Putin bruger Sikkerhedsrådet i stormagtskampen mod USA

Den russiske præsident Vladimir Putin har fortsat store planer om at genskabe et stærkt Rusland, på lige fod med supermagter som USA og Kina. I den forbindelse er rollen som permanent medlem af FN’s Sikkerhedsråd særdeles nyttig, fortæller Ruslands-forsker Flemming Splidsboel i dette interview

Der har uden tvivl været flere, der rystede på hovedet, da den russiske præsident Vladimir Putin, tilbage i 2007 udtalte, at han anså Sovjetunionens sammenbrud som den største geopolitiske katastrofe i det 20. århundrede. I dag ryster mange fortsat på hovedet af Putin, men af andre grunde. For ingen er længere i tvivl om, at Putin mente hvad han sagde den februar dag i München for otte år siden. Konflikten i Georgien, annekteringen af Krim og en vedholdende støtte til Assad-regimet i Syrien har med al tydelighed demonstreret, at Putins drøm om at genskabe Ruslands globale magtposition, er både vedholdende og omfattende.
Og i det spil passer det den russiske præsident særdeles godt, at Rusland har en af de fem permanente pladser i FN’s Sikkerhedsråd. Det betyder nemlig, at Putin tit og ofte kan spænde ben for især amerikanske planer. Hvilket især er kommet til udtryk de seneste år i forhold til konflikten i Syrien, hvor præsident Obama ellers har appelleret til, at det internationale samfund med FN i spidsen, nåede frem til en løsning. Men Putin har konsekvent svaret ‘njet’ til alt, hvad der er kommet på den front. Han holder fortsat hånden under Assad, og dermed kan konflikten fortsætte. Samtidig med, at Putin kan fastholde sin illusion om Rusland som supermagt på niveau med USA og Kina. Og netop derfor, er der heller ingen grund til at tro, at Putin på noget tidspunkt vil tillade, at Ruslands rolle i FN svækkes, fortæller Ruslands-forsker ved DIIS, Flemming Splidsboel i dette interview med Kongressen.com

Hvordan bruger Rusland FN i det storpolitiske spil?
“Rusland kan bruge sin vetoret i Sikkerhedsrådet til at blokere for udviklinger i det internationale system, som man grundlæggende er imod. Der foregår ligeledes en hel masse spil i Generalforsamlingen. Men i Sikkerhedsrådet har vi i de senere år kunnet se, at Rusland i stigende grad har gjort brug af sin vetoret. Det falder meget godt i tråd med den spænding, som vi har set i det internationale system, og som kommer til udtryk næsten hver dag, og som ligeledes fremgår af de russiske policy-papirer eksempelvis i udenrigs-, forsvars- og sikkerhedsdoktrinen. Her har man igennem en årrække har kunnet se en optrapning i nogle modsætningsforhold, og der kan bruge vetoretten til blokere, ligesom sætte en rød streg og sige her vil vi ikke være med. På den måde er det meget centralt.”

Hvordan vurderer du sandsynligheden er for at Rusland løsner deres greb i deres klemme på USA i forhold til Syrienkonflikten?
“Den ser jeg som værende svag. Den er meget fastlåst. En række af de store internationale konflikter der foregår lige nu er dels Syrienkonflikten og dels Ukraine, og der har Putin givet sig selv et forholdsvis lille aktionsrum og derved et forholdsvis lille spænd af muligheder, så det vil være vanskeligt for Putin rigtigt at gøre indrømmelser. Man har sagt at Assad er Syriens præsident og man forestiller sig ikke på nogen måde, en situation hvor Assad skal udskiftes. Der har været følere for et par siden blandt andet den russiske ambassadør i Frankrig kom med en føler, hvor man sendte en ballon, men den blev skudt ned med det samme fra Syriens side. Siden har man sat sig på den side, hvor det er Assad, hans familie og Assad-klanen der skal regere Syrien. Det er vanskeligt at gøre helt afgørende indrømmelser på Syrien, men der er selvfølgelig stadig et lille råderum, men måske heller ikke helt ligeså fastlåst som situationen i Ukraine, for der har Rusland meget mere på spil. Sådan rent vælgermæssigt står der også meget mere på spil for Putin i Ukraine end der gør i Syrien. Det er noget der taler til fordelen for, at han måske kan gøre noget på Syrien-området.”

