Power er Obamas nye jernlady i FN

Med valget af Samantha Power som USA’s nye FN-ambassadør, har Obama placeret en idealistisk menneskerettighedsforkæmper med en forkærlighed for humanitære interventioner i spidsen for USA’s FN-diplomati. Vi skal dog ikke forvente at se store forandringer i retningen af en mere idealistisk udenrigspolitik af den grund, når Power tager fat på de vanskelige udfordringer hun står overfor.

Med sine blot 42 år er Samantha Power USA’s yngste FN-ambassadør nogensinde. Efter at være blev nomineret af præsident Obama, blev hun den 2. august godkendt med overvældende opbakning i Senatet. Dermed tilhører hun en ellers efterhånden uddøende race i amerikansk politik – en fremtrædende politisk person med venner i både den blå og den røde lejr.
Power har dog også været udsat for kritik. I 2003 blev hun kritiseret for at have argumenteret for at USA burde være mere slevrandsagende overfor udenrigspolitiske fejl, hvilket hun forsøgte at imødegå i sin indsættelses-tale ved at love aldrig at ville undskylde for USAs handlinger. Hun er ligeledes blevet kritiseret for at være for kritisk overfor Israel, hvilket hun også forsøgte at imødegå i sin indsættelses-tale hvor hun kaldte Israel for USAs bedste allierede. Den konservative kommentator Glen Beck har ligefrem kaldt Power for ’den farligste kvinde i Amerika’. Kritikken til trods har Power bred opbakning i begge politiske lejre og kan tælle republikanske sværvægtere som John McCain blandt sine støtter.

Militaristisk korsfarer for menneskerettigheder eller pragmatiker?
Trods hendes unge alder har USA fået en FN-ambassadør med et imponerende CV. Udover topposter i Obama-administrationen kan Power bryste sig af at have været krigskorrespondent i den jugoslaviske borgerkrig og opnået status som anerkendt akademiker og Pulizter Prize-vindende forfatter.
Som akademiker såvel som embedsperson har Power især været optaget af at sikre, at USA bedre beskytter menneskerettigheder og forhindrer folkedrab. Hun er en varm fortaler for, at USA skal intervenere militært for at forhindre folkedrab, hvilket blandt andet gjorde at hun støttede interventionen i Libyen i 2011. Hendes synspunkt omkring militære interventioner skal uden tvivl ses i lyset af hendes erfaringer som krigskorrespondent i det tidligere Jugoslavien, hvor FN-soldater passivt overværede massakren i Srebrenica i 1995.
Power har derfor også vedholdende støttet op omkring FN princippet ’Responsibility to Protect’ (Ansvar for at beskytte), der siger at det internationale samfund har pligt til at gribe ind, hvis en stat ikke beskytter sine borgere imod folkedrab og krigsforbrydelser. Power har derfor fået et ry for at være en ’høg’, og hun har også ofte fået påstemplet mærkater som ’militarist’ og ’menneskerettighedskorsfarer’.

Obama har således valgt en idealist, der ikke er bange for at intervenere militært. En kombination der kan lede tanken hen på hans forgængers neokonservative rådgivere. Men Power er på ingen måde neokonservativ, og USA er et andet land i dag end det var i årene efter terrorangrebet den 11. september 2001. Power har som medlem af Obama-administrationen desuden trukket en del af sine tidligere udmeldinger tilbage, og udvist betydelig mere pragmatisme i takt med, at hun har skullet håndtere de udfordringer hun tidligere har skrevet om som korrespondent og akademiker. Faktisk minder Power en del om hendes forgænger og nære allierede Susan Rice, og Rices idealisme blev tøjlet af Obamas pragmatiske udenrigspolitik. Det er derfor tvivlsomt, at vi vil se Power komme med kontroversielle idealistiske udmeldinger omkring militære interventioner. Hun vil uden tvivl forsøge at påvirke Obama i retningen af humanitære interventioner i deres interne samtaler, men når den faktiske politik skal udføres er der kun et Comander in Chief.

Godt forhold til Obama
Power er efterhånden ved at være en gammel kending af Obama, og hun har eftersigende et godt forhold til præsidenten. De to mødtes første gang, da Obama tog kontakt til Power i 2005 efter at have læst hendes Pulizter Prize-vindende bog ’A Problem from Hell: America and the Age of Genocide’. Da Obama startede sin præsidentkampagne, hentede han så Power ind som udenrigspolitisk rådgiver. Hun blev imidlertid tvunget til at træde tilbage efter at have været lidt for åbenmundet omkring Obamas modkandidat Hillary Clinton. Efter sejren i præsidentvalget sendte Obama dog igen bud efter Power, der blev medlem af hans National Security Council, hvor hun tjente som Senior Director for Multilateral Affairs and Human Rights fra 2009 til marts 2013. Siden april har hun været formand for Obamas nye Atrocities Prevention Board. Der kan ikke herske tvivl om, at Power er en af de folk i Obama-administrationen, som præsidenten lytter til, hvilket giver hende gode muligheder for indflydelse.

