RBG: En ekstraordinær kvindes historiske testamente

I dag har den Oscar-nominerede dokumentarfilm RBG premiere i danske biografer. Filmen, der afbilder højesteretsdommeren Ruth Bader Ginsburgs liv og karriere, er en smuk og rørende hyldest til den ekstraordinære kvinde bag de efterhånden både berømte og berygtede initialer. Men samtidig er filmen også en særdeles samfundsrelevant, historisk fortælling, der bidrager til nutidens debatter om både ligestilling og den amerikanske højesteret.

“Lige meget om man er enig med hende eller ej, så må man erkende, at hun har været en magtfaktor i denne domstol.” Den garvede republikanske senator Orrin Hatch rammer hovedet på sømmet i RBG-filmen, når han beskriver Ruth Bader Ginsburgs betydning som højesteretsdommer. Lige meget om man støtter den liberale eller den konservative fløj i USA, er det et faktum, at Ginsburg har spillet en vigtig rolle i det amerikanske samfund. Hun var foregangskvinde, da hun i 1956 som én af ni kvinder begyndte på Harvard Law School på en årgang med mere end 500 mænd. Hun var drivkraften bag flere højesteretssager, der gjorde op med juridisk forskelsbehandling af mænd og kvinder i løbet af 70’erne. Og siden 1993 har hun fungeret som en karismatisk højesteretsdommer, der ved brug af lige dele kreative retoriske virkemidler og intellektuelle juridiske argumenter har skabt grundlag for en moderne, liberal folkebevægelse i USA.

Netop på grund af den store indflydelse Ginsburg har haft i USA, er RBG-filmen særdeles relevant. Gennem fortællingen om Ginsburgs liv og karriere tegner filmen et rørende billede af en ekstraordinær kvinde, men også af det amerikanske samfund over mere end et halvt århundrede. På den måde bidrager filmen ikke blot med fortællingen om Ginsburgs person, men også med et samfundsrelevant perspektiv, der trækker tråde helt op til nutidens debatter om både ligestilling og den amerikanske højesteret.

Liberal hyldest til en superkvinde
På trods af filmens historiske og samfundsrelevante elementer, skal der dog ikke herske nogen tvivl om, at RBG-filmen er en hyldest til Ginsburg. Det står klart lige fra filmens indledende scener, hvor lydklip af højreorienterede kommentatorers hadefulde og kritiske udtalelser om Ginsburg bliver erstattet af billeder af den 85-årige og tilsyneladende skrøbelige højesteretsdommer, der ‘pumper jern’ i et fitnesscenter til lyden af et hiphop-nummer indgydt med girl-power-retorik og moderne beats. “It’s been assumed I’m soft or irrelevant, cause I refuse to downplay my intelligence,” rapper den amerikanske hiphop-diva Dessa, mens Ginsburg stædigt holder en plankeposition med støtte fra sin personlige træner. Der er skruet op for alle virkemidler, der skal illustrere, at vi har med en særdeles sej og ekstraordinær kvinde at gøre.

Og det har vi faktisk. Det noget glorificerende billede af Ruth Bader Ginsburg som en superkvinde, eller “Super Diva!” som der står med store bogstaver på hendes træningstrøje, er på mange måder retvisende. Det behøver man hverken være feminist, liberal eller enig med hende for at erkende. Hendes arbejdsomhed og målrettethed, som løbende bliver beskrevet af Ginsburgs venner, familie og kollegaer i filmen, taler for sig selv. De beskriver en ung jurastuderende, der passede sin syge mand og deres etårige barn samtidig med, at hun formåede at sikre sig en placering som en af de bedste på sin årgang samt en stilling som skribent på det prestigefyldte juramagasin, Harvard Law Review. De fortæller også, at hun er kendt for at arbejde 16-20 timer i døgnet, og at hun stort set aldrig haft en sygedag i højesteretten, selvom hun har gennemgået to kræftforløb siden 1999.

RBG-filmens beretninger om Ginsburgs superkvinde-kræfter vil måske fremkalde skepsis hos nogle iagttagere, der vil mene, at det forherligende billede af højesteretsdommeren er et vaskeægte eksempel på liberal propaganda. Selv hvis det er tilfældet, er filmen stadig værd at se. For den indeholder så meget mere end beskrivelsen af nærmest overnaturlige kræfter, der gør undertegnedes egen selvdisciplin og arbejdsomhed til skamme.

I ligestillingens og kærlighedens navn
Kampen for juridisk ligestilling mellem mænd og kvinder er filmens primære omdrejningspunkt. Som jurist gjorde Ginsburg sig særligt bemærket i 70’erne, da hun tog en række sager om ligestilling op ved højesteretten. RBG-filmen gennemgår de vigtigste sager i Ginsburgs karriere, og tegner på den måde et retvisende billede af både personen Ginsburgs indædte og strategiske kamp for ligestilling, men også af et mandsdomineret amerikansk retssystem, der op gennem 70’erne langsomt begyndte at få øjnene op for en ny type uretfærdigheder i samfundet. Den vinkel giver et fascinerende juridisk indblik i ligestillingsproblematikken, der for alvor blev et borgerrettighedsspørgsmål i 70’erne, og som i dag jævnligt indgår i den politiske debat.

