Præsidentfravalget 2016

Om 50 dage ved vi om USA’s næste præsident hedder Hillary Clinton eller Donald Trump. Men uanset hvem, der trækker det længste strå, står dette allerede nu klart: amerikanerne ville helst noget helt tredje, men det kan de ikke få. Sådan da.

WASHINGTON D.C.: Når USA om 50 dage slår øjnene op til en ny dag, en onsdag, nærmere bestemt den 9. november, vil der formentlig være flere, der tager sig til hovedet. Og ikke nødvendigvis kun fordi de har fået en mere end bare en enkelt øl på valgaftenen dagen forinden, men i lige så høj grad grundet valget af den næste præsident. Det er formentlig ikke de samme, der tager sig til hovedet, hvis det bliver Hillary Clinton, som hvis det bliver Donald Trump. Det siger sig selv. Men der vil med overvejende sandsynlighed også være en del, der gør det, uanset hvem af de to, der vinder. Formentlig en hel del, faktisk.

For de lidt nedslående realiteter her godt halvanden måned før valgdagen er, at amerikanerne drømmer om helt andre kandidater, end de to, de har at vælge imellem. Og det gør, at de sukker dybt og opgivende, når man taler med dem om det forestående vagtskifte i Det Hvide Hus.

RealClearPolitics’ Carl Cannons eksempel fra forrige uge om, hvordan en måling for nylig havde givet Gary Johnson fra The Libertarians 12 procent af stemmerne, på et tidspunkt, hvor samme måling viste, at kun otte procent rent faktisk vidste hvem Gary Johnson var, fortæller meget om situationen. Hver tredje af Johnsons vælgere støttede Johnson af den enkle grund, at han hverken hedder Hillary Clinton eller Donald Trump. Tankevækkende, ikke sandt?

Jeg var en tur i Richmond, Virginia for et par dage siden og talte i den forbindelse med en af de vælgere, der stemmer Gary Johnson den 8. november. Han ville under ingen omstændigheder stemme Trump, og kunne egentlig meget godt lide Tim Kaine, men ville heller ikke stemme Clinton. Og så måtte hans stemme jo så gå til Gary Johnson, var han nået frem til. Hvis Kaine havde været kandidat uden Clinton ville han nok have stemt demokratisk, men ikke om han ville høre tale om at stemme på fru Clinton.

Det er en generel tendens, som bliver stadig mere tydelig, des flere vælgere man taler med rundt om i de enkelte delstater. De regner med at stemme, men det bliver ikke med jubel, at de afgiver deres stemme den 8. november.

Det i sig selv er ikke særlig opløftende. Især ikke på det amerikanske demokratis vegne.

Men en anden ting, som bestemt heller ikke giver grund til optimisme er, at grøfterne mellem partierne er gravet så dybe efterhånden, at det er svært at se for sig, at den polariserende mudderkastning, der lige nu finder sted mellem Demokraterne og Republikanerne stopper når valget er overstået til november. Det er der ikke umiddelbart noget, der tyder på. Snarere tværtimod.

Demokraterne kan slet ikke holde tanken om præsident Trump ud. Han er i deres øjne en løs kanon uden hverken den rette psyke eller de rette kompetencer til at lede landet. Og vil derfor være en katastrofe som præsident.
Republikanerne har det omtrent lige så stramt med ideen om endnu en præsident Clinton. Set med republikanske øjne er hun en løgner, en svindler og en del af det magtapparat, de mener har svigtet dem.
Lyder det som to hold, der efter kampens afslutning giver hinanden hånden, siger tak for kampen og hvor taberen accepterer nederlaget og ønsker vinderen tillykke? Ikke rigtig, vel?

Vi er altså på vej ind i den afsluttende fase af en valgkamp, som allerede nu hænger amerikanerne langt ud af halsen. Og på vej tættere på afgørelsen af et valg, som uanset udfaldet får mangt en vælger til at ryste på hovedet i afmagt.

Det er kun otte år siden et klart flertal af amerikanere råbte ‘Yes, We Can’ og valgte Barack Obama som deres 44. præsident. Nu skal hans afløser findes, og med udsigterne til at vælge mellem Clinton og Trump, vil flere nok være fristet af at stille sig og råbe nok en gang. Ikke ‘Yes, We Can’, men ‘No, We Won’t’.

Vi er i sandhed i gang med præsidentfravalget 2016.