s største kul-virksomheder, kontroversiel. For et par år siden blev han kendt skyldig i en sag om minesikkerhed, hvor 29 arbejdere mistede livet. Blakenship sad i fængsel i et år fra 2016 til 2017 på grund af hans rolle i ulykken, og det siger sig selv, at partitoppen hellere så statens republikanske justitsminister eller det nuværende kongresmedlem Evan Jenkins som partiets bannerfører i november. Og nårh ja, så er der den her herlighed fra Blankenship-kampagnen. De åbenlyse angreb på senatsleder Mitch McConnell (R-Ky.) og hans kone, der er Trumps transportminister og andengenerationsindvandrer fra Taiwan, var et regnskyl i et allerede oversvømmet bæger.
Republikanske strateger kaldte ham værre end Alabamas Roy Moore, kandidaten, som havde troværdige anklager om børnemisbrug imod sig. Moore tabte senatsvalget i december sidste år i en af de rødeste stater i landet. Og Blankenship gjorde ikke ligefrem partitoppen mindre nervøse, da han svarede på kritik omkring racisme i ovenstående reklame.
”Vi er forvirrede over, hvordan den kan være racistisk, når den ikke nævner race. Der er ingen race. De kendte racer er neger, hvid, hispanic, asiat. Der er ingen hentydning til race. Jeg har aldrig brugt et raceord,” sagde Blankenship.
Yikes.
Demokraten Joe Manchin kan ikke være for glad efter aftenens resultat. Venstrefløjsmodstanderen Paula Jean Swearengin tog en anstændig del af de demokratiske primærvælgere. Og Manchin-lejren havde ikke lagt skjul på, at Blankenship ville have været deres ønskekandidat. Men nogle strateger påpeger, at Morrisey tilsyneladende er en bedre kandidat, fordi Jenkins har en fortid som Demokrat og derved ville have haft en bredere appel i staten. Morrisey har desuden en blakket fortid som lobbyist og involveret i statens opium-krise. Så helt skidt ser det ikke ud for Manchin.
Men i sidste ende er det Republikanerne, der kan tørre et vandfald væk fra panden. At GOP slap for et PR-mareridt til midtvejsvalget er en af årets underdrivelser.
En aften uden de store overraskelser
I Indiana finder du et andet af efterårets mest iagttagede valg til Senatet. Den siddende senator, Demokraten Joe Donnelly, bliver set som en af de mest sårbare politikere i landet. Trump vandt staten med 19 procentpoint i 2016, og det er en af de bedste mulighed for Republikanerne til midtvejsvalget. Tre stærke republikanske kandidater tørnede sammen, Med mediernes fokus på to kongresmedlemmer, Luke Messer og Todd Rokita, med en lang og bitter personlig historie, så endte outsideren Mike Braun med at kapre en stor republikanske vælgergruppe, som hverken så ledelsens foretrukne valg Messer eller Rokita som attraktive. Braun kan nu bruge sin fortid som privat forretningsmand og fri for stanken af Washingtons sump til at angribe Donnelly til valgdagen.
I IN-06 vandt Greg Pence, vicepræsident Mike Pences bror, desuden sit primærvalg i det sjette distrikt. Det var Mike Pences tidligere hjem, og med en såkaldte PVI på R+18 virker det sikkert, at Greg nu igen har sat Pence-familien flag i distriktet. I Ohio slog republikaneren Jim Renacci overbevisende Mike Gibbons og står nu overfor demokraten Sherrod Brown i 2018 i valget til senatet. Og i WV-03 vandt den karismatiske Richard Ojeda, der er blevet beskrevet som JFK med tatoveringer og en bænkpres, den demokratiske nominering uden problemer og har nu med sin unikke appel på tværs af partiskel muligheden for at gøre det umulige: vinde landets største Trump-distrikt som Demokrat.
Og i North Carolina så vi måske en af de mest bekymrende udviklinger for Republikanernes muligheder for at holde magten i Repræsentanternes Hus. Det siddende medlem i statens 9. distrikt, Robert Pittenger, tabte til partifællen Mark Harris. Pittenger og Harris havde allerede været rivaler efter Pittenger vandt primærvalget i 2016 med sølle 134 stemmer. Men i aften fik Harris sin revanche. Det er første gang i 2018, at et siddende medlem af Kongressen taber et primærvalg.
NC-09 er stadig et republikansk distrikt med et PVI på R+11. Pittenger vandt med 16 procentpoint i 2016, og Trump vandt med 11,6 procentpoint over Clinton, mens Romney slog Obama med samme margin i 2012. Når det er sagt, så ser flere valgeksperter dette distrikt som en mulighed for Demokraterne, hvis kampagne-arm har udpeget distriktet som muligt red-to-blue. Og det gør kun muligheden større ved, at den demokratiske kandidat Dan McCready ikke skal stå over for et siddende medlem, der ville have haft den såkaldte incumbency-effekt på sin side. McCready har desuden mere end 1,2 millioner i banken, mens Harris blot havde lidt under 71.000 dollars. Cook Political flyttede da også omgående distriktet fra ’Leans R’ til ’Toss-up’.
20 … (DYBT SUK) … 20
Og ja. Vi er nødt til at kigge lidt frem imod 2020.
Nogle gange kan valgresultater være en indikator for, hvor landet er ved at bevæge sig hen. I 2012 vandt daværende præsident Obama West Virginias primærvalg med en overraskende svag margin 59-41 imod en fængselsindsat. Valgresultatet varslede den hvide arbejderklasses utilfredshed og radikale drejning væk fra det Demokratiske Parti.
I samme ånd virker kløften fra 2016 i det Demokratiske Parti som den vigtigste historie frem imod et primærvalgsvalg, der tyder på at blive fyldt med kandidater, langtrukkent og genoplive konflikten imellem Sanders og Clinton fløjene.
Populisten Dennis Kucinich havde støtten fra Sanders’ gruppe Our Revolution, men ledelsens valg, og the Buckey States tidligere justitsminister Richard Cordray, manede Kicinich til jorden med 40 procentpoint. Udover det faktiske valg, og at Cordray nu har en af de bedste muligheder for at overtage guvernørposten fra republikaneren John Kasich og derved flippe partikontrollen i en af landets mest betydningsfulde svingstater, så kunne det demokratiske primærvalg have givet det første tegn på miljøet i 2020. Der var andre faktorer i spil. Cordray havde støtte fra en anden central figur på partiets venstrefløj Elizabeth Warren. Men afklapsningen er et datapunkt, der siger noget om, hvor svært Sanders har haft ved at opbygge en vedvarende koalition og politisk organisation, der kan dominere demokratisk politik på lang sigt.
Det er umuligt at sige, hvordan det demokratisk felt kommer til at se ud, eller hvilke koalitioner der kommer til at betyde mest. Med to erklærede kandidater og et muligt felt på 20 eller flere, så skal du ikke tro på nogen, der snakker om, hvordan 2020 kommer til at se ud. Men resultatet fra Ohio kunne have været det første varselsskud, for Sanders-fløjen. Det blev det ikke.
You must be logged in to post a comment Login