Situationen i Sikkerhedsrådet er lige nu låst, og har været det et stykke tid. Vil Rusland nogensinde tillade en reformering af Sikkerhedsrådet?
“Det tror jeg gerne Rusland vil. Men ikke reformer som vil ændre på den magt som landet har i dag via sit veto. Det vil sige at man kan godt udvide, man kan godt have forskellige konstellationer men man kan ikke udvande den vetoret som der er i dag. Jeg har vanskeligt ved at se en situation, hvor man kunne tage flere vetomedlemmer ind. Man har fem, og der synes man sikkert allerede fra Ruslands side at det er fire for mange, men derfor kan man godt reformere FN og Rusland taler meget om at reformere FN. De er også under et vist pres, fordi de tillægger FN utrolig stor betydning – i hvert fald i deres policy papirer. Når man taler om at FN er ”vores sidste, bedste håb”. For at der ikke skal udbryde kaos i verden, bliver man nødt til at bruge FN. Der bliver man fanget lidt af sin egen retorik, og så bliver man fanget lidt fordi de lande som umiddelbart står og kunne kandidere til at blive mulige medlemmer af Sikkerhedsrådet er lande som Rusland er forholdsvis tæt allierede med. Det er helt specifikt Indien, Brasilien og Sydafrika, som man har et samarbejde med inden for BRIKS. Man har eksempelvis også haft tale om, at man gerne ville se en øget indflydelse fra Tyskland, men det er så blevet mindre aktuelt inden for det sidste år. Grundlæggende så er princippet også at alle er lige inden for FN men der er altså lige fem som er mere lige end de andre, hvilket er en underlig blanding af noget meget jævnbyrdigt med en koncert i toppen. Det ser jeg ikke som en mulighed, at man vil ændre på.”

Hvor står Putin pt. i forhold til Syrien? Har han flyttet sig?
“Fra Putins side har det været en vanskelig konflikt at håndtere. Man er til dels blevet skubbet hen i et hjørne, hvor man ikke har ønsket at komme hen. Der har tidligere været en føler ude om man måske kunne få en anden løsning på Syrienkonflikten, men det er blevet sat skarpere og skarpere op og nu har man valgt den beslutning der hedder Assad. Man stoler ikke på ham, det er jeg ret overbevist om, og det kan vi se i nogle af de politiske forbindelser og vi kan se det rent militært, hvor samarbejdet mellem Rusland og Syrien ikke er så tæt som Assad gerne så det. Hvilket også er det billede vi ser i forholdet mellem Rusland og Iran. Rusland har lige indvilget i at levere S-300 misiler til Iran, men vi har kunnet se også med henblik på Syrien, at man stoler ikke på Assad. Jeg tror også at, Rusland synes, at han er gået langt over stregen, men man frygter et regimeskifte, der vil kunne vende Syrien helt på hovedet. Den Assad-klan der nu har siddet i rigtig mange årtier, det er alt eller intet for dem, jeg tror ikke på, at de kan reformere det. Alawitterne udgør et mindretal i Syrien, så hvis først der kommer en sprække der, så tror jeg, at de ryger helt ud. Det tror jeg Rusland vil forsøge at undgå, så man er blevet fanget lidt i denne situation. Putin var for et par år siden mere indstillet på at indgå en form for kompromis, og lægge et øget pres på Assad. Vi har også eksempler med at chefen for den russiske udenrigsefterretningstjeneste der rejste til Syrien. Med Alafaf dernede lagde han et pres på Assad, og sagde se her, det her er din situation og du står rigtig dårligt. Men det var før Islamisk Stat, og det var ”bare” i forbindelse med de oprørsgrupper, der var før. Man har forsøgt tidligere, men det er vanskeligt at se hvad Putin kan gøre af indrømmelser. Assad, tror jeg, at man ser som at krydse den røde linje, og der vil man ikke gå på kompromis. Når man ser på brugen af vetoret, så er Syrien der, hvor Rusland igen og igen har trukket kortet – i løbet af de seneste to år har det også været i forbindelse med Ukraine – men ellers har det været på Syrienkonflikten.”

Flemming Splidsboel sidder sammen med Anders Agner Pedersen, Christina Boutrup og Michael Møller i panelet ved konferencen ‘FN – Vores Sidste, Bedste Håb’ mandag den 14. september i FN Byen.