Pressefriheden under pres i USA

Det står sløjt til med pressefriheden i USA under Barack Obama. Således er USA gået 13 pladser tilbage på den årlige pressefrihedsliste. Ikke mindst sagen om whistlebloweren Edward Snowden bidrager til indtrykket af, at pressefriheden i øjeblikket er under pres i USA – trods Obamas valgløfter om det modsatte

Den frie presse har bedre kår i Rumænien og Botswana end den har det i USA. Dette er de noget overraskende, men ikke desto mindre alvorlige kendsgerninger. På det årlige pressefrihedsindeks, som udarbejdes af Reporters Without Borders er USA således røget 13 pladser ned af listen og frister nu en tilværelse som nummer 46, et mulehår foran Haiti.
Forklaringen på den markante tilbagegang, skal først og fremmest findes i Obama-administrationens klapjagt på whistlebloweren Edward Snowden, der siden sommeren 2013 har trukket tæppet væk under Obama ved gentagne lejligheder og afsløret amerikanernes omfattende overvågning både nationalt og globalt.

At Obama helst ser Snowden der, hvor peberet gror, er der ingen tvivl om. Af samme grund er han også rasende over, at Rusland har givet Snowden asyl, stik imod det amerikanske ønske om at retsforfølge Snowden for de omfattende lækager.
I det hele taget er Snowden-sagen den primære årsag til, at USA lige nu må affinde sig med at indtage pladsen lige efter Rumænien på pressefrihedsindekset. For en ting er striden om Snowden og hvorvidt russerne vil udlevere ham. Men det har heller ikke bidraget særlig positivt til USA’s image, at de to amerikanske journalister, Glenn Greenwald og Laura Poitras, der i sin tid breakede historien, ikke tør rejse hjem til USA for at modtage den prestigefyldte George Polk pris, fordi de frygter vrøvl med myndighederne.

Med andre ord: En situation, hvor to amerikanske journalister er bange for at rejse hjem til deres hjemland for at modtage anerkendelse for deres journalistiske arbejde, af frygt for følgerne. Langt fra kønt, og i sagens natur medvirkende til USA’s deroute på pressefrihedsindekset.

Risen og kildebeskyttelsen
Det er dog ikke kun Snowden-sagen, der har sparket USA et godt stykke ned af listen. Sagen om aflytningen af AP-journalisterne, samt sagen om New York Times journalisten James Risen bidrager ligeledes til et stadig mere uskønt billede af pressefriheden under Obama.
Og det ser ikke ud til at slutte lige foreløbig. Sagen om James Risen er fortsat i gang. En sag, der handler om, at Risen skrev en række artikler med udgangspunkt i CIA. I den forbindelse har Risen talt med flere kilder, inklusiv kilder til baggrund, for at kunne tegne et nuanceret og balanceret billede af hvad der foregår. I den forbindelse med at have talt til baggrund, har Risen lovet kildebeskyttelse. En kildebeskyttelse, som Risen, som enhver anden anstændig journalist, har tænkt sig at stå vagt om. Men det skal han ikke have lov til, hvis det står til retsvæsnet. For siden artiklerne er der åbnet en sag mod en nu tidligere CIA-medarbejder, og i den forbindelse er Risen blevet indkaldt som vidne og dermed bedt om at afsløre sin kilde. Det har Risen – fuldt forståeligt – nægtet at gøre i foreløbig to omgange. Det betyder at sagen med stor sandsynlighed ender i Højesteret, da både Risen og ledelsen på New York Times ikke har tænkt sig at bøje af.
Det betyder altså, at der er udsigt til et scenario, hvor Obama-administrationen går i krig med en af landets førende aviser i en sag af principiel karakter om et af de mest centrale elementer i journalistikken, nemlig kildebeskyttelsen. Det er hverken kønt eller klogt og set fra Obamas perspektiv vil det være klogt at få landet sagen hurtigt, så det ikke når helt derud, hvor han bliver framet som en præsident, der står i spidsen for et system, der sender journalister bag tremmer for at værne om kildebeskyttelsen.

Et embede grundlagt af paradokser
Nu er det næppe fordi den årlige rapport fra Reporters Without Borders har fået præsidentens verden til at styrte i grus. Men helt ligeglad kan Obama ikke tillade sig at være. Det vil i hvert fald være uklogt. For den skrantende pressefrihed er med til at forstærke en fortælling, som til stadighed er ved at få fat, nemlig at Obamas embede er grundlagt af paradokser og at kandidaten Obama sagde et, mens præsidenten Obama gjorde noget andet.
For kandidat Obama ville både hjælpe den trængte medieindustri og i det hele taget skabe en transparent administration, modsat forgængeren Bushs. Sådan er det ikke gået. Det blev ved tanken om at støtte medieindustrien, og transparensen har vist sig kun at gøre sig gældende i enkelte tilfælde. Eksempelvis når hele administrationen står på tæerne af hinanden for at tale til baggrund med eksempelvis den hæderkronede Washington Post-journalist Bob Woodward til dennes bøger ’Obama’s Wars’ og ’The Price Of Politics’.

Hammeren falder prompte og hårdt
Obamas problem er imidlertid det, at han som præsident er nødt til at sikre, at der ikke kommer ’en ny Snowden’, så at sige. Altså at der ikke opstår en ny whistleblowersag i samme størrelsesorden som Snowdens, da det kaster spandevis af grus ned i det diplomatiske maskinrum. Derfor er han nødt til at spille stærk mand for at sende signalet til potentielle whistleblowers som, at hammeren falder både prompte og hårdt.

Konsekvensen af dette er, at pressefriheden også i de kommende år vil være under pres. Og at det vil være mere end almindelig overraskende, hvis USA pludselig tager et kvantespring op af listen det kommende år. Hvilket er trist. For et land, der hylder den frie, kritiske og uafhængige presse burde være bedre placeret på pressefrihedsindekset end det i øjeblikket er tilfældet.