Putin, Obama og magten

Verdens mest magtfulde mand hedder ikke længere Barack Obama, men Vladimir Putin. I hvert fald ifølge Forbes. Et slag i ansigtet på USA og en fjer i bjørneskindshuen for Rusland. Men trods Putins aktuelle styrke, står Rusland fortsat over for massive udfordringer, både nationalt og internationalt

Det amerikanske erhvervsblad Forbes har netop udnævnt Ruslands præsident Vladimir Putin til klodens mest magtfulde person. Udnævnelsen passer naturligvis Putin særdeles godt, og den kommer efter et stormomsust 2013, hvor han har gamblet – og vundet. Putin står måske stærkere end på noget andet tidspunkt i sin politiske karriere, men der ligger også udfordringer rundt om hjørnet; for ham og for Rusland.

International magt
Den tjekkisk-amerikanske politolog Karl Deutsch forklarede for knap 50 år siden, at hvis man vil forsøge at få et indtryk af en aktørs magt, så skal man se på indretningen af det system, som hun opererer i. Er aktøren mere eller mindre tilfreds med den aktuelle indretning? Og når systemet på et tidspunkt ændrer sig, ser hun det så, som om det bliver bedre eller værre? Vinder eller taber hun magt? Denne definition er fortsat hjælpsom. Den minder os om, at aktører agerer i systemer, som kan være og er vidt forskellige, at magt er relativ, og at magt forskydes.

Ét af disse systemer er det internationale system. Et hurtigt kig på det internationale system i dag indikerer, at Rusland står væsentligt stærkere end i starten af 2013. Vi har haft et moment of truth, hvor magten blev målt op i træskolængder. Det skete naturligvis ved konfrontationen mellem Rusland og USA, og opmålingen viste, at Rusland har vundet magt siden sidst, mens USA har tabt noget. Putin valgte at præsentere sig selv som forsvareren af Syrien, af princippet om ikkeindblanding, af suverænitetsbegrebet og af freden. Og da USA’s præsident Barack Obama derefter valgte at indstille det bebudede militære angreb på Syrien, stod Putin tilbage som dén, som havde formået at forpurre krigsplanerne. I realiteten var Obama mere skræmt af sine egne vælgere end af Putin, men det ændrer ikke ved det endelige indtryk: Putin gik til kanten, han fik lov til det, og han vil med stor sandsynlighed gøre det igen, når vi næste gang har en større international strid.

Putin lægger ikke skjul på, at han er meget utilfreds med dét internationale system, som har udviklet sig efter den kolde krig. Han beklager sig over den påståede unipolære styring, USA’s hegemoni og ”hyperbrug” af militær magt. Blandt andet af denne grund arbejder Rusland tæt sammen med sine få allierede, bl.a. inden for rammerne af Sammenslutningen af Uafhængige Stater (SNG), Shanghai Samarbejdsorganisationen (SCO) og BRICS for at sikre en ny indretning af det internationale system. Efter at have satset – ved at give sin næsten uforbeholdne støtte til Syriens præsident Bashar al-Assad og sluppet af sted med det – synes Putin nu at være den ukronede leder af den antihegemoniske bevægelse. Det internationale system er i langsom forandring, og når Putin på vegne af Rusland ser frem, er han mere tilfreds, end når han ser tilbage.

Hjemlig magt
Putin har givet russerne et autoritært politisk system, som mange af dem synes beklageligt tilfredse med. Han styrer derfor også sin egen vælgerskare meget mere end fx Obama kan eller vil. Han har simpelthen et stort politisk råderum – kombinationen af få politiske modstandere og en samarbejdsvillig presse gør, at han næsten selv kan definere det politisk mulige og acceptable.

Det politiske system i Rusland er derfor i høj grad indrettet af Putin, Han har redefineret en del af de grundlæggende spilleregler til egen fordel, han har selv været med til at skabe en del af den loyale opposition, og den virkeligt kritiske opposition, dén kan han få marginaliseret via medietavshed, fordrejninger og intimideringer. Når han ser sig omkring i Putinland, så ser han et landskab, som han, mere end nogen anden aktør, direkte har præget. Han er den suverænt mest magtfulde aktør i dette system.

Han er faktisk så magtfuld, at han selv kan beslutte, om han vil fortsætte endnu en periode som præsident. Efter en forfatningsændring kan han nu sidde indtil 2018, og derefter kan han snuppe endnu seks år. Som alt ser ud lige nu, er vælgerne klar til at støtte ham, og frem mod 2018 er spørgsmålet derfor mest af alt, om han orker det? Han har netop antydet, at han gerne vil fortsætte, og det er derfor fornuftigt for os at indstille os på denne mulighed. Ikke mindst fordi hans stærke mandat giver ham en udstrakt grad af international handlefrihed.

Udfordringerne
Men som tidligere nævnt på denne plads er der problemer i horisonten. Putin synes at have forsømt at gennemføre væsentlige strukturelle reformer – bl.a. en svækkelse af statens rolle i det økonomiske liv, et opgør med korruptionen og en smidiggørelse af det russiske arbejdsmarked – og lavere vækst truer nu. Hvis pessimisterne får ret, ja så kan netop dette langsomt vende de russiske vælgere væk fra Putin og i retning af alternativer. Og det kan samtidig svække Rusland på den internationale scene og i kampen for en ny verdensorden. Så Putin og hans mange støtter i Rusland skal nyde magten, mens de kan smage den. Den er flygtig.