Rand Paul og stormvejret i te-koppen

Tea Party profilen Rand Paul afskyr Barack Obama, men foretrækker Bill Clinton fremfor George W. Bush. Senatoren fra Kentucky får mere mediedækning, end hans rang i senatet fortjener. For Tea Partys strategi er simpel: Vift med armene for billig opmærksomhed og slå så til med det totale kaos i Kongressen. Målet er at sætte en stopper for det statslige overforbrug.

Når en Republikaner som Rand Paul kan skrive i sin bog, ’The Tea Party Goes to Washington’, at han foretrækker Bill Clinton fremfor George W. Bush, er det fordi, at Clinton ganske enkelt havde et bedre resultat på betalingsbalancen. Der foruden er Tea Party, hvad Rand Paul selv kalder ’konstitutionelt konservative’, og går derfor ind for en begrænset føderal regering. Med andre ord skal lovgivning og administration tilbage til delstaterne.

Et familieforetagende
Mange henviser til en overgearet svada fra finansreporteren, Rick Santelli, 19. Februar 2009, som fødslen af det moderne Tea Party. Men Rand Paul tilskriver i al beskedenhed sin egen far, daværende Repræsentant Ron Pauls præsidentkampagne allerede i 2008 æren. Indrømmet, den ældre Paul var den mest konservative i Kongressen på det tidspunkt, men han fik kun knap 6% af stemmerne i de Republikanske primærvalg det år og vandt ikke en eneste stat. Han kan således ikke påstå opmærksomhed eller tilslutning i tilstrækkelig størrelsesorden. Ikke desto mindre anser Rand Paul sig selv som sin fars arvtager og talsmand for Tea Party.

Rand Paul var da også den første succes Tea Party havde med at skubbe en ’mainstream’ Republikaner af tinge. Det skete, da han i 2010 vandt Kentuckys Republikanske primærvalg til senatet. Og da Kentucky er en Republikansk bastion, vandt øjenlægen ganske let over sin Demokratiske modstander.

Tramper gerne rundt i spinaten
Rand Paul har ekstreme ideer for USA’s fremtid. Det er han ikke den eneste fra Tea Party, der har. Men forskellen er, at Paul formår at fremstå som en sympatisk mand. Til sammenligning har kommentatorer kaldt Texas senator Ted Cruz, hvad der bedst kan oversættes til ’en skiderik’. Der er ingen tvivl om, at Paul er idealist og – ganske respektabelt – ikke viger fra sine overbevisninger. Dog kender han ikke dyden i en velvalgt fortielse.

Allerede som kandidat i 2010 kom han i problemer. Hans Demokratiske modstander, Jack Conway, beskyldte ham for at ville fjerne ’The Civil Rights Act of 1964’, der blandt andet forbyder restauranter at nægte servering til sorte. Paul havde ikke på noget tidspunkt fremlagt dette forslag og tog stærk afstand fra al racisme og undertrykkelse.

Rent ideologisk er Paul dog modstander af al lovgivning, der indskrænker private rettigheder. Derfor stod han ved, at private forretningsdrivende burde kunne vælge deres politikker selv. Overfor den stærkt liberale og meget skarpe interviewer, Rachel Maddow fra msnbc, fik han dog tydeliggjort, at det ikke var hans ønske at fjerne den 46 år gamle skelsættende lov. Her ville det have været smart, at lade den ligge, men Paul fortsatte, at han nok ville have rejst debat om visse dele af lovforslaget, hvis han havde været der dengang.

Sans for drama
Tea Party sætter deres lid til opmærksomhed fremfor substans – primært fordi de ikke selv mener, at der er gyldig substans at finde i nogen form for regering. De er 100% afhængig af deres evne til at mobilisere vælgere fra yderområderne – ideologisk såvel som geografisk. Derfor høster de også støtte fra ’tosser’ med ’Obama er Hitler’ skilte, folk med tebreve klistret til tøjet og i det hele taget folk, der har misforstået Tea Partys budskab. Men den slags støtte er lige så velkommen som al anden. Tosserne skaber opmærksomhed.

I juni 2013 optrådte Paul på forsiden af magasinet New Republic. Han fremstod stoisk og kiggede forbi kammeraet – måske ud i en fremtid, der mere faldt i hans smag. Men med hans venstre hånd krydsede han sine fingre. Fotografen fortæller, at han ikke havde opfordret til den posering og faktisk først opdagede det senere. Paul har ikke selv forklaret sin gestus, så kommentatorer har været frie til at danne deres egne teorier. Er det et tegn på håb? Er det en besked om, at hans mål i Washington er at undergrave systemet? Eller er det for at signalere, at han modvilligt deltager i bladets portræt? Sikkert er det, at det ikke var tilfældigt. Rand Paul havde styr over hver en detalje. Selv slipset, han bar, var fra firmaet Liberty.

Arbejder mod 2016
Rand Pauls eget sæde i Senatet står ikke for fald før 2016. Men det giver ham tid til allerede nu at lægge benarbejde i præsidentkampagnen til den tid. Paul har ikke selv meldt sit kandidatur som præsident, og kommentatorer smågriner ved tanken. Men man kan være helt sikker på, at Tea Party vil forsøge sig ved de Republikanske primærvalg. Andre har allerede nævnt Rand Paul som et fremtidigt bud. Texaneren Ted Cruz vil formentlig gøre et forsøg, hvis detaljen om, at han er født i Canada ikke bliver et problem. Sågar Sarah Palin er nævnt, men er dog et usandsynligt bud.

I mellemtiden er Rand Paul netop nu i vælten med kritik af familien Clinton. Nærmere bestemt kalder han ekspræsidenten for en seksuel vaneforbryder, der slap alt for nemt fra Lewinsky-skandalen. Kritikken er møntet på at skade Hillary, som er det stærkeste bud lige nu på en Demokratisk kandidat. Men Paul overser et par ting. Bill Clinton er ikke længere et skudsmål for republikanere, og ikke mindst minder Paul ganske enkelt amerikanerne om en periode, der gjorde Hillary utrolig populær.

Om Rand Paul stiller op som præsident i 2016 står hen i det uvisse. Han siger selv, at chancen er 50-50, men at beslutningen først vil blive taget i løbet af 2015. Alle er dog enig om, at han ikke vil kunne være et seriøst bud som Republikanernes kandidat så tidligt. Og hvis han stiller op som præsident glider hans sæde i Senatet ham af hænde, og han selv vil sandsynligvis glide i glemmebogen. Indtil da har vi dog to år mere med Rand Paul og hans skærmydsler, og det bliver helt sikkert underholdende.