Ligestilling er også belyst fra et mere personligt perspektiv i filmen — nemlig gennem en vaskeægte kærlighedshistorie. For på trods af, at Ginsburg er en særdeles selvstændig kvinde, så lægger filmen gentagne gange vægt på det ligestillings-paradoks, der findes i Ginsburgs eget liv. Hun mener nemlig, at hendes professionelle succes i høj grad skyldes hendes mand, Marty. Ginsburg beskriver, at netop på grund af samfundets manglende ligestilling dengang hun påbegyndte jurastudiet, var hun dybt afhængig af at have en mand, der støttede hende. Uden kærlighedsforholdet til Marty, ingen mulighed for at dyrke kærligheden til den amerikanske forfatning, forklarer Ginsburg i filmen. På den måde gør RBG-filmen Ginsburgs personlige kærlighedshistorie til et samfundsrelevant emne, der italesætter paradokset i, at præmissen for ligestilling er, at alle i samfundet, både mænd og kvinder, tager del i processen.

Eventyret om dengang politikere kunne enes
Da Ginsburg blev nomineret til embedet som højesteretsdommer af præsident Clinton i 1993 var det ikke entydig opbakning, hun mødte fra de amerikanske politikere. Alligevel blev hun godkendt i senatet med en stemmefordeling på 96-3. Her sætter RBG-filmen indirekte Ginsburgs historie ind i en særdeles relevant, nutidig kontekst. De seneste år har vi været vidne til hidtil usete konflikter mellem de amerikanske partier i spørgsmål om højesterets-nomineringer. Senest blev den omstridte dommer Brett Kavanaugh valgt til højesteretten med det mindst mulige flertal i senatet. RBG-filmen viser et helt andet billede af det politiske landskab, som det så ud i begyndelsen af 90’erne. Man hører blandt andet den republikanske senator Orrin Hatch sige ved Ginsburgs høringer, at selvom de to er uenige om stort set alt, så ved han, at hun er en dygtig jurist, og derfor får hun hans stemme.

The #NotoriousRBG
Måske byggede den republikanske senators velvilje på et ønske om at fokusere på Ginsburgs faglige kompetencer frem for ideologiske standpunkter. En anden mulighed er, at beslutningen blev taget på baggrund af forventningen om, at Ginsburg ville blive en midtsøgende højesteretsdommer. For det var faktisk sådan, hun blev opfattet dengang. I dag er situationen dog en helt anden. I takt med en voksende konservativ dominans i højesteretten er Ginsburgs ideologiske position rykket længere mod venstre. I filmen ser vi kulminationen af den udvikling, da Ginsburg i 2013 offentliggjorde sin holdning til en højesteretsafgørelse, der afskaffede en halvtreds år gammel lov om vælgerrettigheder. Hendes skarpe opposition til det konservative flertals afgørelse fangede især unge amerikaneres opmærksomhed. På kort tid spredte en gruppe liberale det nu verdenskendte hashtag, #NotoriousRBG, og siden er Ginsburgs popularitet som kultfænomen eksploderet.

RBG-filmen er gennemsyret af referencer til Ginsburgs kultstatus. Lige fra hiphop-musikken, der er soundtrack til hendes fitnesstræning, til billeder af skrigende fans, der tiljubler hende. Det er selvfølgelig et dramaturgisk greb, som er med til at garantere publikums fascination af Ginsburg, men det er også et sandfærdigt billede af den 85-årige højesteretsdommer. Hun er nemlig ekstremt populær blandt mange amerikanere, fordi hun er et stærkt kvindeligt forbillede, der rammer lige ind i hjertekulen på #MeeToo-bevægelsen, samtidens ligestillingsdebatter og oprørslysten blandt mange unge amerikanere. Der, hvor filmen knækker en smule, om man så må sige, er den manglende dækning af den anden side. For lige så elsket, som Ginsburg er af det liberale USA, ligeså hadet er hun af de konservative. Vi oplever en snert af dette i begyndelsen af filmen, men ellers er der hovedsageligt fokus på de liberales hyldest af Ginsburgs liv og karriere.

En ægte kærlighedshistorie på Valentinsdag
Om få uger kan RBG-filmen vinde en Oscar for bedste dokumentarfilm. Nomineringen er uden tvivl berettiget. Filmen er underholdende, gribende og interessant. Den fortæller historien om en ekstraordinær kvindes atypiske liv i en samfundsrelevant kontekst. Selv om der til tider bliver skruet fuldt op for patos, så fungerer filmen i høj grad både som et indspark til samtidens debatter og som en rørende fortælling om vaskeægte kærlighed— Hvad mere kan man ønske sig på dagen, hvor hele Danmark lader sig fortabe i amerikanske traditioner og forestillinger om, hvordan ægte kærlighed bør se ud? Glædelig Valentinsdag — og god tur i biografen.