Rejsebrev fra Ghana: Er der klimatopmøde i Paris?

I Ghana ved de færreste, at der klimatopmøde i Paris. Det er på trods af, at de fleste har klimarelaterede problemer tæt inde på livet. Indtil politikkerne kommer med løsninger, finder ghaneserne alternative, klimauvenlige løsninger.

Af Stig Jensen, lektor, Afrikanske Studier, Københavns Universitet

I Accra, Ghanas hovedstad, præges hverdagslivet af langvarige strømsvigt. Nogle områder har strøm 12 ud af 36 timer. En gruppe professorer fra Afrikastudier på University of Ghana snakker nærmest i munden på hinanden, og frustrationerne lyser ud af dem. ”Klimaforandringer og mangel på politisk lederskab hænger sammen og er vores største problemer,”. En anden professor fremturer: ”Vi, middelklassen, er en del af problemet. Vi klarer strømafbrydelser ved at anskaffe en generator, mens de fattige betaler prisen. Vi burde bruge vores position til at mobilisere folk og presse politikkerne til løse problemerne.”

Strømsvigtene i Accra er klimarelaterede, fordi strømmen primært kommer fra vandkraft fra Aksombo dæmningen ved Voltasøen, der er presset af en kombination af voksende efterspørgsel og faldende vandstand. Den enorme kunstige sø dækker over 8500 km2. Professorer fra Københavns Universitet estimerer, at vandspejlet ligger omkring 6 meter under normalen i slutningen af regntiden.

Strømsvigt i Accra er byboernes mest åbenlyse bekendtskab med klimaforandringerne. Bønderne i Ghana mærker også klimaforandringerne helt inde på livet. Nær Wa i det nordlige Ghana fortæller en bonde ved navn George, at majshøsten netop er kommet i hus. Udbyttet blev under normalen. Hvorvidt klimaforandringerne er direkte skyld i dette, er svært for George at vurdere. Men det er ikke svært at sætte fingeren på, hvorfor majshøsten er mindre og ringere end tidligere. Det skyldes højere temperaturer og mindre regn. Og det får konsekvenser får bondemanden, ganske som det får konsekvenser for energisikkerheden i Accra.

Bønderne kompenserer for den fejlslagne høst ved at fælde træer og lave trækul for at møde bybefolkningens voksende efterspørgsel. Trækul som ved afbrænding udleder ganske meget CO2. Pengene man tjener på trækul bruges til mad. Når høsten slår mere eller mindre fejl, må man gøre noget andet. Så tænker man ikke lige på klimaet, og at man selv er medvirkende til at mængden af CO2 i atmosfæren øges, og dermed med stor sandsynlighed forværrer chancerne for gode majshøste i fremtiden. George fortæller videre, at de unge søger væk fra kakaoplantagerne, selvom Ghana er verdens næststørste producent af kakao. Også her begynder produktionen at lide under den høje varme og manglende regn. Derfor søger flere unge lykken som guldgraver i stedet for kakaobønder.

I Atewa range, internationalt kendt for sin unikke biodiversitet, møder jeg en ung, smart fyr, velklædt i mærketøj med smartphone og velplejet overskæg, i noget der ligner et månelandskab. Han fortæller, at han var softwareudvikler, men de konstante strømafbrydelser ødelagde den business, så han har i stedet kastet sig over den lukrative guldgravning.

Byerne i Ghana mærker dem. Bønderne i Ghana mærker dem. Klimaforandringerne. Kun ganske få veluddannede kender til, hvad disse ændringer betyder for landet, og hvad der skal til, for at bekæmpe klimaforandringerne. Her i Ghana knapt nok nogle folk, som ved, at der er COP21 i Paris. På trods af de store klimarelaterede udfordringer, som mere eller mindre alle i landet på en eller anden måde har tæt inde på livet.