Posten & forgængerne
Fra at have været en mindre betydningsfuld post under den kolde krig, er titlen som FN-ambassadør de seneste årtier steget i anseelse. Det hænger sammen med FN’s voksende potentiale i en verden, hvor kold krigs rivalisering er blevet afløst af tiltagende globalisering og et stigende behov for globale løsninger på en række udfordringer. At FN har store problemer med at indfri dette potentiale er den anden sag.
Postens eftertragthed er også steget efter, at den i de seneste år vist sig at være lidt af et karrieremæssigt springbræt for fremadstormende talenter. Senest eksemplificeret ved forgængeren Susan Rice, der som bekendt nu er Obamas National Security Advisor.

Udover Rice tæller listen af forgængere indenfor de seneste år prominente folk som John Bolton (under George Bush) og Madeleine Albright og Richard Holbrooke (under Bill Clinton). Sidstnævnte har Powers i øvrigt skrevet en bog om. Det er altså store sko Power skal fylde ud.
Postens status er endvidere afspejlet i at den, i modsætning til andre ambassadør poster, har ’cabinet rank’. Det vil sige at FN-ambassadøren er en del af Obama-administrationens indre cirkel og dermed har en hel anden adgang til indflydelse end almindelige ambassadører. Det er i øvrigt vær at bemærke at Obama ophøjede posten til ’cabinet rank’ efter at den havde været degraderet i Bush-årene.

FN-reform, Syrien og Iran
Power står overfor en række store udfordringer. Det helt store af slagsen er en omfattende reform af FN-systemet. Hvilket Power tidligere har arbejdet med, og som hun har meldt ud at hun ser som en afgørende udfordring. Det afgørende element i sådan en reform vil være FN’s sikkerhedsråd, omkring hvilket der er udbredt utilfredshed blandt mange af FN’s medlemslande på grund af dens utidssvarende sammensætning og handlingslammelse. Power har da også rettet omfattende kritiker imod sikkerhedsrådet, som hun har kaldt anakronistisk og udemokratisk. En meningsfuld reform bliver nød til at se på sikkerhedsrådet, og det bliver en kæmpe udfordring for Power at føre en sådan reform gennem et ekstremt vanskeligt politisk farvand.
Trods hendes kritik af FN, er Power dog en stor tilhænger af FN-systemet og en stærk fortaler for, at USA skal øge sit engagement. Især mener hun, at USA skal gøre mere for at søge legitimitet for sin politik gennem FN, noget hun har kritiseret Bush for ikke at gøre i forbindelse med invasionen af Irak i 2003. Hun argumenterer også for, at USA bør deltage i Den Internationale Strafferetsdomstol, som man endnu ikke har tilsluttet sig. Ligesom hun som bekendt er en stor tilhænger af ’Responsibility to Protect’ princippet.

Udover FN-reform er der en række presserende aktuelle problemer, der må formodes at fylde meget på den nye FN-ambassadørs skrivebord. Den mest iøjnefaldende selvfølgelig konflikten i Syrien. Der kan næppe herske tvivl om at Power er en af de rådgivere, der har forsøgt at overtale Obama om nødvendigheden af en militær intervention. Under sin confirmation hearing i Senatet kaldte hun FNs sikkerhedsråds manglende handlekraft overfor krisen i Syrien for ’en skændsel som historien vil dømme hårdt’. Denne udmelding kom vel og mærke før det øgende pres for handling, ovenpå Assads formodede brug af kemiske våben. Et FN-mandat til at intervenere i krisen er som bekendt ikke en realistisk mulighed med Rusland og Kina håndfaste modstand. Så såfremt Kongressen giver Obama sin støtte, og USA foretager en militær intervention i Syrien uden FN-mandat, vil Power få travlt med at lappe de tyndslidte diplomatiske bånd til hendes kollegaer.

Et andet højaktuelt problem, der formentlig kommer til at holde Power vågen om natten, er Irans atomprogram. Obama har uden held forsøgt at få præstestyret til at opgive programmet og risikoen får at Teheran produceret et atomvåben synes at vokse dag for dag. Hvis det sker, vil det være et kæmpe nederlag for såvel USA’s som det internationale samfunds diplomatiske anstrengelser.
Der er altså nok at tage fat på for Power, der har overtaget posten som FN-ambassadør på et hektisk tidspunkt.